I dag kan jeg ikke tænke uden at skrive til dig, for det er dig jeg tænker på, når jeg tænker, dig jeg tænker med, når jeg tænker, så hvis jeg ikke fortæller dig om det, er mine tanker mig ligegyldige, hvid støj, knitren, som digte breve til ingen, blot kontaktannoncer fra folk der ikke ved hvad de vil have.
Hver dag med dig er min sjæls dannelse, min sidste fødsel og mine følelsers endelige opdragelse. Jeg griber grådigt hvert ord fra dine læber, vender uden frygt for prisen hvert figenblad, for vi har for længst passeret flammernes port, hvorigennem kun hvad virkeligt er, kan passere. Her bor vi nu, i sandhed.
Snart er vi sammen igen, måske højt mod nord, ude af søgende syn, ude af snærende savn. Så jager vi tavst hvor vi er, plukker bringebær, samler ved. Vi bærer let vandet til hytten som er bygget af vores hænder, under vores sang, en sang der stadig høres nær træets gyldne årer, når aftenen falder på.
Vi lader ikke sproget stå i vejen for forståelsen. Vi er nået så dybt i landskabet, at vi ikke behøver lede efter ordene, hjælpe dem med at finde hinanden. De kommer ad sig selv, langsomme, tunge, sande, men dog så lette som lyset over fjeldet, som det ægte liv, der er summen af hvad vi gør, her og nu.
Der er så meget dødt sprog, der kan virke levende i en by, fordi man inderligt ønsker sig det, og det ved vi nu, men vi forbitres ikke af denne indsigt, for udsigten og indsigten stemmer overens herude, mens vi er her som vi, under lysets blide diktat. Svigter sproget os smiler vi, fordi vi ved hvorfor.
- - -
1 kommentar:
Bringebær!!
meget, meget fint og stemningsbærende i mine grove ører.
Send en kommentar