POLAR CXIX

- - -







Den ny mand har den sødeste summen af liv i sit hoved. 
Den ny mand har lukket livets fylde ind i sig selv, igen. 
Den ny mand er nu så godt som fri af sin angst for livet.   

Den ny mand ser mere af det hele, rent, mildt og retfærdigt, ser han det hele, på én gang. 
Den ny mand er ikke som den gamle overbevist om, at selvvalgt ensomhed er løsningen. 
Den ny mand behøver snart ikke de talløse, isolerede åndens celler, han engang fandt nødvendige.  

Den ny mand er ikke ude af sine dybder, de er nu blot synlige for ham, kan frit vælges til og fra.  
Den ny mand føler et tungt sug i maven, mens han kigger på sin fortids afgrunde, en prikkende brod.  
Den ny mand er grundlæggende en glad mand mens han gør det, hvilket er helt nyt for ham. 

Den ny mand har næsten vænnet sig til at være glad, uden at være særligt bange, i mens.  
Den ny mand er på vej hjem i sig selv, uden anger, uden fortryd, uden lammende tvivl.    
Den ny mand har ikke tænkt sig at spørge nogen om lov, før han smiler ad både liv og død. 

Den ny mand har mistet interessen for meget, der før syntes at interessere ham.
Den ny mand er mere optaget af alskens skønne blomster, end verdens politiske larm.
Den ny mand har i lyset over din nøgne hud, set livets egen solopgang, der, fundet meningen.   

Den ny mand elsker igennem uden skam, har lært det, nu.  
Den ny mand elsker at elske, og at lade sig elske.   
Den ny mand er elsker. 







- - -   

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

Manden med lyssværdet <3

P E T E R B R E U M sagde ...

"These are not the droids you're looking for" ;)