- - -
Den sidste konvention blev næsten brudt, ordenen nær
opløst ved tavst koncil, ingen sagde noget til deres koner og børn da de forlod
husene den morgen, for universet var for stort, det havde sat sig sort i deres
celler, og ved mødet kom intet ud ad mundene, ikke så meget som et suk. Det var
første gang det var sket, eller i hvert fald første gang nogen kunne huske
noget som dette var sket, og selv efter ekstensiv opfølgning og grundig
undersøgelse af de sirligt ordnede arkiver, viste det sig helt enestående, at
en så kompetent forsamling, en så fremragende flok af konverserende mennesker,
havde siddet i timevis og stirret stift, senere med tiltagende forskrækkelse,
på hinandens lukkede munde, de tunge, ubevægelige kæbers låsthed, i minut efter
minut, time efter time, snart en hel dag, til ingen verdens nytte. Næste dag
gentog tavsheden sig ikke, der taltes igen livligt dagen lang, fra morgen til
aften, men som noget helt særligt, blev den forudgående dag ikke bogført, men
afskrevet som tabt tid, som et langt sekund, i hvilket intet skete, intet
opnåedes, intet planlages, intet erobredes, og de der var der, prøver stadig at
glemme det, men dagen dukker endnu op som en isning, en kold løben op og ned ad
ryggen på alle der var der, hver gang nogen i deres nærhed, hvem som helst,
indlægger og afholder en strategisk pause i den uafbrudte talestrøm, for at
foregive tænkning.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar