- - -
Vejen til det kronede hjertes hus henligger i permanent tåge, belagt med kolde, glatte sten. Vinden, der hverken er svag eller stærk, og synes at komme fra alle retninger, er ganske uden ophold. Langs vejens sider, bærer smalle grøfter sort vand til de så godt som usynlige marker, der fornemmes, anes i glimt, men aldrig ses i deres fulde udstrækning. At vælge at vandre ad den, er at vælge at være foruden kort, uden gode råd og anvisninger, venners varme stemmer. Her må man bero på sin tro, og mere praktisk, på rækkevidden af sit instinkt for at komme frem. Den store uro, vil være den eneste følgesvend fra første færd, for vejen til det kronede hjertes hus er uden ende, ser du, uden ende, og det kan kun vides, mens den alene betrædes af dig, våd, træt, skiftevis rystende af udmattelse og kulde, grædefærdig kun, skal du se, at det kronede hjertes hus er dig, alene dig, men kun mens du er på vej.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar