- -
-
Nogle
gange bliver dette sprog meget lille. Som en indhegning fyldt med døde
dyr, der tror de er levende. Som sådan, et fængsel. Andre gange er det åbent for oven,
sproget. Så kan man lægge hovedet tilbage, åbne øjnene og lade den
kolde regn vaske synet rent igen. Men
så melder mennesket, det andet, noget ud. Man
må forholde sig til det, det andet menneske, også selvom det kun kan tale
fængslets sprog. Det har behov. Vil
have en telefon. Det har rettigheder, siger det, det andet menneske. Det
vil have udløsning. Det siger, det vil have en ny bil. Det siger, det har
fortjent det. Det taler tankeløst, det er naturligt, det andet
menneske, det taler og taler, for det er naturligt, det andet
menneske, og naturen er menneskelig, fordi den er tankeløs. Nu lukker jeg lågen i, igen. Går
videre til næste dør. Lytter til den identiske tale. Må passe mit arbejde her, i
blandt de indsatte, der alle er overbeviste om, at de er alene. Hvad de
ikke ved, er, at de er naboer, i utallige, helt ensartede celler, at de vil have de
samme ting, altid de samme ting. De vil have ting. De taler og taler, de
andre mennesker, og hører ingenting.
- -
-
Ingen kommentarer:
Send en kommentar