- - -
Jeg skriver breve til knoglerne. De har ikke øjne, ikke ører. Jeg skriver kalk til skeletterne. Mine ører er lukkede. Jeg skriver. Måske banker det på døren, måske er der nogen. Jeg skriver videre, skriver øjnene fri af behovet for at skrive breve til knoglerne, ved at skrive breve til knoglerne, og nu banker hjertet under skjorten, vil ses, det vil ses, og det vil vise sig, om jeg får det skrevet ind i tekstens korpus, for jeg kan kun se skeletter, ligemeget hvor jeg ser, og det er fuldstændig håbløst, lige nøjagtig som jeg bedst kan lide det.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar