- - -
Nu går jeg igen, natteblind under nymånen, nøgen. Mine fødder brænder sneen væk, i min søgen efter dig. Jeg har dig, men endnu kun som feber, den hellige feber, der gør alle celler klar til det de blev sat i verden for, og det de blev sat i verden for, er at blive flere, mange flere, overvinde alle andre celler end mine, placere sig selv, eller blot en, den bedste i blandt dem, den enlige spartaner, på din bløde røde trone med mig villigt, rasende, leende på slæb, efter livets blinde jagt på mere af sig selv, livets jagt, på det evige liv.
- - -
1 kommentar:
Send en kommentar