FLAGRVM XIV

- - - 







Metallisk isvand i munden, krystallerne slukker tørsten, aftenrødet så intenst, at det aldrig efter skal gøre særligt indtryk. Sulten, kulden, den stjålne overtid gemmer øjeblikket mere rummeligt end efterfølgende fald ud af tid. Drengen i flyverdragten, drengen med de røde kinder, en skadet kælk i blå plastik af den slags med styr, følges hjem. Kriminelt senere end gadelygternes tænding, går de vægtløst igennem en port af ingenting konkret, er han forandret, åbnet for et koldt kontinents melankoli, alt imens den lille skov, der binder bakken sammen med parcelhuskvarteret, forbliver den samme.







- - -