Alt hvad siges kan, er sagt og sagt og sagt, og vi hører
ikke mere efter. Vi investerede hele vores opsparing af opmærksomhed i jer, men
det eneste vi fik tilbage, var flere ord af samme skuffe. Det er jeres egen
skyld, at der ikke længere lyttes. I skulle nøje have overvejet værdien af, at
holde kæft, værdien af, at lade være med at bruge vores tid på at lyve til os,
bedrage os og desavouere os, med lige dele strategisk, universitær spærreild,
og lige dele bagvaskelsens kvalmende pøbelretorik. Nu er cirklen ikke bare
sluttet, men slut, slut som i overstået, selvom man ikke, cirklens natur taget
i betragtning, skulle tro, at punktet på den anden side af dens bedøvende,
selvrepeterende fristelse, overhovedet findes. Men det gør det nu, endnu
fjernt, men dog tydeligt, glimter det stærkere og stærkere, som en ny og
dansende stjerne, takket være jeres lemfældige og skødesløse omgang med alt
hvad vigtigt er. Jeres kollektive, moralske kollaps skabte med andre ord det,
der kommer efter jer; mens I troede I havde en succes på hænderne, mens det
lykkedes for mange af jer, at skabe banale, kunstige karrierer på vores
bekostning, dræbte I den sidste rest af tillid til parlamentarismens ideale
oldtidslys. For at berede os denne springen ud på den anden side af behovet for
politik og politikere, for at lette overgangen til det sted, hvor hver mand og
hver kvinde udelukkende og ærligt repræsenterer sig selv, i egen særegne individualitet, i egen fysiske person, i egne ord, fordi det er og bliver
den eneste retfærdige livsførelse, skal I have min dybeste tak, selvom I ikke
har den fjerneste anelse om, hvilken fantastisk tjeneste I, med jeres nu næsten
fuldførte fallit, har gjort os, der aldrig har været bange for hinanden, os,
der under jeres lange nat, aldrig har vaklet i troen på den menneskelige
virkeligheds snarlige dag.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar