POLAR XCVII

- - - 







Stem på sedlen. 
Den er lavet af papir. 
På den, er der felter.

I disse, står navnene 
på de, der ønsker ansvaret 
for dit ve og vel. 

Men også navnene 
på de, der ydmygt ønsker 
absolut magt, at eje alt liv. 

Så stem på sedlen. 
Træk forhænget for 
og kig på navnene. 

Hvis du finder et 
du kan lide, skal 
du vælge et andet. 

Politik handler ikke 
om at have 
det pæneste navn.

Politik handler 
om sedlen, og hvad 
du fik til morgenmad. 

De ved nemlig godt 
at du først bestemmer dig
derinde, i båsen. 

Så stem på sedlen. 
Glem billederne af 
kandidaterne på lygtepælene. 

De er ikke dine spillebrikker
selvom de hænger der
og ligner henrettede i vinden. 

Du skal stemme 
på sedlen og sedlen alene. 
Pennen er svaret, ikke sværdet.  

Man kan aldrig vide
hvad et kønt, symmetrisk ansigt 
skjuler, af ondskab og dumhed. 

Man kan aldrig vide 
hvad et hæsligt, deformt blæverfjæs
skjuler, af smuk moral og altruisme. 

Så stem på sedlen. 
Stem på sedlen, så er du sikker
på, at din stemme bliver talt med. 

- Sikker på, at du ikke bare
er en ligegyldig statistisk hændelse
i nogets abstrakte økonomi. 

- Sikker på, at du ikke bare 
er en forbrugende borger 
i et foretagende, helt uden hoved. 

 - Sikker på, at den store 
venlige maskine, ikke bare 
blindt fortsætter sin kurs, uden dig 

- Sikker på, at den bedste af mulige 
verdener ikke kun er noget 
de andre bebor i fjernsynet.  

Så stem på sedlen 
og vær med til at vinde krigen 
om gadelys og lukketid.

Så stem på sedlen 
og føl dig som en del 
af det næste tomme kulturhus. 

Så stem på sedlen 
og vid i dit inderste indre
at du har gjort en forskel. 

Så stem på sedlen. 
Slaget skal stå i dag 
og du, du er din egen rasende hær.







- - - 





Ingen kommentarer: