POLAR XCIII

- - - 







Igen velsignedes jeg så af den hvide kvindes tro; 
over bækken svævende, kom hun nøgen, ganske stille, 
vækkede ikke dragerne, der vogter fornuftens bro. 

Hendes hænder bar lyset, gennem hudens brændende nat, 
vi elskede os uden at kny, fri af dages fængsel 
gav vi los og tog fat; med lukkede øjne gjorde vi strøm 

til at oplyse den hele by. Da besøget  var slut, 
var jeg ikke alene, hvor først var to, var vi én; 
alene tabte til os, faldt livløs af sin gustne gren.







- - - 







Ingen kommentarer: