- - -
Dette er
forbi fordi
tallet ovenfor
udgør slutningen
på endnu en start.
Det kommer aldrig
- sådan rigtig -
til at hænge sammen
på den måde
du synes det skal
for at man kan kalde det
sammenhængende.
Det vil fortsat skride
i sin egen skabelses vildspor
uden lyd, uden billede.
Fortsat vil
pubertære platheder
maniske mislyde
og ikke mindst
arkaiske anakronismer
udgøre fyldet
sommetider endda
selve substansen
i den - for dig
obskure evighedssuppe
jeg uden at blinke
kalder mit livsværk.
-
Jeg er dansk
og nu digter jeg vidst.
Jeg fødtes umiddelbart efter oliekrisen
på kanten af oldtidens slimgrønne portal
for skibsbåren erobring af fremmede kulturer.
Mine øjne er ironisk blå
som ind i det ariske helvede
mit blod er varmt, rødt og metallisk
som en flydende slagmark.
Min svulmende
altid vordende aftensjæl
er noget andet
end hvad du finder
i kroppen på dig selv
og andre organismer,
som du ikke heller
orker at tage i betragtning
endsige for alvor dissekere
ud af frygt for
at få pletter på dit blanke ansigt
der ikke kan vaskes af.
-
Sådan er det bare.
Vi er ikke ens.
Vi har faktisk intet tilfælles
bortset fra det ufrivillige tilhørsforhold
til menneskeracen.
Og vi bliver
nok aldrig enige
om noget som helst.
Vi bliver i hvert fald aldrig enige
om værdisætningen af min formidling
af de virkeligheder jeg skaber.
Dertil er du for nærig;
dertil tænker du for meget
på dig selv.
Men bekymr dig nu ikke for meget om det, heller:
det gør alle læsere
amatører som professionelle
i disse tider
de bekymrer sig for meget
om dem selv
og for lidt om teksten
for teksten er qva
din valgte rolle
din metier
dit hellige embede
noget de andre skaber
og de andre er altid
selvom du ret beset
ikke er interessant
mindre interessante
end dig
når du ikke er villig
til at investere dig selv
momentant lægge
din åndelige skæbne
i hænderne på dem
og deres værk:
tilsammen
er vi tragedie
Tragedie.
Tra-ge-di-e.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar