- - -
Skelsår i sengens hvide glemsel
ingen heling, drømmen afbrudt.
Jeg ved, jeg ikke vil derhen;
i vågen smerter det tørt
bag øjnene.
Egentlig har
jeg altid undret mig
over hvad det mon er
der sker på den anden side
af ungdommens selvfølgelige liv.
Det ved jeg nu, for hovedet er tungt
mine lemmer taber for hver dag kraften;
alle de temaer den spændte krop slog an
er nærved glemt, deres crescendoer tynde
blot røg, fra den elektroniske cigarets kapel.
Nu sidder jeg igen og skriver mig selv i laser
og pjalter, mens jeg beskuer mig med den
tabte nysgerrigheds grusomme læge-blik;
vigtigheden af dette, er nu som før mere
end tvivlsom, værdien så uhåndterlig
at også jeg for længst har opgivet
ethvert håb om poetisk retfærd.
Fra denne plet i tidens silkestrøm
er det bare mig og teksterne, alene ude
af syn; ude af savn, trækker vi fra land, sætter
os selv til rette på udsigtspladserne, forrest i vores
elektroniske ark, vinker så til undergangens fugle og
smager den store regn, der lige er begyndt at falde som
livstiddomme fra den højeste ligegyldigheds liggrå himmel.
Først er vi bange for, om vi har taget den rette beslutning
men det går hurtigt over, da baren åbner, og viser sig
fyldt af glade spøgelser, der varmt byder os indenfor
hvor hver enkelt med sin altid friske favoritdrink
i hånden, hver enkelt, med sin stemmes altid
veloplagte musik, lader os rejse, uden at
fortryde, uden at føle noget er bedre,
et helt andet og virkeligere sted.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar