POLAR LXXXIII

- - - 






Det var det tog vi var om bord på, i hvert fald nogen af os. Det var rimfrosten som dækkede hele verden, samt vores hvide ånde, varm luft, øjeblikkeligt skiftende, i et koldt univers. Det var hende den blonde med den klare hud, de store, bløde bryster, som forhindrede mig i, at udføre min pligt forrest i toget. Var stået af, holdt pause uden perron af samme læbers gode grund. Nemmere end man skulle tro, langt færre knapper, instrumenter, skærme, fremmed elektronik, men alligevel dette bankende hjerte i halsens stressalarm. Hvad mon dog de eftersøgte ved sporet, under vognene, i lommerne, disse seriøse politifolk, som mere eller mindre måbende kiggede, lyttede, da jeg anråbte dem, opdagede jeg igen var kommet for sent. De bagerste vogne var tomme nu. Kun du sad ved bordet. Jeg bad dig ringe, hvis du kendte nogen at ringe til i den forreste stamme, der var ved at forsvinde ind i vinterdisens horisont. Var sikker på jeg ville kunne forklare hvem som helst, hvordan man spoler et tog tilbage. Men mellem to togsæt ingen opkald, bare desperat eftersøgning af noget, formentlig vitalt, og dette jeg, endelig komfortabelt plantet i forståelig funktion, nu tabt igen.







- - - 

2 kommentarer:

Louise Juhl sagde ...

Jeg er mystificeret og forført og på een gang både i bagerste og forreste vogn.

P E T E R B R E U M: sagde ...

Herligt at høre; det er jeg glad for. Og i øvrigt mange tak for din vedvarende - og synlige - interesse for mine tekster her på stedet.

/peter