ABETÅRNET

- - -

Set fra en hvis afstand, er det næsten uforståeligt, nøjagtig hvad, der driver et enkelt individ til at ønske at indtage toppen af den vindblæste klippespids; han, der knuger sig fast, har blottede tænder og hans øjne er så åbne som aldrig før. 

- -

Mens den næste prætendent med rystende hænder når frem, efter hvæsende, krattende og skrigende at have kæmpet sig igennem de hundreder og atter hundreder artsfæller på vejen derop, er det ikke til at se om det er frygt eller vrede, der holder hans øjne blanke som glas. Han trykker sig så godt han kan fast mod den glatte overflade, så det første der møder den herskendes blik, er hans mareridts hvide gab. 

- - 

Nedenfor den mægtige søjle af sten, ligger de, der i sugende tomhed lydløst faldt i døden, tjener som trædesten for de få, og endnu varm næring for de mange, der ikke tør tage chancen. Også her er der konflikt, for selv de modløse finder desperationens kræfter, når selve overlevelsen melder sin adkomst i form af den sult, der ændrer karakteren, den sult der er adgangskrav og forudsætning for at overskride det ældgamle tabu, der ellers byder den enkelte ikke at æde sine egne, og således er det forneden, omend under andre former, som for oven. 

- - 

Her fra hotellet, ser vi trygt det hele udspille sig, gentage sig gang på gang, efter et mønster så præcist, at det må regnes for selve årsagen til at hotellet er opført hvor det er, med sit glansnummer af en eksklusiv tagterrasse, der lige nu, som altid, er fyldt af nysgerrigt observerende gæster, fra de øverste lag af samfundet.

- - 

Min sidedame ved rækværket, en aldeles attraktiv millionarving, med den slags skarpe træk der skræmmer svage mænd, og den livlige, uundertrykkelige virkelyst, der gør dem impotente, har ladet sig gribe af dramaet på stenen, hendes krop bølger og vrider sig, først spjættende, snart rytmisk, under den perfekt siddende sommerkjole og nu hvisker hun hæst, at det er ved at ske. 

- - 

Jeg ser hendes kjole sprække som en puppe, og ud stiger hun uden vinger, større, nøgen og rødmende af den befriende ophidselse, der løber igennem hende, som hellige lyn. Hun vender sit blik mod mit skridt, og ved dette, vokser jeg pludseligt og hastigt, sprænger mit eget tøj med overvældende ny dimensioner; mens de mandlige gæster måbende ser til, elektrificeres de kvindelige, og snart stiger også de fri, af klædernes fernis af civilisation.

- - 

Da jeg når mit zenit, starter kampen. De river, flår og skriger af utøjlelig liderlighed, mens de i en blind rus som aberne overfor, kravler op ad mig for at nå mit lem, der står som granit, pulserende og magnetisk, i den blå luft. Der er heftig og tæt kamp under min pung, det er som om at de, der er nået hertil i mødet med målet, ganske glemmer deres frygt for at falde, men det er alligevel hun, der når mig først. 

- - 

Hun monterer sig selv, forener sig med mig som den første, mens de andre hyler og vrænger, bider hinanden i frustration, giver op og lader sig falde for mine fødder. Nu rider hun mig som sejrende, vandret liggende i luften, hun folder sine ben bag min ryg og udgør snart den bro, jeg svinger mod toppen af abetårnet, hvor han der besidder den, endnu ligger. Hans blik er nu, hvor det møder mit, helt uden frygt. 

- - 

Han rejser sig uden videre på sine ben, og går med nydelig balance henover hendes ekstatiske legeme, når mig snart, og klatrer med den behændighed og elegance der er hans natur op til mit ansigt, griber mit hår og svinger sig rundt om mit hoved. I en behåret bue, dykker han ind i min øregang og vi bliver ét. 

- -

Mens jeg brølende ejakulerer, gror mine hjørnetænder ud til majestætisk størrelse og hun affyres med en våd eksplosion mod den tomme tårnspids, som hun griber og øjeblikkeligt besætter, med sin nu pelsklædte krop. Jeg forstenes med ét, og det sidste jeg ser, er begyndelsen på en fest, måske en ny krig, langt under min krops hastigt koldere, snart ubevægelige, men helt igennem tilfredse klippe. 

- - -