. . .
Så gav vi los i det Lystens Tempel,
rulled' os skamløst i dyrets dybrøde sale;
den sure samtid gik da straks væk, med suk og støn.
Så satte vi sejl, af sitrende hud,
snart fra land, kasted' flot vi nøglerne højt tilvejrs.
Guderne rask dem greb, som kun rette guder vil.
Så nedkom de nøgler af himlens bug,
forandred' som fjer, lydløst de dryssed' på dine lår,
svaled' godt før glød igen, ja pust nu til, igen.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar