- - -
Jeg tror det må have været tredje gang jeg købte den lille lejlighed, i det hus, jeg nu ved er huset de andre bor i, selvom det mest af alt ligner en blanding af et billigt feriecenter i beton og et stort, trist provinskollegium fra halvfjerdserne. Men jeg flyttede ind igen, og som sidst, gik der ikke lang tid før jeg glemte hvordan man kommer ind i min lille del af bygningen. Det var, som det ikke heller sidst var, på nogen måde svært for mig at lokalisere stedet udefra, men besluttede jeg mig for at entre det, var det mig ikke muligt uden først at gå igennem alskens forvirrende korridorer, toiletarrangementer, rum med tomme skranker, et delvist intakt nedlagt cafeteria, en højloftet foyer. En nat vågnede jeg ved, at væggene svulmede op i store, faretruende buler. Der var vand i uhyre mængder bag dem, et eller flere rør af vital betydning måtte være bristet uden lyd. Jeg kunne ikke gøre alverden ved det, bortset fra skyndsomt at forlade det kollapstruede sted; mens jeg mest af alt undrede mig over hvorledes det var lykkes mig at komme ind, kravlede jeg ud ad altanvinduet og blev sammen med de mange andre beboere, hvis ansigter jeg ikke i mørket kunne se, en del af historien.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar