POLAR XXXVI

- - - 

Vi er her ikke bare på en måde 

men sammen; nu har læreren trukket  

sig hen i hjørnet, ser herfra vinduer,

organiske som uorganiske.  

Digteren er inde i teksten, er tekst,
eller ikke. Gymnasieeleven 

er på én gang her som dette, eller   

måske, dette: Gymnasieeleven 

skal tælle det der tæller, for de øjne 

der ser, og de øjne der er, er fire 

bogstaver fra en udtalelse som  

giver fisse på fredag, som er en  

eksamen, og eksamen, den er jo   

mulighedens angstfyldte prisme: 

som et grønt bord uden virkelighed  

der optræder på dit forårs scene 

er eksamen hvad læreren er til for 

så testes læreren af digteren, 

både den læsende og den læste, og 

nu har vi hinandens opmærksomhed. 

    - 

Som keglelyset i hjortens øje,  

tilbagekastet over vådt vejblik, 

ses et menneske bag sikkerhedsglas,  

lydtæt, gradbøjet, ganske kurvestøbt.    

Mens andre energier holder os 

sammen, er vi ren tid, for fysik er  

fastholdte pletter, trauma kaldet 

hukommelse, erindring, erfaring.

    -

Meningen er hvad der udskilles i

mørket, i form af celler, information 

der forlader kroppen, mens du blindt   

rækker ud efter nattens vandglas, bliver

den genforenet med kosmos; hvis du  

tænker på den lige nu, eller efter 

du har læst igen, eller måske glemt 

det du lige har læst, er det lige godt.  

- - -