POLAR XXXII

- - - 

Midt på øen står et hjulløst skib, på 
skibets rustne dæk står en mand, han er
den første mand, eller den sidste mand. 

Han kan ikke lugte de andre, hans 

næse er en megafon, hans arme er
dens holdere. Fra broen ser han om

aftenen gennem de organiske 
skærme, hvad er få andre beskåret, 

håber ingen opdager hans hjerne

er støbt i kobber, for kobberet har 
høj værdi, når der bygges huse, men 
sommetider når trafikken er flink, 

falder fine blade fra hans ærmer,

og netop det, fortænkes han ikke i, 
for selv de mest forhærdede sjæle 

nyder blomsterne, når ingen ser på.  

- - -