- - -
På nittendedagen, tryk,
levende hud i blomst,
det første, nu det næste,
ømme øjne, lyset for hvidt.
Togene sætter igang, uden lyd,
flyene slipper stregerne, uden lyd,
kun denne knasen, bagerst
i hovedets katedral, bliver.
I morgen fejres narrenes
og de døde venners sol, vi
lader vævet slappes, tømmes,
gendanner horisontens larm.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar