- - -
De tre scener i skoven
er tilsyneladende nær ens;
grønne dæk, på lave stolper.
Troede egentlig de var uden
indbyrdes sammenhæng, men det
er de ikke, de er hinanden.
Øst for den mindste, langs skovens ryg,
findes en håndskabt lysning; også
den er først nu ænset, set, nu vidst.
Netop i denne nat er hun der,
med lukkede øjne, drejer hun
roligt omkring sig selv, i luften
over mosset, smilende, nynnende,
forenet med skovens dufte, let
i ånd, ren hvid, som før korsets nat,
beskytter træernes og vindens datter,
med sine bløde hænder mytens frø, vækker
det blidt til live; vi er ét, vi er ny.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar