- - -
det eneste jeg har tilfælles med Rilke
er sangen der lyder bedst
når der er nogen at synge den til
det eneste jeg har tilfælles med Bellow
er interessen for menneskets handlen
uden al den kultur på
det eneste jeg har tilfælles med Hemingway
er selvmordet der frister som en uimodståelig kvinde
når flasken er tom
det eneste jeg har tilfælles med Villy Sørensen
er den latente afsky
for dårligt dansk
det eneste jeg har tilfælles med Auster
er den afsindigt gode smag
i komplicerede kvinder
det eneste jeg har tilfælles med Melville
er trangen til at se og gøre
fremfor at sidde og forestille sig
det eneste jeg har tilfælles med DeLillo
er fascinationen af populærkulturens knitrende fernis
som det esoteriske låg der udgør åndens åg
det eneste jeg har tilfælles med Pynchon
er at skriften er knap så flot
på pot
det eneste jeg har tilfælles med Eco
er den sludrende fornøjelse ved tolkning af verden
uden skråsikkerhedens kedsomme spændetrøje
det eneste jeg har tilfælles med Rushdie
er glimtet i øjet på ræven bag øret
selv når man lægges for had
det eneste jeg har tilfælles med Burroughs
er den livslange søgen efter kærligheden bag skolopenderens skjold
samt foragten for uhøflige know-it-alls som Dan Turélls subtile vold
det eneste jeg har tilfælles med Amis
er kampen for at holde ordforrådet oppe
og tandproblemerne nede
det eneste jeg har tilfælles med Pamuk
er det første snit der ikke er det dybeste
men det bredeste
det eneste jeg har tilfælles med Leth
er den ungdommelige fejlslutning om kvinden
som mandens ophøjet forgyldte toilet
det eneste jeg har tilfælles med Læseren
er at vi har kigget på disse vers uden garanti
for at have lært noget som helst af varig værdi
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar