Mennesker II (verbaltriptych)

 - - -






han er stor i det, insisterer
på det mindste, insisterer
på det meste, men vil ikke
meget på egne vegne er der alle
halvfjerdsernes lukkede skabe
i glemt finér




 - - -




hun lægger uden tegn på
affekt sine hænder fra sig på
en kold bænk, men husker
med største selvfølgelighed
handskerne, der bærer ond
historie, der hvisker om otte års
undertrykkelse, udtrykt i hud




 - - -




finder du for åben skærm
dine rødder malet over med
uforståelige tilbøjeligheder, samtidig
udstreget og overtegnet af forestillinger
der fornægter enhver erkendelse af det lille liv,
det liv der betinges af de givne kår, det liv,
der er alle andre end moderne danskeres liv,
skulle du måske have kigget andetsteds, anderledes
spørgende, ydmygt have kigget dig selv
over de forfængelige skuldre
før klokken slog dig dum og blind,
malede dig et selvportræt ad hvilket
selv guderne kaster op






 - - -