P E R R O N

 - - -


hvis du var
en banegård
ville jeg ikke
have noget
imod at vente
på dig


- - -

P I N D

jeg er  ham         der knuser glasset         med tænderne                      bider mig                i tungen                      køber                       billetten     og ham      der puster       med glasskår         i munden              og ham                 der fylder din mund                  med blod når vi                     kysser                                                og ham                           der ved                             hvor banegårdene                               befinder sig                                    i alle større                                      danske byer 

d e t d a n s k e f o l k f i n d e s

 - - - - - - - - - 

"Mit indre Grækenland er lige

 så konkurs som det ydre, 

 fra nyhederne, ha ha ha." 

  - En dansk komiker, uden publikum.   

"Jeg har ingen at trille 

 filosofiens glasperler med

 fordi jeg ikke befinder mig 

 på et sted hvor nogen

 ønsker at trille glasperler. At

 jeg ikke befinder mig 

 på et sådant sted er 

 ikke et udtryk for at 

 jeg alligevel intet af substans 

 har at byde ind med,

 men et klart udtryk for

 at jeg er frygtet for 

 mine brutalt geniale indsigter, og 

 derfor bliver undgået som pesten."   

   - En dansk narcissist. 

"Det sted hvor jeg befinder

 mig er det altid efterår

 og der er lave forventninger 

 til det meste. De lave 

 forventninger gør det nemmere for

 de der befinder sig her, 

 at udholde den selvvalgte mangel

 på mod, handlekraft og initiativ."  

   - En venneløs, dansk moralist.

"Jeg forstår. Frygt er hovedsagen,

 frygten blænder af for verden,

 resten er fjer i forhold; 

 hvem kan grine sundt og 

 erkende sandt, når frygtens diktat 

 om kold kærlighed til slutningen,

 har fået overtaget, har triumferet."     

   - En psykologisk vis dansker, uden publikum.   

"Jeg er lige så træt 

 af alkohol som danskerne er

 af livet, men hvis jeg 

 holder op med at drikke, 

 ryger* de sidste rester af 

 det liv der er det 

 eneste jeg har tilfælles med 

 mine meddanskere og dét ved 

 jeg ikke hvad betyder. Muligvis 

 noget godt, muligvis slet ikke."

   - En nervøs, dansk alkoholiker. 

"Hvis jeg fortæller ham at 

 jeg ikke elsker ham og 

 aldrig har gjort det fordi 

 jeg ikke er, og aldrig 

 har været i stand til 

 at føle noget for nogen, 

 tror han garanteret ikke på 

 mig, og bliver skide sur, 

 og siger at det bare 

 er en rådden undskyldning for 

 ikke at turde indrømme at 

 der er en anden, og 

 det ville han have ret

 i, så jeg siger ingenting

 og henter børnene, når jeg 

 har været i et langt bad." 

 - En nervøs, dansk kvinde.  

"Hvis de ikke sænker priserne 

 på offentlig transport, begynder jeg 

 at gå; det er bedre

 for mig og for naturen, 

 men skidt for vores samfundsøkonomi, 

 så jeg må hellere tage

 bussen. Jeg vil helst være

 én der bidrager til fællesskabet."

 - En dansker der ikke længere kan tænke, pga. nyhederne.   

"I mine øjenkroges

 forladte skakter 

 presses tårer 

 over ingenting 

 til diamanter

 uden værdi." 

 - En dansk digter 

* 

"Hvis jeg holder op med 

 at ryge bliver jeg sundere, 

 lever sandsynligvis væsentligt længere, og 

 bliver helt sikkert en større 

 belastning for Det Offentlige. Men 

 jeg bryder mig ikke om 

 at ligge nogen til last, 

 så jeg må hellere lade

 være med at holde op."

 - En dansker der ikke længere kan tænke, pga. politik. 

 - - - - - - - - - 

  

græs

 - - -



han slog græs
 så
  hende komme

    tarvelige blomster
     på trappen

       internationale kys
        på munden

         blond mod
          blond
         
            forår
             mod forår

           så tropisk
          med al den
        fugt

     den ene
    gik ned

      den anden
        vinkede fra
          bagruden

              et hjemligt hav
                væltede ud af øjnene
                  på dem begge

                      han slog græs
                        så
                           hende gå



 - - -

I-V II

I     I Algernes rige

II    Silicium

III  Hun, der er kuldens eremit

IV   Den kroniske rejse

V    Glandulært hjemfalden






I

Skibet rammes pludselig af en enorm, grå væg af vand, kommer under, rasende, det går for hurtigt, en blodåre i højre side af halsen springer over bord, der hvines af det modsatte af fryd, vi mærker de mægtige kræfters umådelige tyngde gøre alt andet småt, intet, er under kontrol, vi suges fast i sæderne mens alt brager, bliver mørkt, midt på dagen fyldes det hele af havet, springer ud af dybet igen, rammer metal mod overflade et uudholdeligt brag: vandet brøler, skibet råber, vi skriger. 

II

Står han med kroppen foran spejlet, før eller senere, genkender han vagt sig selv, bare større, blegere, mere amerikansk i håret, er han i tvivl om han kan hjælpe nogen med noget, i sin nuværende tilstand er han en spejling af sig selv, som livet, set fra en en landevej, i bevægelse hen over et år uden kalender.  

III

Der er også en anden indrejse, den kommer måske tilbage, hvis den gør, skriver han om den, for der insisteres hårdt af en feminin manifestation, der er så flot, at den udsletter hele den naive og kønsforladte glansforestilling, og er efter al sandsynlighed en faktisk anden, én, der er hidkaldt, eller som på eget bud føler sig nødsaget til at invadere hans bevidstheds fjerne og mest ufremkommelige regioner, landskaber, vindblæste, konstante og uden håb for liv, fryser den flotte, men overlever, ved at lægge pigmentet ved indgangen og æde sulet af dyret, der findes der.    

IV

Måske er hun der altid. Trefødt, mange lysår herfra, mange lysår fra noget sted, der er værd at være, er vi hinandens slaver, rejser vi i stadig højere fart gennem guds frostboks, får tempoet alle de sløve tanker til at blive hængende som ekkoer i andre rum, andre dimensioner, for menneskekroppen er bare et skib, inde i skibet intet andet end en simpel organisk transportkapsel, en bærer af åndens spore, der skal sprede sig i hele universet, der er en plan, og det er planen, der er en mening, en mening så ironisk simpel med menneskelivet, men som det forholder sig med andre sandheder af nogen som helst værdifuld værdi, ikke en mening der lader sig begribe uden lidelse, tab og hårdt arbejde, men sig det ikke til nogen; selv de med den rette mængde intelligens, har det med at blive forblændede af kroppenes komfort, endda morderiske, når nogen søger at fjerne illusionens bløde vattæppe under den lidt for velmarkedsførte ret til villet stupiditet og tragisk forglemmelse af den store chance et liv er: en chance for virkelig indsigt, der mere ofte end ikke, bliver spildt på at leve i øjenhøjde med strudse, reptiler og får. 

V

Han står fast på sin snedækkede terasse, drømmer ham der sover og ryger, bliver lykkeligere nu, fra centrum en varme, fra centrum er noget renset ud, et affaldsstof, endelig væk. Det er yderst heldigt at det skete af sig selv, og så tilpas tidligt i hvad han tror er hans liv, at han skulle have en fair chance for at nedfælde noget om det i skønskriftform, over de næste ca. 30-40 år. Han ved det hele nu og det gør ham ikke noget. Det er frihed. Stor frihed. Og med stor frihed, kommer for ham, stor lykke, varme fra centrum. Han tænker af mental sædvane på Camus sidste ord før færdselsuheldet, for han er stadig dansker der hvor troen skulle have siddet. 

XXV

 - - -



At være menneske er lige dele at være tragedie
og være vidne til tragedie; overvældes man dybt 
nok af tragediens virkelighed, kan man i sjældne
tilfælde være så heldig at miste evnen til at skelne
i mellem sig selv og andre. 






- - - 

mennesker I (verbaltriptych)

 - - -





du er en ung sort kvinde,
du har farvede kapsler i håret,
du smiler, har hovedet på skrå,
du bruger hvad du kan få fingrene i til at få mere,
du er et menneske





 - - -





lidt efter, sneen,
tæt ved bræen,
skal mod nord,
hytte fuld af folk
ude som inde taler
med flere om det
der sker i morgen,
nogle går mod syd,
men først er der aften,
venskab, lår søger lår
under tæppet, for hun
der ikke kender mit navn
er varm, vil mig uden videre,
er vi de eneste mennesker
på jorden for en nat,
siger vi ikke noget,
hvisker tak





- - -





du er en bleg ung mand
du skal, for landet siger det,
du er så ung at du er i tvivl
er nøjagtig hvad landet der siger det
har brug for, ellers ville du sikkert ikke
være med til at gøre det du gør på
fremmed grund, under en fremmed sol
ser du dine hænder gøre alt det
du aldrig glemmer du
næsten ikke nu, selvom noget
græder bag maskinens brøl





 - - -