VITAM CONSILIO II

                                     - - -  ( o )  - - - 

Det nemmeste i verden er stadig at lade være med at gøre hvad der vigtigst.

Det sværeste er at give slip på det givne, det der allerede opfattes som opnået, at lade det der allerede er opnået være nok, at lade være med at læne sig op ad det der ses som fortids fortjeneste, når det mulige, det der ligger i med potentialet om det fulde liv, åbner sine arme, kommer til syne, i form af en konkret mulighed. 

Det første vi bør adressere, er trygheden.

Og før vi når den, må forestillingen om hvad trygheden er, diskuteres. I nærværende tilfælde, er der overensstemmelse mellem forestillingen om trygheden og trygheden selv: trygheden er det samme som fraværet af ensomhed. Der er således tale om uadskillelige størrelser.

Ensomheden er dræbende. Forladtheden absolut. Uinteressen fra omverdenen altoverskyggende, enorm. Den starter som konsekvens af en selvvalgt strategisk tilbagetrækning, men ender i det rum der støder op til det sidste.

Det er et koldt rum, hvor skyggerne danser på væggene, og de eneste lyde der høres er ekkoer af det der sagdes af andre, år tilbage, år fremme, i situationer der ikke deltages i. Vi er hinandens genfærd, her. Vi er hinandens stemmer fra intetsteds, her. Åbenbaringer og bidende nag låst sammen, et blytungt fald, i uadskillelig dødedans.

Det andet vi bør adressere, er modet.

Og før vi når det, må forestillingen om hvad modet er, diskuteres. I nærværende tilfælde, er der overensstemmelse mellem forestillingen om modet og modet selv: modet er det samme som fraværet af frygt for ensomhed. Der er således tale om uadskillelige størrelser. 

Modet er livgivende. Viljen absolut. Interessen fra omverdenen altoverskyggende, enorm. Den starter som konsekvens af en selvvalgt offensiv, men ender i den gyldne sal, hvor sejrens sødme bor.

Det er et varmt rum, hvor de levende danser i midten, og lydene af det levede liv smelter sammen i en berusende kakofoni, år tilbage, år fremme, i alle de situationer der aktivt deltages i. Vi er hinandens opretholdere, her. Vi er hinandens stemmer fra allesteds, her. Morskab og tilgivelse er her i pagt med hinanden, i uadskillelig flirt, svævende gennem sjælens sommer.    

Det sværeste i verden er stadig at gøre hvad der er vigtigst.

Det nemmeste er at give slip på det givne, det der allerede opfattes som opnået, at lade det der allerede er opnået være nok, at lade være med at læne sig op ad det der ses som fortids fortjeneste, når det mulige, det der ligger i med potentialet om det fulde liv, åbner sine arme, kommer til syne, i form af en konkret mulighed. 

                                      - - -  ( o )  - - -