10

Jeg var dig i nat. Det startede ellers fint, med klare skel mellem hvad der var mig og dig, men så stjal jeg den bil, den hvide bil, hvilket jeg efter aftenens og nattens senere tildragelser, nok ikke skulle have gjort.

Du bor forbløffende stilfuldt og, din sociale position indregnet, besnærende enkelt. Ikke stort, men tilpas, så enhver kan se at det ikke er der, i lejlighedens rum, du bruger det bedste og det meste af din tid.

Hun var der også. Samme humør, energien intakt. Ingen problemer i dén trekant. Vi nettede os og gik ud, skulle efter aftale finde et sted til drinks, før maden, før mere.

Du, dvs. jeg, kendte bagindgangen. Sidst jeg var der, var der ikke 4 enorme etager, snarere blot et lille, underbelyst lokale i en kælder. De blev øjeblikkeligt efter entreen væk. Det gjorde mig ikke umiddelbart noget, for jeg kunne se igennem gulvene.

Du fandt os kåde, henslængte og mod aftale, spisende, grinende, i et hjørne ved et stort afblændet vindue. Måske vi ikke skulle have grinet så meget af dine benovede, lidt naïve spørgsmål, men det kan være svært.

Jeg havde under hele den første del af forløbet bilen sammenfoldet i min moderigtige baglomme, og en snigende frygt for at nogen skulle opdage den. Jeg spurgte flere gange I to, om den kunne ses.

Det var i hvert fald tredje gang jeg besøgte byen, men første gang jeg også besøgte dens omgivelser, dens indfaldsveje, med tankstationer, grå huse og uendelige lyskryds. Centrum var som normalt, aflangt, buet.

Jeg kommer til at bo der, en dag. I kommer på besøg. Du kommer til at bo der, en dag. Vi kommer på besøg. Det er underordnet, bare nogen finder ud af hvorfor den er så tiltrækkende, så falmet gul, så latinsk.

Måske elsker vi hende. Noget kunne tyde på det. Men det smukke er, at ingen af os ønsker at gøre en sag ud af det, ingen af os ønsker at slippe den vellystige spænding der behersker vores venskab, som det er.

Mod slut på den aldrig mørke nat i byens laveste mest løsslupne kvarter, gav jeg hende bilen fra lommen og hun kørte os ud, ikke hjem, hvilket forekom mig at være den mest retfærdige udgang når nu.