Retroblokering

...

vender pausen
fra blik til indre
horisont et
baggrundsspor af
lykkeligt tabte veje

ser
tidligfirsernes
eyelinerpapegøjer i
egentlighedens øjne

livsknuste æggeblommebørn
med halvfjersernes færdigbyggede
tryghedskabeloner hængende ud
af de skrigende halse

deres pupiller
er endnu stille
store helt sorte
af frygt for lyset

livet stadig
mere
eller mindre
frivilligt lagt
i hænderne
på kræfter
der ikke var
eller er
værd
at bruge
liv på

....

godt
der også var
mønsterbrydere
som Jac
der ganske givet
var for fuld
til at lade sig
medrive
nedrive
af al den monotone
endda villede
kærlighedsmangel
maskeret som gadesmart
kynisme

Facemelter

I.

det er dét sted
jeg mest har lyst
til at møde dig
lige nu og
det ligger ikke
i drømmene
ikke engang
med lukkede øjne
men helt åbne sanser
for alle cellerne
i kroppen
den vågne
den vågne
de sukker efter dig
vrider sig under tanken
lytter efter det
der ikke ér der
en glædesblues*
for to stemmer
en smilende sang
af kødet
der selv sløret
er harmonisk
lokkende
og vi vil den
og vi vil den
og vi vil den
for den står skrevet
i livets bog
der ligger opslået
måbende hvid
under lyset
fra vore ansigter
der drypper
jordens varme salt
der aldrig
bliver ældre
der aldrig
bliver kedelige
når de bruges
i nydelsens
tidløse tjans


II.

vi glemmer
ja vi glemmer
for en stund
beskyttelsens idé
den fede
lamme sky
af had
over landet
ved hjælp
af kloge
varme fingre
dirrende væv
glimrer vi
glemmer vi
gør vi
biologisk oprør**
orgasmer os ud
af Danmarks knurrende
køleskab hvor alle
ellers hænger på
rædsomme rækker
klirrende kæder
og kroge
tager vi faldet
hiver vi
stikket ud
smækker døren
men fjerner dog
først
de små perler
af lyst
fra de kolde stuer
så tidens rotter
der elsker
at æde
der elsker
at stjæle
stumper
og smykker
af de levendes sjæle
ikke får ideer
til ny plakater
ikke tager
notater
ikke planlægger
ny attentater
mens vi spiller vores
vigtigste stykke
i glædens ældgamle
teater



*
en afpilning
af rosens stadig
fine blade røde altid
som øjne der græder
af glæde, den gamle
sødmefulde trods


**
et eksempel på
modet der kræves
når man trænger
eksempler på det
mod der kræves
når.