Tur

- - - 

Jeg stiger af bussen, jeg har aftalt stedet mellem stoppestederne med den lille, kvindelige chauffør som virker alt for spinkel til at kunne håndtere den store maskine; men hun er fra Thy, født og opvokset her; hun taler snart varmt, nærmest vemodigt, om alle de ting hun synes jeg skal se; jeg lader hende, selv om jeg har været her så mange gange før at jeg ikke kan tælle det; hendes dialekt er ægte Thybomål; jeg smiler af min fordom. Det første jeg ser, da jeg har spændt sækken på ryggen, snøret skoene og lynet jakken til, er navnet på den vej der ikke havde et navn på kortet; et ironisk stik glider over mit hjerte, for snart igen at erstattes af den store, dybe følelse af levende skæbne der fylder mine dage.  

Kilometer inde, de tager hinanden ad en smal landevej; landbrug, åbent landskab, forblæste læhegn og markskel, de små jorder og marker der kendetegner det østlige Thy; jeg synger, jeg synger højt og ufortrødent, jeg synger mig igang, det gør jeg når jeg sætter ud alene. Et ørnepar kredser over min sang, jeg holder inde med sangen, mens en prikken fylder mig indefra; min mave spændes og tårerne strømmer til mine øjne; jeg tænker at hvis det ikke kan være sådan, to frie og seende, fjerede væsner der cirkler den blå himmel i opdrift og leg, da må Alfaderen, hvis skikkelse er ørnens på en dag som denne, gerne tage mig; jeg fortæller ham at jeg har gjort det godt nok, jeg fortæller ham, at jeg har gjort mig fortjent til en plads i hans haller, jeg fortæller ham om min levende dåd, min livsdåd, og jeg ved at han lytter, for alle landets kirker er tomme, som løfterne de sorte præster afgav. Jeg fortsætter, jeg ankommer til løvets port, jeg træder ind i dens svalende halvskygger under de grønne buers changerende lys; nu begynder Thy. 

Timer inde, jeg er i det nu, jeg har nået kystlandet, jeg er gået ind i min natur; et ophold, jeg har været her så mange gange før; en enlig bunker i første klitrække; jeg har sovet i den når vejret var hårdt og regnfuldt, jeg har sovet i den når der lå en meter sne, men nu er det sommer, i dag er det virkelig sommer, og jeg smider sækken selv om det ikke er nødvendigt at holde pause, for jeg trænger til at se den indefra på et tidspunkt hvor den ikke er noget der bliver gået til i nød, jeg trænger til at sidde på dens marehalmklædte tag og lade vinden køle mig, mens jeg drikker vand og falder i fyldigere tanker end de himmelvendte, de lynsnare som kommer og går, skridt for skridt. 

Når jeg ser en udsigt som denne fra bunkerens tag, et panorama af forblæst, rå og stikkende skønhed der lejrer sig i fremtidens melankoli, en udsigt som jeg ved du ville have elsket henrykt at indfange essensen af med dit kameras forlængede hukommelse, mens du for et øjeblik er væk i en kropsløs, barnlig glæde, da er jeg hjemme i dit blik. Jeg lader mig falde helt ind i det, og per indgroet refleks, en vane som er blevet instinkt, tager jeg både et billede af mig selv og et af udsigten til dig; forgrund, mellemgrund, baggrund, vandet søges holdt i vater, balancen søges fundet i motivet; du sidder som en kildren i mine fingre og ser på indefra, mens jeg gør hvad jeg kan med hvad jeg har.

Fremme, et delmål; pladsen ved bugten som jeg før har lagt vejen forbi; en af de bedst beliggende herude; her er der nem adgang til stranden på et sted hvor kun ganske få mennesker kommer, uanset årstid. Foran hybenhækken, der lige nu står som en sødmefuld, blomstrende dæmning mod havets saltere, skarpere og tungere længsels-sug, sætter jeg mig på det sted hvor duftene skyller ind over hinanden, hvor de blander sig med hinanden, hvor de langsomt bølger frem og tilbage i samme rytme som de bølger der ses; verdens navle er alle steder nu. Jeg kysser dit billede på den lille skærm, lukker kort mine øjne og sender mit højeste ønske med tankens bud; på et sted som dette er det ikke svært at tro.

Ved synet af det velkendte shelter bag fyrretræerne dukker et væld af hele, gamle følelsestilstande op i revy; her har jeg været alene med min længsel efter mødet, i så mange halvvågne, flygtige nætter, her har jeg ligget så mange gange, indhyllet i forskellige grader af den uro jeg aldrig har kunnet stilne før jeg fandt dens forløsning i dig; en tysk cykelturist ruller ind på pladsen; et déjà vu; han er som den sidste tyske cykelturist jeg snakkede med på samme sted for to år siden høflig, lettere forvirret angående de forskellige pladsers placering i forhold til den rute han følger mod nord; som sidst viser jeg hvor de gemmer sig, plotter dem ind på hans kort, før vi ryger en cigaret, tager afsked og ønsker hinanden en fortsat god tur. 

Båndet, her, en vejrbidt tørresnor mellem to store fyrretræer, det strækkes ikke længere unødigt; nogen har hinanden, nogen har ikke hinanden, nogen er næsten altid i tvivl om hvad det vil sige at have hinanden; jeg er ikke i tvivl, for jeg ser det, jeg er nogens; jeg smiler; det tykkeste af træerne er ligesom let tilbagelænet på slæb efter det tyndere, mere elegante træ, der synes at være på vej i retning af lyset og havet; det er som om det griner og siger, 'kom nu, vi skal i vandet, kom nu, vi skal bade, kom nu med mig, kom nu og elsk mig, dit fjols, sommeren er så kort!'.

 

Jeg pakker ud, jeg har bestemt mig for at blive, selv om midsommerdagen er lang og endnu har mange kilometer i sig; en stjålen, gammel glæde, der nu er større; at lægge sig i skyggen sidst på eftermiddagen og lade den anstrengte, solhede krop falde til ro, at lade pulsen synke, sammen med tankerne finde hvile, men nu, ikke i flugten fra en tom og hårdere følelse af ikke at være fremme, ikke at kunne nå frem, ikke at kunne finde og være fundet; jeg hviler mit hoved på dine dufte som jeg har taget med mig herud, jeg dvæler i det bedste jeg ved, det udvider sig, jeg synker ind i din og landskabets pragt; I blander jer umærkeligt til I omslutter mig, til vi er ét

- - - 

"Sig ja til kærligheden. Den er sjælden, 

mens lykken er almindelig og bleg. 

Sig ja endog til andres kærlighed, 

for intet kan man angre som et nej.   

Og er der intet ekko i dit hjerte, 

så agt den elskende alligevel. 

Han ændres gennem noget, der er dig. 

Dit nej slår noget dyrebart ihjel. 

Og muligt får du aldrig lært at elske, 

men du kan lære dig at sige ja.

Hvis du kan tænde lyset i hans øjne, 

så ved du lidt om kærlighed endda."

- Tove Ditlevsen / 'Sig Ja' (1961)

- - - 

Aften. Jeg har hvilet, jeg har været ved vandet igen; uden mål har jeg gået på mine bare fødder i det kølige sand, dyppet tæerne i brændingen, holdt din fjerne hånd i min; jeg har spist min lette mad; nødder, bær, vand, et æble; jeg har fundet min vægt på stedet; en lille single malt og en cigaret på en bænk;  mens luften køles trækker solnedgangen over bugten sorgfulde spor af forårets jernpile med sig; deres huller er endnu åbne i mit elskende kød; jeg står imod, jeg holder mig nu som før helt udækket, helt åben, jeg lader ikke tankens tempo stige, helingen må ske som den sker; jeg undertrykker ikke mørket der splitter, mørket der banker på med sin lille, hvide næve af desperation og æder af mit hjertes rene vilje; jeg kan kun være i det, i det hele på én gang; en kunst, en elskovskunst, en balanceakt; jeg ved ikke om jeg finder den, men jeg prøver; jeg prøver det bedste jeg kan, at lade den finde mig; jeg lægger mig nøgen i min rede af dun; herude vokser drømmen; jo større drøm, jo større smerte, jo større drøm, jo støre glæde; men jeg tager den, jeg er ikke bange, jeg lever stadig i den i fuld størrelse, for det er min natur; jeg tænder tre lys, jeg snuser til engblomsterne, de tørre, fine spor; jeg skriver min dag med rolig hånd under det flakkende lys; en tåre, et suk, jeg lukker øjnene og ved hvad jeg skal vide for at sove; endnu vågen drømmer jeg om ørne og firben.      

Morgen. Blussets hvæsen, kaffe på lejet, nattens drømme der glider ind i dagen og gribes af lysets fingre; en mærkværdig, omvendt nat; den var fuld af klare tanker fremfor billeder, fuld af ord, fremfor syner; jeg undrer mig over jævndøgnets symbolske magt; dagen før var fuld af vågen drøm, natten var fuld af sovende tanker; jeg drikker min anden kop mens jeg mindes sidste års Sankt Hans, den voldsomme hede da bålet tændtes på den vindstille plads, branden i de solbrændte ansigter; du ejer alle mine morgener, jeg svulmer efter dig, mine vinger breder sig ud efter dig, min krop skælver og sukker, søger dig, guldstrømmen i blodet, energien, den største, inden i; jeg spænder mig klar til dig. Før jeg rejser mig og pakker mit vandrende hjem i en glidende, rutineret bevægelse, nedskriver jeg døgnets mysterium; det fylder fem sider. 

Vejen, landevejen, den lange, den lige; den bølgende hede over asfaltens horisont; min vrede der kommer, den kommer bagpå mig, den tager mig indefra, jeg kan ikke gøre andet end at gå med den, den vokser, den trækker tankerne med sig ind i en blodig konflikt; tilbage i grænselandet, tilbage i krigen mod alt det der er så forkert at intet i mig kan acceptere det; jeg vender det hele mod mig selv, bølger af had, bølger af fortvivlelse, bølger af at alt det der er forkert, bølger af forsmåethed, bølger af forråelse, fortræd; jeg kan ikke stoppe det, jeg vil ikke stoppe det, jeg spænder i hele kroppen, jeg sætter et højt og hasarderet tempo, jeg lader det hele ramme mig, det slår mig ned, det slår mig til blods, alt inden i mig er rødt raseri, jeg rejser mig, det slår mig ned igen, jeg rejser mig, jeg kriger videre, jeg brøler det ud, jeg går og går og går, men ikke imod det, jeg lader det hele ramme mig til jeg ikke kan mere, til jeg er nødt til at omsætte det til vold mod en fiktiv fjende, rette det udad, befri mig fra det; jeg gestalter mig hans ansigt, hans krop, hvordan kampen ser ud i detaljer; jeg går ind i den, helt ind i den, moment for moment med en koncentration få mænd virkelig kender; mit blodtryk er højt, min puls banker afsted, jeg brænder, jeg lader det ske; det letter, broden trækkes ud, jeg er udmattet, drænet, mit hjerte hopper, men jeg går videre, jeg er svimmel, men jeg går videre, bare videre; lidt senere, et ophold da jeg ser den hovedløse fladfisk en fugl må have tabt. Jeg græder, jeg går videre mod dig, jeg går i tidens og tårernes strøm mod dig; jeg græder mens jeg går, jeg græder og går til trykket er lettet, jeg græder og går til jeg elsker igen, jeg græder og går til jeg kun elsker igen.  

- - - 

"Der er to mænd i verden, der

bestandig krydser min vej, 

den ene er ham jeg elsker, 

den anden elsker mig. 

Den ene er i en natlig drøm,

der bor i mit mørke sind, 

den anden står ved mit hjertes dør, 

jeg lukker ham aldrig ind. 

Den ene gav mig et vårligt pust

af lykke der snart for hen, 

den anden gav mig sit hele liv

og fik aldrig en time igen.

Den ene bruser i blodets sang, 

hvor elskov er ren og fri, 

den anden er ét med den triste dag, 

som drømmene drukner i.

Hver kvinde står mellem disse to, 

forelsket, elsket og ren - 

een gang hvert hundrede år kan det ske

de smelter sammen til een." 

- Tove Ditlevsen / 'De evige tre' (1942)

- - - 

En fristelse ikke modstået; sidste nat på herberg i en frisk, hvid fremmed seng; jeg har taget et langt, varmt brusebad, jeg har skyllet vejene af mig, støvet, regnen, skorperne; min krop er fornyet, forynget, solmoden, senet, parat; den er let, stærk og smidig som jeg vil have den; en sult, min sult, den sult der behersker mig, den sult der er mig, rettes mod det almindelige, som er så eksotisk når jeg slipper det i få dage; jeg giver efter for en morgen komplet, en sirlig borddækning til én; juice, kaffe i kande, friskbagt brød, håndskåret pålæg, frugt i skiver; det søde værtspar har kun mig som gæst denne morgen, de gør alt hvad de kan for at varte mig op, sælge stedet til mig, men de aner snart at jeg er mand der ikke har noget imod at være alene, de fortrækker sig; jeg skriver den sidste dags tekst, jeg spiser langsomt, skriver langsomt, før afgang er jeg er endnu i min egen tid; en pause, et blik, havet udenfor vinduet skifter farve fra gråt til blåt; måske kommer solen alligevel frem til aftenens midsommerfest; jeg rejser mig, går rundt og kigger på de maritime efterladenskaber der fylder rummet med kystens sjæl; harpunen i vindueskarmen, den røde messinglanterne i hjørnet; en gysen, en sødme der fylder mig helt: på væggen et navneskilt fra et skib der bar dit navn.  

- - -