Jeg fik din creme med mig hjem i tasken, på afgangshallens afstand vekslede vi ansigter med tårer og tegn, jeg pegede på mit hjerte, det var ikke meningen vi skulle græde, vi er ved at blive kloge på det vi gør, vi har lettet på tagene, vi har ikke slettet en eneste af dagene, vi kysser og mener det stadig alvorligt, vores huse er ved at blive ordnet, tiden var rigtig, tiden var moden, jeg var bagefter, jeg var ikke moden, det er jeg nu. Det er jeg nu.
Du fik ikke alle dine ting med hjem, flasken var for stor, flasken var farlig for flyet, for tiden er alle flasker mulige bomber så jeg gemmer den hos mig, jeg holder den i hånden lige nu, jeg er ikke bange for bomber; vi gjorde det godt igen tre gange, du har de tre gyldne fjer med dig hjem, du er hun med fjer, du er landet, den store fugl er landet med dig i sin mave, mit hus er ingen lufthavn, mit hus er en rede, det kommendes have, udenfor springer træerne ud, du sendte mig min udsigt, jeg elsker dig.
Tiden var rigtig mens vi slap hinandens kroppe, du ringede, jeg bøjede mig under afspærringen for at modtage den fra manden i uniformen, vi var så tæt på igen, men vi kunne ikke nå; der er altid grænser at overskride mellem os, altid grænser at tegne op, altid et ingenmandsland at krydse i fredstid der tegnes af tidens dirren for spidserne af Nornernes fingre; jeg ser snorene og de tekster som må væves før vi ses igen.
Jeg går med tiden i min lomme, jeg er i den, jeg følger den uden modstand, den er strømmen af ankomst, den er strømmen af afsked, jeg lægger til på øen om lidt, jeg var der i sidste uge men kun i drøm; om natten pressede jeg mine fødder mod skænkens kant så jeg kunne finde mit vandrette afsæt ind i dig, jeg lå på maven da jeg tømte mig i dig; jeg sprøjter mig ind i mellemrummene, jeg er i kælderen i nat, mens jeg spiller de tre stykker du komponerede i taxaen på vej til lufthavnen, jeg genspiller dem alene, jeg er i dem uden dig, de er større uden tøj på, i den sidste var jeg dyr.
I mellemtiden skriver jeg den næste tid, jeg skriver altid nu, du har fået mig til at skrive uden ophør, du har fået mig til at skrive mig igennem alle ophør, den eneste vej er lige igennem, nu skriver jeg tiden ud, jeg udskriver tiden fra dens fængsel, jeg vil ikke kende forskel, jeg lever i tidens strøm uden at stige op, jeg svømmer i den uden at drukne, jeg lever i tekstens strøm, jeg har ikke det mindste problem med at være lykkelig. At tage afsked med dig er at vende tilbage til mig selv for at ankomme til dig.
Du har forandret mig, jeg har forandret dig, ingen har taget noget fra nogen, ingen skal nogensinde tage noget fra nogen, vi giver hinanden tiden som den er, vi skriver som vi er, jeg forestiller mig den er luft, jeg forestiller mig den er luften over øen; luften er væske, luften er findelte tårer, jeg flyder i den, jeg er lykkelig i tiden, jeg er lykkelig under tiden, man bliver aldrig ældre end den man elsker. Du sagde du ville ønske at du havde mødt mig da du gik og det har du nu.
Jeg forstår hvad min lykke er, jeg kan være i den uden at drukne i mig selv, vi kender hinanden, jeg trækker vejret i den, vi er samtidige, jeg sidder herinde alene, jeg er ude af den af fremtidens smil, nu er jeg pollen på din næse, jeg lander på en fregne du ikke har fået endnu, under mig er dit smil så stort som kysten selv, jeg får dig til at smile igen, jeg vil være den der får dig til at smile i mellemrummene uden frygt for at tabe det mørke der skriver halvdelen af teksten. Livet er så kort, min skat.
Du fik ikke alle dine ting med hjem, flasken var for stor, flasken var farlig for flyet, for tiden er alle flasker mulige bomber så jeg gemmer den hos mig, jeg holder den i hånden lige nu, jeg er ikke bange for bomber; vi gjorde det godt igen tre gange, du har de tre gyldne fjer med dig hjem, du er hun med fjer, du er landet, den store fugl er landet med dig i sin mave, mit hus er ingen lufthavn, mit hus er en rede, det kommendes have, udenfor springer træerne ud, du sendte mig min udsigt, jeg elsker dig.
Tiden var rigtig mens vi slap hinandens kroppe, du ringede, jeg bøjede mig under afspærringen for at modtage den fra manden i uniformen, vi var så tæt på igen, men vi kunne ikke nå; der er altid grænser at overskride mellem os, altid grænser at tegne op, altid et ingenmandsland at krydse i fredstid der tegnes af tidens dirren for spidserne af Nornernes fingre; jeg ser snorene og de tekster som må væves før vi ses igen.
Jeg går med tiden i min lomme, jeg er i den, jeg følger den uden modstand, den er strømmen af ankomst, den er strømmen af afsked, jeg lægger til på øen om lidt, jeg var der i sidste uge men kun i drøm; om natten pressede jeg mine fødder mod skænkens kant så jeg kunne finde mit vandrette afsæt ind i dig, jeg lå på maven da jeg tømte mig i dig; jeg sprøjter mig ind i mellemrummene, jeg er i kælderen i nat, mens jeg spiller de tre stykker du komponerede i taxaen på vej til lufthavnen, jeg genspiller dem alene, jeg er i dem uden dig, de er større uden tøj på, i den sidste var jeg dyr.
I mellemtiden skriver jeg den næste tid, jeg skriver altid nu, du har fået mig til at skrive uden ophør, du har fået mig til at skrive mig igennem alle ophør, den eneste vej er lige igennem, nu skriver jeg tiden ud, jeg udskriver tiden fra dens fængsel, jeg vil ikke kende forskel, jeg lever i tidens strøm uden at stige op, jeg svømmer i den uden at drukne, jeg lever i tekstens strøm, jeg har ikke det mindste problem med at være lykkelig. At tage afsked med dig er at vende tilbage til mig selv for at ankomme til dig.
Du har forandret mig, jeg har forandret dig, ingen har taget noget fra nogen, ingen skal nogensinde tage noget fra nogen, vi giver hinanden tiden som den er, vi skriver som vi er, jeg forestiller mig den er luft, jeg forestiller mig den er luften over øen; luften er væske, luften er findelte tårer, jeg flyder i den, jeg er lykkelig i tiden, jeg er lykkelig under tiden, man bliver aldrig ældre end den man elsker. Du sagde du ville ønske at du havde mødt mig da du gik og det har du nu.
Jeg forstår hvad min lykke er, jeg kan være i den uden at drukne i mig selv, vi kender hinanden, jeg trækker vejret i den, vi er samtidige, jeg sidder herinde alene, jeg er ude af den af fremtidens smil, nu er jeg pollen på din næse, jeg lander på en fregne du ikke har fået endnu, under mig er dit smil så stort som kysten selv, jeg får dig til at smile igen, jeg vil være den der får dig til at smile i mellemrummene uden frygt for at tabe det mørke der skriver halvdelen af teksten. Livet er så kort, min skat.
Når jeg når dig, når jeg dig, når jeg når frem, når jeg frem til dig; jeg skriver mig helt ud for at skrive mig ind, jeg skriver mig helt ind, jeg vil være din lethed, jeg vil flette lys og mørke af dine ord, jeg vil være din elsker i sommervinden, jeg vil ikke stå i vejen for det du skriver, jeg vil være en af de mange veje du skriver, de veje du beskriver i dine nye støvler; vejen til det kronede hjertes hus må skrives for at findes, jeg må skrive for at findes, du må skrive for at findes, det kronede hjertes hus er mig, det kronede hjertes hus er dig, jeg læser dig, du læser mig.
Jeg forstod dig før, jeg forstod mig før, jeg forstår dig nu, jeg forstår mig nu, jeg forstår det nu der er dit nu, jeg forstår det nu der er mit nu, jeg ved at ingen mister noget ved at forsvinde i sig selv for at finde ud gennem teksten, ingen skal helbredes for noget, kærligheden er ikke en sygdom, den breder sig, den vokser af at blive brugt, den er alle tiders belønning for at forsvinde for at finde.
Vi ses igen, vi finder en måde at lande på hinandens fingre på, for vi er hinandens måde at lande på vores fingre på, vores kærlighed er kronisk men den er ikke en sygdom; jo mere vi lader den bugte sig frit som den vil, jo længere vi lader den strække sit usynlige bånd gennem dagene i sidernes magt, jo mere af den finder vi, jo mere af den får vi.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar