Hukommelsens Sten

- - - 







Lige nu er det bølgerne der bestemmer, så jeg træder et skridt tilbage for at se hele havet; du samler hukommelsens sten, runde og glatte af tidens forfinelse, putter de bedste i dine lommer; lidt efter går vi gennem det lille fiskerleje, køber røgede fisk fra dets eneste butik, vi tager dem med os hjem; om aftenen mens vi spiser er det stadig bølgerne der bestemmer, de gynger, de suger inden i os, de har taget sandet med op til overfladen, det gør dem brunlige under de hvide toppe; fralandsvinden gør dem langsomme, sløve som den vinter der endelig er ved at knække før forårets komme. Tilsammen husker vi det hele; vores måder at se på understøtter hinanden når vi lader dem, men næste morgens første ord bærer drømmen om den glødende bombe ind i sengen; jeg forstår at min position fortsat er udsat, beslutter mig for igen at være ham der bryder bølgerne, et værn; jeg træder et par skridt frem, går ud i dem; jeg ved at jeg svømmer i det hav de fleste drukner i, at jeg må være ét med det for at være mere end summen af mine tørre blikke; at være såret er at være selvisk, jeg kan ikke være selvisk; jeg skyller såret i det salte hav, til jeg kun kan elske.  







- - - 








Send en kommentar