Den tolvte marts, som var min niogtredivte fødselsdag, brugte jeg i overensstemmelse med den sidste tids begivenheder alene. Det er vist første gang jeg har været alene på hele min fødselsdag. Nok er det noget, som jeg altid har ønsket mig, at være alene, på disse lettere forblommede, og ofte ligefrem falske og forkrampede mærkedage, men jeg har altid, mere eller mindre velvilligt og elegant, bøjet mig for andres ønsker om på den ene eller anden måde at markere dem, hvis det forekom mig vigtigt for dem og deres velbefindende at gøre det. Netop denne fødselsdag ville jeg dog gerne, og det med et rent, lystfyldt hjerte, have fejret med dig.
Det meste af dagen var jeg på arbejde, fra 09:00 til 18:30, og derefter gik jeg til posthusets pakkeudlevering, for at hente gaven fra dig. Da jeg kom hjem, satte jeg først en færdigsuppe over, smurte et par skiver knækbrød, tændte stearinlysene i stuen og hængte alle dine små overraskelsessedler op på tavlen i køkkenet, også den sidste med hjertet og 'I+P', som du havde gemt under min hovedpude sidste mandag, før vi forlod huset.
Jeg var omhyggelig med mentalt at ordne dem kronologisk, og mens jeg gjorde det, kyssede jeg dem én for én, og erindrede mig detaljeret de enkelte besøg, der affødte dem. I soveværelset i kælderen, hvor jeg hentede den sidste seddel, snusede jeg til din trøje, lukkede øjnene og kyssede det indrammede billede af dig som jeg har stående på mit natbord, mens jeg fortalte dig hvorfor jeg elsker dig, i dagens ord.
Min kærlighed til dig, kommer ud af mig i bølger, fra det hav der altid er aktivt, lige under min hud. Sommetider er de små og fine, og andre gange, som den tolvte marts, kom de i vældige, langsomme og varme sug fra dybet af min mave, der bredte sig til hele min krop, før de samlede sig og omdannedes til den mere veltempererede og forståelige lufts ord.
Det er vigtigt, at jeg lader den komme til udtryk og tillader den at strømme helt frit igennem mig flere, og ofte adskillige gange om dagen, om du er der, eller ej. Mine følelser for dig er så mange, store og kraftige, at de må omsættes og udtrykkes i ord, for at jeg kan holde roen, det klare blik og balancen, og gøre de ting dagene og jeg selv bringer til mit bord, i smukt samspil og harmoni med dem. Sådan er min kærlighed til dig, min sidste kvinde: Permanent, en del af min fysik, en integreret del af mig, ligesom du er det.
Jeg ville selvsagt helst have udtrykt mig direkte til dig, men i denne tid trækker du på din egen kloge foranledning vejret for dig selv, og lader synkront med sæsonen tingene gære og gro, i en tiltrængt lomme af vegeterende stilhed. Jeg lærer her, som så mange gange før, af dit kloge eksempel; du foranlediger, har lige fra starten gjort det og som jeg har forsøgt at forklare dig, min endelige, følelsernes dannelse. I min nærværende stilhed, er der et voksende perspektiv og et klart fokus på fremtiden, en koncentration af min overbevisning om de ganske få, men helt afgørende og fundamentale ting, som jeg allerede har bestemt, at resten af mit liv intenst, ufortrødent og så godt som eksklusivt skal bruges på. Jeg skærer det uvæsentlige fra, og opdyrker det væsentlige.
Du spurgte mig, sidst vi var sammen, om jeg lærer noget af dig. Til det, kan jeg selvfølgelig og helt åbenlyst kun svare: Ja, det gør jeg. Du lærer mig hele tiden, hvordan jeg kan blive en bedre og mere oplyst udgave af mig selv, aktuelt ved at lade mig forstå hvad dit behov er, og hvordan jeg kan være med til at opfylde det, herunder naturligvis også dit behov for at være i fred.
Generelt, lærer du mig at tænke klarere, mere rimeligt, mere sammenhængende og mere kvalitetstungt, samt at elske dig helt frit, uden betingelser og modhager, og du har, via vores samarbejder og derved via mit møde med din veludviklede smag, samt din store dygtighed og grundighed med sproget, gjort mig til en betydeligt bedre bruger af det end jeg var, før jeg lærte dig at kende. Man kunne, uden at tage for meget i munden, sige, at du er på vej til at uddanne mig til den forfatter jeg gerne vil være, ved tålmodigt at fremelske, skærpe og forfine alt hvad der i mig er væsentligt, for at kunne blive netop det.
Det meste af dagen var jeg på arbejde, fra 09:00 til 18:30, og derefter gik jeg til posthusets pakkeudlevering, for at hente gaven fra dig. Da jeg kom hjem, satte jeg først en færdigsuppe over, smurte et par skiver knækbrød, tændte stearinlysene i stuen og hængte alle dine små overraskelsessedler op på tavlen i køkkenet, også den sidste med hjertet og 'I+P', som du havde gemt under min hovedpude sidste mandag, før vi forlod huset.
Jeg var omhyggelig med mentalt at ordne dem kronologisk, og mens jeg gjorde det, kyssede jeg dem én for én, og erindrede mig detaljeret de enkelte besøg, der affødte dem. I soveværelset i kælderen, hvor jeg hentede den sidste seddel, snusede jeg til din trøje, lukkede øjnene og kyssede det indrammede billede af dig som jeg har stående på mit natbord, mens jeg fortalte dig hvorfor jeg elsker dig, i dagens ord.
Min kærlighed til dig, kommer ud af mig i bølger, fra det hav der altid er aktivt, lige under min hud. Sommetider er de små og fine, og andre gange, som den tolvte marts, kom de i vældige, langsomme og varme sug fra dybet af min mave, der bredte sig til hele min krop, før de samlede sig og omdannedes til den mere veltempererede og forståelige lufts ord.
Det er vigtigt, at jeg lader den komme til udtryk og tillader den at strømme helt frit igennem mig flere, og ofte adskillige gange om dagen, om du er der, eller ej. Mine følelser for dig er så mange, store og kraftige, at de må omsættes og udtrykkes i ord, for at jeg kan holde roen, det klare blik og balancen, og gøre de ting dagene og jeg selv bringer til mit bord, i smukt samspil og harmoni med dem. Sådan er min kærlighed til dig, min sidste kvinde: Permanent, en del af min fysik, en integreret del af mig, ligesom du er det.
Jeg ville selvsagt helst have udtrykt mig direkte til dig, men i denne tid trækker du på din egen kloge foranledning vejret for dig selv, og lader synkront med sæsonen tingene gære og gro, i en tiltrængt lomme af vegeterende stilhed. Jeg lærer her, som så mange gange før, af dit kloge eksempel; du foranlediger, har lige fra starten gjort det og som jeg har forsøgt at forklare dig, min endelige, følelsernes dannelse. I min nærværende stilhed, er der et voksende perspektiv og et klart fokus på fremtiden, en koncentration af min overbevisning om de ganske få, men helt afgørende og fundamentale ting, som jeg allerede har bestemt, at resten af mit liv intenst, ufortrødent og så godt som eksklusivt skal bruges på. Jeg skærer det uvæsentlige fra, og opdyrker det væsentlige.
Du spurgte mig, sidst vi var sammen, om jeg lærer noget af dig. Til det, kan jeg selvfølgelig og helt åbenlyst kun svare: Ja, det gør jeg. Du lærer mig hele tiden, hvordan jeg kan blive en bedre og mere oplyst udgave af mig selv, aktuelt ved at lade mig forstå hvad dit behov er, og hvordan jeg kan være med til at opfylde det, herunder naturligvis også dit behov for at være i fred.
Generelt, lærer du mig at tænke klarere, mere rimeligt, mere sammenhængende og mere kvalitetstungt, samt at elske dig helt frit, uden betingelser og modhager, og du har, via vores samarbejder og derved via mit møde med din veludviklede smag, samt din store dygtighed og grundighed med sproget, gjort mig til en betydeligt bedre bruger af det end jeg var, før jeg lærte dig at kende. Man kunne, uden at tage for meget i munden, sige, at du er på vej til at uddanne mig til den forfatter jeg gerne vil være, ved tålmodigt at fremelske, skærpe og forfine alt hvad der i mig er væsentligt, for at kunne blive netop det.
Da jeg havde skiftet tøj, spist min spartanske mad, røget en langsom cigaret ved havedøren og siden sat mig ved mit skrivebord, åbnede jeg spændt pakken fra dig. Jeg blev ikke skuffet. Den indeholdt tre velvalgte bøger af Tomas Espedal. En forfatter, hvis rå, oprigtige og følelsesmæssigt ærlige arbejde, jeg i nogen tid har været interesseret i, og som du har omtalt i meget positive og begejstrede vendinger, efter selv at have været tydeligt påvirket, og litterært og menneskeligt ramt, under læsningen. Jeg glæder mig til at læse alle tre, i ét stræk.
I hver enkelt af bøgerne, havde du skrevet en lille hilsen til mig. Dem blev jeg rørt af og glad for, især ordet 'din', under et krøllet og utæt hjerte, fik mig til at kysse papiret, og din hengivne kærlighedshilsen på forsiden af pakken, holdt i en løs og kursiv skrift der ligner min, og som min næsten er ulæselig, klippede jeg fri og hængte op på tavlen i køkkenet, sammen med de andre små sedler. Resten af gavepapiret foldede jeg og gemte i en skuffe, sammen med kuverten, som du også havde skrevet på. Jeg kan ikke smide noget ud der kommer fra dig, for det der kommer fra dig, er for mig, dig.
- - -
2 kommentarer:
'i + P'
– blot en rettelse, en lille en.
Send en kommentar