Du kunne have læst dette,
denne række af sætninger henvendt direkte til dig, hvis ikke du havde spærret
din adgang til den; lige nu er dit blik
givetvis fanget, bundet, optaget af detaljerne på lodrette vægge eller noget
andet, men ganske sikkert er du vågen, i færd med at konsummere de
små bidder af genspejlet, fysisk information fra det spektrum dine begrænsede, endnu
varme øjne kan opfatte, omsætte, transformere til genkendelige figurer under
den hvide sols domæne, måske gyser du, måske gibber det i dig, mens du lader
en flygtig fornemmelse af forgængelighed passere som et spøgelse, et spøgelse
der sukker, forlader din krop før tid; men du tror ikke på
spøgelser, du er bange for tiden, ikke døden, for døden er ingenting, døden
er hvor billederne ophører, så du tænder skærmen, mens du tænker 'her slukkes lyset
aldrig, her er min dag endeløs, kulfodret, knitrende; fortidsfossilernes
forløste energi er elektrisk og evig, for jeg kan se den, se dens resultater
uden ure, som den menneskegud jeg er, når det aldrig bliver mørkt, er jeg
udenfor tidens rækkevidde', og for et øjeblik uden
begyndelse, et øjeblik uden ende, et øjeblik uden udstrækning, er du troende,
indskrevet i, bundet til det, du på én gang har udelukket dig fra, på én gang har indviet dig selv i; du er decentral, helt
uden sted; uden at behøve at tænke det, uden at kunne tænke det ved du at alt
er tro, at alt er duvende siv, kort omsluttede af din omskiftelige ånds blege
fingre, før verdens vind tager til, tager sit.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar