- - -
Tilsyneladende kan jeg ikke længere skrive noget om nogen eller
noget, som interesserer mig nok, til at jeg kan blive ved med at skrive noget
af interesse, for nogen. En ny rimelighed vil anes, deri. Og når det skrevne
begynder at kredse over sig selv i store, sultne cirkler, når teksten på samme
tid er bytte og jæger under en nådesløs middagssol, i et brændende hvidt tableau hvor tiden står stille, må jeg træde ud af stilheden og tage min afsked, med
sandet ude af munden tale den levende teksts hjul i bevægelse, døbe den 'tid',
måske købe den mange smukke blomster, vande dens idé om skønhed, til den manifesterer
sig som faktisk skønhed. Jeg indrømmer hermed uden videre at talentet, ligesom synet,
ikke rækker længere end til evnen for ensomhed i store sving af savn i himlens
underside, når ingen ser det, og dette talent vil det vise menneske være varsom
med at forveksle med talent for andet, selv om andet ofte går hånd i hånd med
ensomheden som en dobbeltægget forbandelse, som to sider af samme
eksistentielle ulykke. Smertens vokabular er ligesom selvbedragets ikke
uudtømmeligt og indsigtens gaver er ikke altid noget man bør give uden instruktioner, med
mindre man er sikker på, at der ikke er andre i rummet, end en selv.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar