FLAGRVM XXVIII

- - - 







Tilsyneladende kan jeg ikke længere skrive noget om nogen eller noget, som interesserer mig nok, til at jeg kan blive ved med at skrive noget af interesse, for nogen. En ny rimelighed vil anes, deri. Og når det skrevne begynder at kredse over sig selv i store, sultne cirkler, når teksten på samme tid er bytte og jæger under en nådesløs middagssol, i et brændende hvidt tableau hvor tiden står stille, må jeg træde ud af stilheden og tage min afsked, med sandet ude af munden tale den levende teksts hjul i bevægelse, døbe den 'tid', måske købe den mange smukke blomster, vande dens idé om skønhed, til den manifesterer sig som faktisk skønhed. Jeg indrømmer hermed uden videre at talentet, ligesom synet, ikke rækker længere end til evnen for ensomhed i store sving af savn i himlens underside, når ingen ser det, og dette talent vil det vise menneske være varsom med at forveksle med talent for andet, selv om andet ofte går hånd i hånd med ensomheden som en dobbeltægget forbandelse, som to sider af samme eksistentielle ulykke. Smertens vokabular er ligesom selvbedragets ikke uudtømmeligt og indsigtens gaver er ikke altid noget man bør give uden instruktioner, med mindre man er sikker på, at der ikke er andre i rummet, end en selv.







- - -  
Send en kommentar