FLAGRVM XXV

- - - 







Denne glædelige viden: Ingen kender den fulde udstrækning af de kommede skove, og kvisthuset, det falder, bøjer sig så langsomt for jernkernens vilje. Det letter sig snart, menneskeproblemets åg, for det er skrevet, for det er uskrevet, for det er selvskrevet, er loven, om vi behæfter den med vores lyde, eller ej. Mågevinger tegner usynlige kort, under den grå hvælvings kuppel. At vi ikke ved, aldrig kan vide, hvornår noget er helt slut, gør ikke hverken fra eller til, i tegnets eget perspektiv. Bask så, broderfolk, sæt fjer over krig, men ikke uden kamp, ikke nu, for den er evigt i os, kampen uden start, kampen uden ende, og se, så bliver I fri af jer selv, fri for alt det der skabte tvivlen, og kan igen indgå i naturens cykliske fravær af tanke. Slip op, løb ud, gør ikke mere væsen af jer, bliv foruden ord, for naturen har ikke brug for os, ikke brug for at blive forstået, ikke brug for at blive set, ikke brug for noget.  







- - - 


2 kommentarer:

Rune Kjær Rasmussen sagde ...

Du har spredt to bittesmå ord, jeg har haft på tungen ud til noget langt smukkere: Stilhed. Nu.

Sjældent rent rammende skrevet.

Tak fordi du skrev det.

P E T E R B R E U M: sagde ...

Hej Rune

Jeg bukker, skraber og går ud kongeside for dig; for er der noget herligere, end via en egentlig dybt personlig og ganske hermetisk tekst, at kunne give andre noget de kan bruge? Jeg tror det ikke.