FLAGRVM XXI

- - - 







Det er mærkværdigt, som jeg er tømt for tekst i disse dage, uden vedvarende gnist, ekspanderende idé og sammenhængende tanke, sidder jeg i husets perfekte hjørne ved bordet, det helt rette skrivebord, ved hvilket alt er som det plejer, kaffen til højre, verden til venstre, og i midten jeg, foran tasterne, med blikket perifært registrerende nord, mens jeg fokuserer på ord. 

Jeg tænker det måske handler om (ord mangler), der ulmer, tynger og letter, forholder mig for mange muligheder, potentialer, på én gang fint berusende og frygtelig frustrerende, som al god (ord mangler) er, men kunne den da ikke lige vise sig fra sin skikkelige og dannede side, og vente med at gøre sig selv til centrum for en tomgang på ubestemt tid, når det eneste jeg nu gerne vil er at mage teksten, ind-fange, opsamle og nedskrive alle mine løse skeletter i deres nærmeste zone for udvikling, gøre dem klar til senere brug, for senere er gået hen og blevet lige om lidt, hvis ikke lige nu.   

Jeg er med, og af, tiden, blevet noget nær overbevist om, at bevidstheden er en art endnu ikke forstået, samlet og mere eller mindre uniform oplevelsessfære, som alle bevidsthedsbærere deltager i; i sig selv en fysisk dimension af kosmos, ikke en simulation som hjernerne fremstiller, projicerer, men i virkeligheden 'virkeligheden', som den fremstår for alle bevidstheder; forskellene i bevidstheds-perception, hvad der fokuseres på og opfattes i bevidstheden hos det sålkaldt enkelte individ, er således hvad der udgør den forkætrede identitet; individets enhed er hverken mere eller mindre end et tilfældigt blik.   

Når jeg tænker på dig, er vi der således altid, og altid allerede sammen, har været det i timevis, der, hvor jeg kommer ind, og du er overalt, inde i mig, udenpå mig, over det hele, i det hele taget der, uden at være der, men hvem andre end jeg skal bestemme hvad der virker stærkt nok, til at kunne betegnes som virkeligt, og jeg ville ønske at vi kunne være sammen lidt længere, for så kunne vi bygge vores helt private rumskib og flyve rundt om solen et par gange i det, hvis altså ikke vi forinden brænder hinanden op, indefra. 







- - -   




Ingen kommentarer: