- - -
Måske handler det alligevel mest om at bryde noget ned, for at kunne betragte de dele der udgør det store hele. Måske handler det blot om at udstyre et enkelt liv med et håndtag, hvormed det kan løftes, på sigt ligefrem bæres. Hvis det virkelig er sådan det hele forfolder sig, undskyldes der for at have holdt læseren for nar med triste dagbogsnotater, fremfor for eksempel at have beriget hende med den kunst der opløfter ånden, og åbner verdens døre lidt på klem. Han der skriver dette, har det ganske glimrende nu, hvor det meste, på den ene eller anden måde er sat på ord og fremstår frit fortalt. Man kan mene, at han ved at forklare sig, kom til at fremstå klart for sig selv, så at sige, blev fastansat på sjælens kontor. Men nu er det ved at blive sent, klokkerne tikker, blinker svagt, og floden der bærer ham, floden der er ham, svulmer gråt på sin ubønhørlige vej mod forsvindingens delta, og foran arbejdsbordet står en livsrest som må genopvarmes, skyndsomt indtages, før den lange nat kommer med sin forløsende kliché af evigt stjernelys. Om den sidste tid afføder papir, udmønter sig i en større fortælling, en gravsten værd at bladre i, vides desværre ikke endnu. Men takke dig der er her, kan han dog uden forbehold, for dit blik på de mange vildspor, for at være med på de rejser i alle retninger, der i reglen ikke førte til andet, end ingenting med glimmer på, tillokkende afveje, besnærende blindgyder, hængebroer fra helvedes kyst til Hobro, hvis reb var så tvivlsomt flettede, at du, hvis du er her endnu, snildt kan klappe dig på egne skuldre, lovprise dig for dit mod i mødet med det usikre, det vaklende, det, der netop krævede tålmod og mod, men også troen på næste sides mulighed for opklaring, næste sides løfte, om bedre indsigt.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar