- - -
Det handler også om at kende sin plads. Nogle er nødt til at stå i lyset af andres anerkendelse, andre har ikke den slags problemer, men skriver rettere bag de, der har dem, og deltager hverken som det ene eller det andet. At bagskrive bevidst, undersøge skelettets huller for lysspirer og langsomt oplyse sin egen sjæls mørkekammer med nøjsomt indfangede og ophængte organiske billeder, er ikke længere betragtet som en værdig og meningsfuld måde at være i sproget på. Forstillingen om en position, et bestemt sted at deponere slutproduktet af de digteriske bestræbelser, er i sig selv ofte vigtigere end produktet, og sommetider tillige definerende for hvordan det tager sig ud; der er i dette et emne af alvor, noget, der tåler analytisk og litterær undersøgelse, for de der vil. Det værste man kan sige til de der har problemet, er at man er ligeglad med at se sit navn i andre sammenhænge end de rent formelle og normale, som f.eks. når det optræder på rudekuverter og på de i samtiden til stadighed mere sjældne julekort. De tror helt enkelt ikke på, at man med denne attitude, kan være seriøs. Det er implicit i den klassiske, men også for nærværende fremherskende grundforestilling om digteren, kunstneren, artisten, at han må være berømt for at være af værdi, at hans værk må være en synlig del af det store kredsløb, der løber ud i politikens hav, for rigtig at findes; en uanfægtet tro på berømmelse, som målestok for kvalitet, der er meget svær at lave om på. Jeg er ikke den der kommer til at lave om, men rettere den, der med stadig og aldrig svigtende interesse for hvad der aktuelt er menneskeligt, vil betragte, observere og destillere hvad jeg ser, til den skrift det falder mig ind at være passende, uden hverken tydeligt adressat, eller åbenlyst og entydigt formål.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar