Dagsstjernen overstiger al fornuft,
bundet i synet, skubber den døgnet
over sig selv; det går for hurtigt nu.
Vi klippede, skrabede, nettede
de tryglende vilde planter, ved vort
bosted i går; vi var med, kun på slæb.
Indreklokken ligger adskilt, tandhjul
og remme for sig, ikke en særlig
kompliceret konstruktion, vi magter
ikke det hele ur; at lade sig
opløse af lyset, er den største
fristelse, når alt hvad erfaringen
siger, er måneders mørke, et land,
en kælder, en blafrende lampe, sort/
hvid ånde; klarer ikke én mere.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar