POLAR LVII

- - -







Vi, der vendte landet ryggen
bare for at se noget andet.

Vi, der undlod at høre efter
bare for at lytte til os selv.

Vi, der bla-bla-bla pfffft
i eget ualmindeligt kedelige
selskab, bør holde vores kæft.

Gulsten, rødsten, Hadsten
det gør overhovedet
ingen forskel, for Sten:

det er Danmark, og det kan vi
ikke gøre noget ved, hverken
fra eller til, op eller ned,

for vi er Danmark, Sten, og
Danmark er ikke en geografisk
placering, men noget vi er,

når vi får nostalgiske tårer
i vores fede øjne, over ting
vi ikke har oplevet,

hverken sammen eller
alene, Sten, ikke engang alene:
Vi er fordømte til at være, Sten,  

det er sådan det er, og
sådan er det bare, om du tror
på det eller ej, eller slet ikke

har læst så langt
som hertil, og det kan jeg
ikke fortænke dig i, Sten,

for dette digt døde allerede
da det var på vej ud, Sten,
for ser du, jeg har læst

så meget af indersiden
af os, så meget af det forfærdelige
lort vi lukker ud om hinanden,

at det nu næsten er umuligt
for mig tro på værdien
af skønhed, Sten, hører du?

For skønheden kan ikke redde
en hujende skid, når ingen
har sans for den, når ingen

kan lide den, nusser den på ryggen,
ligger i ske med den om natten, Sten, 
kort sagt elsker den, uden at kræve noget

tilbage, uden at kræve øjeblikkelig
bekræftelse, uden at forlange at den
skal gøre sig forstålig for

alle og enhver uden videre
indsats, uden videre overgivelse
til at se verden på dens præmisser,

forstår du, Sten?
Er det muligt, Sten?
Er du der, Sten?







- - -




Ingen kommentarer: