- - -
I I Algernes rige
II Silicium
III Hun, der er kuldens eremit
IV Den kroniske rejse
V Glandulært hjemfalden
I
Skibet rammes pludselig af en enorm, grå væg af vand, kommer under, rasende, det går for hurtigt, en blodåre i højre side af halsen springer over bord, der hvines af det modsatte af fryd, vi mærker de mægtige kræfters umådelige tyngde gøre alt andet småt, intet, er under kontrol, vi suges fast i sæderne mens alt brager, bliver mørkt, midt på dagen fyldes det hele af havet, springer ud af dybet igen, rammer metal mod overflade et uudholdeligt brag: vandet brøler, skibet råber, vi skriger.
II
Står han med kroppen foran spejlet, før eller senere, genkender han vagt sig selv, bare større, blegere, mere amerikansk i håret, er han i tvivl om han kan hjælpe nogen med noget, i sin nuværende tilstand er han en spejling af sig selv, som livet, set fra en en landevej, i bevægelse hen over et år uden kalender.
III
Der er også en anden indrejse, den kommer måske tilbage, hvis den gør, skriver han om den, for der insisteres hårdt af en feminin manifestation, der er så flot, at den udsletter hele den naive og kønsforladte glansforestilling, og er efter al sandsynlighed en faktisk anden, én, der er hidkaldt, eller som på eget bud føler sig nødsaget til at invadere hans bevidstheds fjerne og mest ufremkommelige regioner, landskaber, vindblæste, konstante og uden håb for liv, fryser den flotte, men overlever, ved at lægge pigmentet ved indgangen og æde sulet af dyret, der findes der.
IV
Måske er hun der altid. Trefødt, mange lysår herfra, mange lysår fra noget sted, der er værd at være, er vi hinandens slaver, rejser vi i stadig højere fart gennem guds frostboks, får tempoet alle de sløve tanker til at blive hængende som ekkoer i andre rum, andre dimensioner, for menneskekroppen er bare et skib, inde i skibet intet andet end en simpel organisk transportkapsel, en bærer af åndens spore, der skal sprede sig i hele universet, der er en plan, og det er planen, der er en mening, en mening så ironisk simpel med menneskelivet, men som det forholder sig med andre sandheder af nogen som helst værdifuld værdi, ikke en mening der lader sig begribe uden lidelse, tab og hårdt arbejde, men sig det ikke til nogen; selv de med den rette mængde intelligens, har det med at blive forblændede af kroppenes komfort, endda morderiske, når nogen søger at fjerne illusionens bløde vattæppe under den lidt for velmarkedsførte ret til villet stupiditet og tragisk forglemmelse af den store chance et liv er: en chance for virkelig indsigt, der mere ofte end ikke, bliver spildt på at leve i øjenhøjde med strudse, reptiler og får.
V
Han står fast på sin snedækkede terrasse, drømmer ham der sover og ryger, bliver lykkeligere nu, fra centrum en varme, fra centrum noget der er renset ud, et affaldsstof, endelig væk. Det er yderst heldigt, at det skete af sig selv og så tilpas tidligt i hvad han tror er hans liv, at han skulle have en fair chance for at nedfælde noget om det, over de næste 30 til 40 år, noget, han selv ville gide at læse. Det ved han, det er det hele, alt hvad han ved og han ved det hele nu, men det gør ham ikke noget at vide det hele, for det er frihed. Stor frihed. Og med stor frihed, kommer for ham stor lykke, varme fra centrum. Han tænker dog af mental sædvane på Camus' sidste ord før færdselsuheldet, for han er stadig dansker, der, hvor troen skulle have siddet.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar