- - -
Næbbene hakker bark, knopspringet nu grøn syre, igen, luften tyk. Grenene strækker sig for at nå ind til dig. Til tiden forlader du huset, boligen, du flytter ind i bevægelsens uangribelighed, men ænser ikke bladene, du må af sted i kemisk tempo, for at have gøremål i menneskelivet er at være foruden landskabets klokke, at være hinsides humørets diktatur. Men mæglingen med verden kommer brat hvis du falder eller bliver kørt ned af en bil. Så ligger du og kigger ikke på noget med din kirke i lommen.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar