De sidste brune klatter
af tillid til tilliden, ligger som orm,
agn, sortblade søde under hækken,
mellem husene, under hækken.
Nedfaldsblomsten af den sekstenåriges livsglæde,
firkanter med lys i, højopløst stjernemudder i øjnene.
Natbarn. Røreskærm.
Alle gør uden undtagelse, uden deltagelse,
præcis hvad der passer de andre,
smiler de døden ind i verden, for
landet er et venteværelse.
"Du siger jeg skal gøre
sådan og sådan. Intet problem.
Nu gør jeg sådan og sådan.
Intet problem."
Aldrig er det nok, aldrig er det
sådan og sådan der udføres,
hvad der forventes. Intet problem.
"De er nu pisse mærkelige,
de ungdumme, de ungfri,
de håbløst selvsikre teens af i dag!"
Det startede ellers godt.
Nutiden var nok.
Alle var i den:
Det startede som der står
på sidste papirside,
skarp kant, pas på huden,
i begyndelsernes bog, blodtegn.
Du skal selv sætte dig fri for tanken,
selv sætte dig udover idéen om
den faste form. Alle var i den.
den faste form. Alle var i den.
Nederlaget er fælles, et gruppearbejde,
og derfor utydeligt som svømmetag
i et bassin fyldt med yoghurt.
Bløptag, køerne på marken, muuh:
Bløptag, køerne på marken, muuh:
Alle var i den og
alle bestemte over alle,
over ingen verdens ting
bestemte alle, som
var det ingenting.
- - -
Ingen kommentarer:
Send en kommentar