SAMMEN

- - -

Jeg er ikke

helt klippefast

på at jeg når at

elske sandheden om 

hvordan vi ser på hinanden

før jeg igen smutter ud af denne 

verden af kød. Den er for grim. Der

er for langt fra hvad vi siger, til det, vi

ikke lader hinanden vide. Fiberoptik og 

stammedansrytmik. Vi er brakvand, rådne 

men nærende i pottemulden.Vores blege spirer

lugter af brugte løbesko, næserne dirrer dernede i 

mørket, hvor hælene smider gult vand og syrlige, hvide

celler. Når svampe elskes, er det ikke for deres udseende.  

Hvis vi ses under dén himmel, er der ikke en chance. Hvis vi 

ikke ses snart, er der ikke en chance. Hvis vi ses før det er 

meningen, er der ikke en chance. Hvis vi ses på den 

forkerte dag, er der ikke en chance. Hvis vi ses på

den rigtige dag, er der en chance. Hvis vi vidste

hvad den rigtige dag var, var der en chance.

Du siger så meget. Du taler til mig, som 

om du altid har kendt mig. Du taler til

mig på den måde, fordi du ikke 

kender mig. Du siger så meget.

Mere end de fleste. Din mund 

bevæger sig hele tiden. Din 

mund bevæger mig, hele 

tiden. Du siger så meget.

Du taler til mig, som om du 

er vant til at blive opfattet, som 

interessant. Du taler til mig som en 

der ikke kender forskel. Du siger så 

meget. Du taler til mig, som om du altid 

har kendt mig. Du taler til mig på den måde

fordi du ikke kender mig. Jeg har set det, der

ligger bag dine blå øjnes horisont. Det er 

fordi jeg har været der, ingen mystik hér.

Jeg er efterhånden ikke bare ældre, 

mere alene, under synets 

mælkeskær, men også 

flere tidsaldre bagud, 

selvom det føles 

som at være

langt forud 

når solen 

skinner, 

men det gør

den sjældent, over 

dette land. Vi kunne 

være det hele sammen. 

Vi kunne få så meget mere 

til at blive bedre end godt. Vi 

kunne klistre de helt rigtige billeder af 

billeder, på vores fælles hvide vægge, om 

natten ligge tæt og renskrubbede i designerske.

Vi kunne være de første mennesker, der nogensinde 

smilende af enighed gik igennem Ikeas syvende cirkel. 

Vi kunne være det hele sammen, alt sammen og altid.

Hvis du lukkede mig ind for alvor, ville du efter kort 

tid ikke længere selv kunne finde dine svævende

fødder, i din bevidstheds liflige, lufttomme rum; 

men jeg klæder mig ikke sådan, taler ikke 

sådan, sammen med folk, i folks snævre 

stuer. Kommer du ved en fejl, eller i 

forbindelse med et større 

færdselsuheld i tvivl 

om hvordan det 

hele er indrettet, har 

jeg også diskrete, mørke 

benklæder, en stemmeføring 

til lejligheden, samt 35 års verbal 

skrælning af åndens frugter, de, hvis 

vitaminer engang var tilstræbte af alle, 

med vilje: kernerne ligger i kindposerne, 

bristeklare, mangler blot mundvand, af den 

rette blanding. Fugten behøver vi ikke nævne.      

- - -