.: oktober 2010

Hvad vil du, i en bredere forstand, bortset fra at holde dig varm og fyldt med illusioner, mens du pisser din tid væk i en selvbestaltet, lykkelig ligegyldighed; der er noget i dig, en karakterbrist, en sammenstilling af personlige forhold der ikke går op, der modarbejder din ambition, der underminerer din evne til at fastholde teksten, tanken, projektet, definitionen, disciplinen. Du falder altid ud og fra. Altid. Det er reglen du ikke, qua din defekt, er i stand til at opfatte rækkevidden af, se mønstret bag, og derfor naturligvis heller ikke er stand til at lave om på, ændre. Du må gøre noget, og du må gøre det så snart som muligt; livet venter ikke på nogen, det accelererer bare, hele tiden hurtigere, svagere, utydeligere, tættere på sit bevidstløse udløb. Du er tragedie. Du er en samling af ord man brugte før psykologien. Du har fået en skæbne; om lidt er du endda blevet en skæbne, en menneskelig notesbog af uafsluttede og ubegyndte historier; små indslag der minder om pauseunderholdning mellem måltider og søvn: ”Komforten blev din skæbne”. Ja. Der er en titel; ikke noget af videre rækkevidde, selvom den umiddelbart gør ondt, ikke noget at være bange for, for den glemmes snart igen, og du starter din spekulations cirkulære forfra, som altid, som om, den var noget helt nyt og vigtigt, noget af bydende nødvendighed, en række spørgsmål om hvorfor du ikke gør noget, om hvad du vil i en bredere forstand, bortset fra at holde dig varm og fyldt med illusioner, mens du pisser din tid væk i en selvbestaltet, lykkelig ligegyldighed, er der noget i dig, en karakterbrist, en sammenstilling af personlige forhold der ikke går op, der modarbejder din ambition, der underminerer din evne til at fastholde teksten, tanken, projektet, definitionen, disciplinen. Du falder altid ud og fra. Altid. Det er reglen du ikke, qua din defekt, er i stand til at opfatte rækkevidden af, se mønstret bag, og derfor naturligvis heller ikke er i stand til at lave om på, ændre. Du må gøre noget, og du må gøre det så snart som muligt; livet venter ikke på nogen, det accelererer bare, hele tiden hurtigere, svagere, utydeligere, tættere på sit bevidstløse udløb. Du er tragedie. Du er en samling af ord man brugte før psykologien. Du har fået en skæbne; om lidt er du endda blevet en skæbne, en menneskelig notesbog af uafsluttede og ubegyndte historier; små indslag der minder om pauseunderholdning mellem måltider og søvn: ”Komforten blev din skæbne”. Ja. Der er en titel; ikke noget af videre rækkevidde, selvom den umiddelbart gør ondt, ikke noget at være bange for, for den glemmes snart igen, og du starter din spekulations cirkulære forfra, som altid, som om, den var noget helt nyt og vigtigt, noget af bydende nødvendighed, en række spørgsmål om hvorfor du ikke gør noget, hvad du vil i en bredere forstand, bortset fra at holde dig varm og fyldt med illusioner, mens du pisser din tid væk i en selvbestaltet, lykkelig ligegyldighed, er der noget i dig, en karakterbrist, en sammenstilling af personlige forhold der ikke går op, der modarbejder din ambition, der underminerer din evne til at fastholde teksten, tanken, projektet, definitionen, disciplinen. Du falder altid ud og fra. Altid. Det er reglen du ikke, qua din defekt, er i stand til at opfatte rækkevidden af, se mønstret bag, og derfor naturligvis heller ikke er i stand til at lave om på, ændre. Du må gøre noget, og du må gøre det så snart som muligt; livet venter ikke på nogen, det accelererer bare, hele tiden hurtigere, svagere, utydeligere, tættere på sit bevidstløse udløb. Du er tragedie.

.

Drøm / 36 / 2012

"Komforten Blev Din Skæbne"

Høst