Vlad

Wallachiernes stolte fører,
leder af sollyset i fjendens øje.

Den flammende glorie
over din krone, morgenstjernens
brændende dagstegn, dragens orden din
tro, for andre, forfængelighed blot.

Graners skæbne at se indersiden,
af tvangsmarcherede hæres kroppe.

Respekten indført uden ord,
det højeste træs stamme,
en ny rygrad for
stammens højeste.

Eftermæler maler aldrig ret,
i tidens frelste afstand.

Blodets fyrste i ophøjelse,
en slægt i viljens greb,
halvmånens sønner en flodbølge,
på modløse, vaklende ben.

Europas glemte frelser ser
over gentagelsens ocean,

sit værk fordømt til evig
forglemmelse i dyrekøbt fred,
lukker sine grønne øjne,
viger, fra utakkens golde bord.