vi der faldt bagstive
ud af halvfemserne
med lethedens lånte påfuglefjer
farvefossende ud af sovepuderne
vi der vrangvilligt valgte
at glugge os vel langt omkring
før vi selv eller noget ganske andet
valgte os et velegnet liv
vi der vaklede ind
i tågebankens filterløse skygge
for at hæve den nedarvede symbolske kapital
før solen brændte igennem himlens tag
vi der lystigt sugede i gæret fra det grønne glas
mens bænkenes velventilerede brædder
gik fra behageligt kolde
til rygisnende golde
vi der hvis adspurgt
end ikke turde indrømme at tro
på noget som helst andet
end det farlige i at tro
vi der uden at rødme gav grækerironien skylden
for vor fisseforheksede profanreligions
overvældende mangel
på reel retning og virkelig vision
vi der skiftede vores indebrændte lejligheder ud
lige så tåbeligt tit
og med samme argumenter
som andre skiftede kærester
vi der så overraskende hårdhændet
slog os ned
og til dels til tåls
med at bebo livets magre mellemrum
vi der mente at identitetens endeløse barneleg
ret beset kun kunne være
et seriøst anliggende for nogen
med så spændende potentialer som os selv
vi der panikpryglede aben
til den skrigende sprang og flygtede ind i buskadset
og kylede samvittighedslort
i vores uskyldsrene børnefjæs
vi der i melankolsk fundamentalisme
alene vandrede ved klichékystens sorg, død og måge
og noget så inderligt savnede
byens libidøse brøl, larm og lal
vi der tog de allernyeste
og mest lovende kommunikationsdimser i brug
men alligevel manglede modet
til at besvare nogens livsvigtige kald
vi der i sene nattetimers fuglekvidrende koffeinknald
tvangsfascinerede læste i alle racens mest ophøjede efterladenskaber
uden dog som absolut eksistensminimum at fatte
hvor dyb selvbesættelsens mørke mineskakt egentlig er
vi der helt uden formaldannelsens høflige afmålthed
kom til taledeliristisk at nitteskrabe
flæskemonolittens universitære overfladelod
og generere en generation ingen vil huske
Ingen kommentarer:
Send en kommentar