P E T E R B R E U M

græs

2012-02-14T18:46:00.003+01:00

- - -

jeg slog græs
og så
hende komme

tarvelige blomster
på trappen

internationale kys
på munden

blond mod
blond

forår
mod forår

så tropisk
med al den
fugt

den ene
gik ned

den anden
vinkede fra
bagruden

et hjemligt hav
væltede ud af øjnene
på dem begge

jeg slog græs
og så
hende gå

- - -

I-V II

2012-02-09T17:43:00.000+01:00

I I Algernes rige

II Silicium

III Hun, der er kuldens eremit

IV Den kroniske rejse

V Glandulært hjemfalden

I

Skibet rammes pludselig af en enorm, grå væg af vand, kommer under, rasende, det gårfor hurtigt, en blodåre i højre side af halsen springer over bord, der hvines af det modsatte af fryd, vi mærker de mægtige kræftersumådelige tyngde gøre alt andet småt, intet, er under kontrol, vi sugesfast i sæderne mens alt brager, bliver mørkt, midt på dagen fyldes det hele af havet, springer ud afdybet igen, rammer metal mod overflade et uudholdeligt brag: vandet brøler,skibet råber, vi skriger.

II

Står han med kroppen foran spejlet, før eller senere, genkender han vagt sig selv, bare større,blegere, mere amerikansk i håret, er han i tvivl om han kan hjælpe nogen med noget, i sin nuværendetilstand er han en spejling af sig selv, som livet, set fra en en landevej, i bevægelse hen over et år uden kalender.

III

Der er også en anden indrejse, den kommer måske tilbage, hvis dengør, skriver han om den, for der insisteres hårdt af en feminin manifestation,der er så flot, at den udsletter hele den naive og kønsforladte glansforestilling, og er efter al sandsynlighed en faktisk anden, én, der er hidkaldt, eller som påeget bud føler sig nødsaget til at invadere hans bevidstheds fjerne og mest ufremkommelige regioner, landskaber, vindblæste, konstante og uden håb for liv, fryser den flotte, men overlever, ved at lægge pigmentet ved indgangen og æde sulet af dyret, der findes der.

Måske er hun der altid. Trefødt, mange lysår herfra, mange lysår fra noget sted, der er værdat være, er vi hinandens slaver, rejser vi i stadig højere fart gennem guds frostboks, får tempoet alle de sløve tanker til at blive hængende som ekkoer i andre rum, andre dimensioner,for menneskekroppen er bare et skib, inde i skibet intet andet end en simpel organisk transportkapsel, en bærer af åndens spore, der skal sprede sig i hele universet,der er en plan, og det er planen, der er en mening, en mening så ironisk simpel med menneskelivet,men som det forholder sig med andre sandheder af nogen som helst værdifuld værdi, ikke en mening der lader sigbegribe uden lidelse, tab og hårdt arbejde, men sig det ikke til nogen; selv demed den rette mængde intelligens, har det med at blive forblændede af kroppeneskomfort, endda morderiske, når nogen søger at fjerne illusionens bløde vattæppeunder den lidt for velmarkedsførte ret til villet stupiditet og tragisk forglemmelse af den storechance et liv er: en chance for virkelig indsigt, der mere ofte end ikke, bliver spildt på at leve i øjenhøjde med strudse, reptiler og får.

Han står fast på sin snedækkede terasse, drømmer ham der sover og ryger, bliver lykkeligere nu, fra centrum en varme, fra centrum er noget renset ud, etaffaldsstof, endelig væk. Det er yderst heldigt at det skete af sig selv, og såtilpas tidligt i hvad han tror er hans liv, at han skulle have en fair chance for at nedfældenoget om det i skønskriftform, over de næste ca. 30-40 år. Han ved det hele nu og det gør ham ikke noget. Det er frihed. Stor frihed. Og med stor frihed,kommer for ham, stor lykke, varme fra centrum. Han tænker af mental sædvane på Camus sidste ord før færdselsuheldet, for han er stadig dansker der hvor troen skulle have siddet.

XXVI

2012-02-08T11:35:00.004+01:00

- - -

Et liv er en chance for indsigt,
der oftest bliver spildt
på sætninger som denne.

- - -

XXV

2012-02-08T11:32:00.000+01:00

- - -

Atvære menneske er lige dele at være tragedie
og være vidne til tragedie; overvældes man dybt
nok af tragediens virkelighed, kan man i sjældne
tilfælde være så heldig at misteevnen til at skelne
i mellem sig selv og andre.

- - -

mennesker I (verbaltriptych)

2012-02-03T20:20:00.000+01:00

- - -

du er en ung sort kvinde,
du har farvede kapsler i håret,
du smiler, har hovedet på skrå,
du bruger hvad du kan få fingrene i til at få mere,
du er et menneske

- - -

lidt efter, sneen,
tæt ved bræen,
skal mod nord,
hytte fuld af folk
ude som inde taler
med flere om det
der sker i morgen,
nogle går mod syd,
men først er der aften,
venskab, lår søger lår
under tæppet, for hun
der ikke kender mit navn
er varm, vil mig uden videre,
er vi de eneste mennesker
på jorden for en nat,
siger vi ikke noget,
hvisker tak

- - -

du er en bleg ung mand
du skal, for landet siger det,
du er så ung at du er i tvivl
er nøjagtig hvad landet der siger det
har brug for, ellers ville du sikkert ikke
være med til at gøre det du gør på
fremmed grund, under en fremmed sol
ser du dine hænder gøre alt det
du aldrig glemmer du
næsten ikke nu, selvom noget
græder bag maskinens brøl

- - -

natfrugt

2012-01-27T10:57:00.000+01:00

- - - -

den lange førstedrøm
var så god sex at
den måtte maskeres af
den anden drøms glemsel

ellers
havde ham der drømte
aldrig valgt
at vende tilbage
for at skrive om det

af det
kan man lære
så godt som
ingenting men
han smiler
endnu

- - - -

I - V

2012-01-25T15:00:00.000+01:00

- - -

I massiv formation
II tæt væv
III væltet dekoration
IV brunt under gråt
V vindstille

I et træ uden
blade er et
billede af et
nervesystem
uden kød på
er det der
ses lige nu

II armene der bærer
de hænder der
bærer de fingre
der skriver disse
ord er endnu
tilhørende den bevidsthed
der usynligt frembringer
det der skrives

III på en flade
af frost findes
et træ der
før var inde
i varmen hos
de skrivende fingre
der har følt
dets nåles stikken

IV under denne årstid
har øjnene det
nemt med at
skelne mellem jord
og himmel er
ikke andet end
det der ses

V intet bevæger sig
og roen breder
sig i bevidstheden
der modtager syn
for sagen er
klar som glas

. .

2012-01-25T14:31:00.001+01:00

S:T:A:R

sid

tænk
arbejd

ryg

R:A:T:S

ryg
arbejd
tænk
sid

A:R:T:S

arbejd

ryg
tænk
sid

. . .

2012-01-24T13:52:00.000+01:00

-- --

hun starter kroppenes knopskud
varme bevægelser i lunens rum
hævet over enhver kritik
glider hun ud af duftende klæder
stopper blidt ordet med silkekys
putter døden i dens lille æske
for et biologisk øjeblik

-- --

biler

2012-01-16T12:46:00.000+01:00

- - -

vinden siger delmålet ernået

havnen er tømt for skibe

dens eneste trafikbestår af

usynligt affald og mangefarvet gift

og himlen overdette sted

et sted der kan være

lige så godt eller skidt

som alleandre steder er

et lammende panorama af den

samme grå og ugennemsigtigemasse

som i går, men vi organiserer

os, organiserer os både ud

ogind afdet meste

og det er derfor vi

ikke er særligt elskværdige, her

i den oplagteog gamle

forstand, at vi ikke er

værd at elske, fordi vi

har så travlt med ikke

at rørejorden under de

kinesiske gummikapper der forhindrer vores

hæle i at kommunikere med

hjernen, har så travlt med

at distancere os fra biologien

som om det var muligt

som om viikke engang

ved hvorfor vi gør det

og et glemt hvorfor melder

sig, et hvorfor, der burde

have været møntet på den

tavse overenskomst, der byder os

at menneskelivet skulle være bedre

atvære i, med biologien

som en tæmmet fase, et

muggent trofæ på prinsesseslottet, et

overstået kapitel i kontrollens bog

og dermed ganske uden fysisk

virkelighed foruden den,der stramt

arrangeres i kunstige omgivelser, med

skarp tidsbegrænsning; detsagdes at

en mands sjæl er hvad

han gør, og hvis det

stadig er sandt, ersjælen

nu en lille, emsig parkeringsvagt

og kroppen det tommeparkeringshus

han døgnet rundt hvileløst skridter

af ogpatruljerer, selvom biler

blev afskaffet årtier før hans

ansættelse

- - -

Nibeungens Ring I

2012-01-11T16:52:00.000+01:00

- - - ( o O o ) - - -

Jeg fødtes af en ung

kvinde der ikke var bestemt

til at opfostre mig, en

ungkvinde, der var blevet

befrugtet af en ung mand,

der ikke heller var bestemt,

til atopfostre mig.

Det hele fandt sted mens

discoen toppede. Den smule vides

med sikkerhed, resten er myter,

og jeg kan vældig godt

lide myter.

Verden kom til mig på

et for længst forsvundethospital
så småt, at man ganske

sikkert selv dengang i mere

åndeligt rimelige tider må have

trukket på smilebåndene af den

overgjorte navngivning.

Der var tale om et

hus der knapt kunne anses

for mere end den rummelige

rødstensvilladet var, havde det

ikke været for det stædigt

opretholdte, men som sagt nu
forlængst opgivne navn.

Hoppegynger er ikke for børn

men det var de, dengang.

Op og ned. Ned og

op. Gentagelse. Øvelse. Gentagelse.

Jeg hang frit i stuen

med langt til væggene og

kunne efter kort tid hoppe

helt op i skyerne over

markerne i vest. Enter:tidløs

nydelse.

Jeg voksede op på flyvemaskiner,

min mund var en hangar,

plastikskeen med maden var alle

verdens passagerfly. Grød var flyvemaskiner.

Bananmos varflyvemaskiner. Alt var

flyvemaskiner. Fodermestrene havde ikke megen

fantasi, men det kunne jeg

ikke vide, dengang. Jeg grinede.

Jeg fik en bidering af

blegrødt gummi. Der var knopper

på, smagen var let syrlig.

Det kildrede i kroppen som

om cellerne smilede i kor,

når jeg gnavede i den.

Måskemit spirende nydelsescenter sagde

endokrinolært ’tak’, som en lille

kompensation for de fraværende, mælkefyldte

bryster. Når jeg lukker øjnene,

bider tænderne sammen og koncentrerer

mig, kan jeg smage den,

endnu.

Forældrene havde meget travlt. Den

ene med at finde undskyldninger

for ikke atvære der,

og dermed opnå bedre tid

til at dyrke sin tiltagende

alkoholisme, denanden med at

blive forstenet og åndløs af

depression; begge tilstande opfattedes af

mig som noget jeg havde

fremkaldt, hvilket jeg med sikkerhed

ogsåhavde.

Børn er et sandhedsserum, det

du kan være, din karakter

i sin momentane helhed, kommer

for en dag, når barnet

kommer.

Hvis du er fuld, findes der

intet vigtigere. Hvisdu er

deprimeret, findes der intet vigtigere.

Vær alt du kan være,

som de siger i den

amerikanske hærs gamle hvervekampagner.

Da jeg nu var blevet

erkendt som et problem for

mine forældres selvudfoldelse, blevjeg

ved vuggestuens lukning om fredagene,

således afhentet og deponeret, hos

forskellige mennesker.

Held i uheld, kan man
sige, uden at sige noget,
der er helt forkert. De
forskellige mennesker vistesig nemlig,
i det første og helt
normale pars tilfælde, at kunne
lide børn påhalvfjerdsermåden, og
i det andet og noget
aldersstegnes, at kunne lideåndelige
sysler, samt børn, som jeg
forestiller mig man kunne lide
børn, uden alt for meget
gøgl, i mellemkrigstiden.

- - - ( o O o ) - - -

Vinteren 1982

2012-01-10T09:33:00.000+01:00

- - -

metallisk isvand

i munden krystallerne

slukker tørsten

et aftenrøde så intenst

der aldrig efter

skal gøre særligt

indtryk

sulten kulden

den stjålne overtid

gemmer øjeblikket

mere rummeligt

end efterfølgende fald

ud af tid

drengen i flyverdragten

drengen med de røde kinder

en skadet kælk i blå plastik

af den slags med styr

følges hjem

kriminelt senere

end gadelysets tænding

går de vægtløst igennem

en port af ingenting konkret

er han forandret

åbnet for et koldt

kontinents melankoli

alt imens den lille skov

der binder bakken

sammen med

parcelhuskvarteret

forbliver den samme

- - -

Om en hvid prik i kaffen

2012-01-10T09:30:00.000+01:00

- - -

gamle skive skinner endnu flot
dit lys mit gys en morn'
kaffens mørke, sølvets sorte træer
en nat en dag forla'er

s ø g n e d a g

2012-01-08T12:21:00.001+01:00

- - - - - -

spræng sutten grøn
på de der ved
om det dybe blå

tvist vorterne
på de der ved
om niffelheim

hæld næsegrus
i slangeøjnene
på de der ved
om vandreskorpen

niv os i dag
i sulet på
vor daglige død

- - - - - -

VITAM CONSILIO II

2011-12-29T12:02:00.000+01:00

- - - ( o ) - - -

Det nemmestei verden er stadig at lade være med at gøre hvad der vigtigst.

Detsværeste er at give slip på det givne, det der allerede opfattes som opnået, atlade det der allerede er opnået være nok, at lade være med at læne sig op ad detder ses som fortids fortjeneste, når det mulige, det der ligger i medpotentialet om det fulde liv, åbner sine arme, kommer til syne, i form af enkonkret mulighed.

Det første vi bør adressere, er trygheden.

Og før vi når den, må forestillingenom hvad trygheden er, diskuteres. I nærværende tilfælde, er der overensstemmelsemellem forestillingen om trygheden og trygheden selv: trygheden er det sammesom fraværet af ensomhed. Der er således tale om uadskillelige størrelser.

Ensomhedener dræbende. Forladtheden absolut. Uinteressen fra omverdenen altoverskyggende,enorm. Den starter som konsekvens af en selvvalgt strategisk tilbagetrækning,men ender i det rum der støder op til det sidste.

Det er et koldt rum, hvor skyggerne danser på væggene, og de eneste lyde derhøres er ekkoer af det der sagdes af andre, år tilbage, år fremme, i situationerder ikke deltages i. Vi er hinandens genfærd, her. Vi er hinandens stemmer fraintetsteds, her. Åbenbaringer og bidende nag låst sammen, et blytungt fald, iuadskillelig dødedans.

Det andet vi bør adressere, er modet.

Og før vi når det, må forestillingen omhvad modet er, diskuteres. I nærværende tilfælde, er der overensstemmelsemellem forestillingen om modet og modet selv: modet er det samme som fraværetaf frygt for ensomhed. Der er således tale om uadskillelige størrelser.

Modet er livgivende. Viljen absolut. Interessen fra omverdenenaltoverskyggende, enorm. Den starter som konsekvens af en selvvalgt offensiv,men ender i den gyldne sal, hvor sejrens sødme bor.

Det er et varmt rum, hvor de levende danser i midten, og lydene af det levedeliv smelter sammen i en berusende kakofoni, år tilbage, år fremme, i alle desituationer der aktivt deltages i. Vi er hinandens opretholdere, her. Vi erhinandens stemmer fra allesteds, her. Morskab og tilgivelse er her i pagt medhinanden, i uadskillelig flirt, svævende gennem sjælens sommer.

Det sværeste i verden er stadig at gøre hvad der er vigtigst.

Det nemmeste er at give slip på det givne, det der allerede opfattes som opnået,at lade det der allerede er opnået være nok, at lade være med at læne sig op addet der ses som fortids fortjeneste, når det mulige, det der ligger i medpotentialet om det fulde liv, åbner sine arme, kommer til syne, i form af enkonkret mulighed.

- - - ( o ) - - -

regnskabslære

2011-12-14T11:11:00.000+01:00

- - - -

du er den regning
jeg ikke fik betalt

jeg er den regning
du ikke fik betalt

du er den regning
jeg ikke fik betalt

jeg er den regning
du ikke fik betalt

du er den regning
jeg ikke fik betalt

jeg er den regning
du ikke fik betalt

du er den regning
jeg ikke fik betalt

jeg er den regning
du ikke fik betalt

du er den regning
jeg ikke fik betalt

jeg er den regning
du ikke fik betalt

du er den regning
jeg ikke fik betalt

jeg er den regning
du ikke fik betalt

du er den regning
jeg ikke fik betalt

jeg er den regning
du ikke fik betalt

- - - -

Lunøs

2011-12-09T14:31:00.001+01:00

- - - -

tænderne maler

fibrene ordene

knuses grundigt

før de sluges

for det

er som det er

i dag en ond

orddag står mejslet

under månens vanvittige

blik får alt

til enten at

se fordærvet eller

bare uspiseligt ud

kommer der

ikke mere end

hvad allerede

er og det er

mere end

rigeligt mere

end nogen bør

håndtere alene kan

man ikke meget

nej ikke

meget

- - - -

Når jeg er i Århus

2011-12-05T13:55:00.001+01:00

- - - ( o ) - - -

Når jeg er i Århus, kommer noget i mig i tanke om det virkelige lands historie. At jeg er en et fortidslevn. At de, der bor i Århus, for flertallets vedkommende også er det, men at de er fortidslevn fra en anden fortid end min. At det virkelige lands historie ganske konkret er et diktat, fra endnu uforståede gener.

Når jeg er i Århus, starter det som regel godt, for jeg har lært mig hvordan århusianere ser sig selv, og følgelig ønsker sig anset. Jeg er dygtig til at lade mennesker blive i de illusioner, de bringer til mit torv. Jeg er dygtig til at lade mennesker blive i de illusioner, de bringer til de torve, jeg gæster.

Når jeg er i Århus, lader jeg som om jeg kan lide det. Jeg smiler som en indfødt med amerikanske tænder og læner mig gavmildt ind i ligegyldighedens mange sociale spil, der synes uudtømmeligt forekommende og kontinuerligt, men fantasiløst improviserede, under det hér tilsyneladende evigtgrønne tema ’ikke at røre jorden’, under Jorn.

Når jeg er i Århus, mærker jeg en mægtig urkulde, noget, der risler og rumsterer op og ned ad ryggen, noget, jeg ikke mærker i andre byer. Varde, Svendborg og Sorø har aldrig mødt mig med dette. Varde, Svendborg og Sorø har aldrig fremkaldt disse billeder. Varde, Svendborg og Sorø er bare byer.

Når jeg er i Århus, klæder jeg mig præcis som det hér forventes man gør, og ifører mig ud af lammende kedsomhed en imaginær såkaldt humanistisk grad fra det lokale provinsuniversitet, fem-seks udgivelser om f.eks. senmoderne diskursanalyse og tværsproglig, postkolonial semantik, under det moderigtige, men ganske fiktive bælte.

Når jeg er i Århus, lægges stemmen to oktaver op. Århusianerne ved ikke som jeg, hvorfor de bliver bange for den autoritet en mørk stemme indgyder dem, så organet lægges i intetkønslejet, Århuslejet, der er et estimeret gennemsnit af hvordan Århusianere forestiller sig Tin Tin ville tale, hvis han talte Århusiansk.

Når jeg er i Århus, er jeg således en interessant person. En interessant person, efter de specifikke, lokale normer. Ellers bliver man ikke betjent på byens hysterisk overvurderede og dyre beværtninger, og må drikke olie og urin fra det døde vand i kanalen.

Når jeg er i Århus, skærer min sjæl tænder under trykket af den fremherskende erstatning for ånd; jeg allierer mig derfor med den ignorerede og underkendte grimhed, den diminutive bykerne er omringet af, i endeløse, tykke betonbræmmer og finder min styrke i den virkelighed, der står bevæbnet og klar, foran byens usynlige porte.

Når jeg er i Århus, mærker jeg dét jeg har mærket, siden jeg som barn først besøgte byen: denne voldsomme, instinktive fjendtlighed, indpakket i stupid og påtaget jovialitet. Jeg vejrer morgenmuld, syngende jern og frisk blod.

Når jeg er i Århus, ser jeg bag mine øjne, mens der ironisk pludres, flirtes og besnakkes, ilden. Ilden, der fortærer alt i ubundet, rasende vellyst og følgende asken, der lægger sin fjerlette trøst som en svalende hånd over de feberramte landskabers tømte, østjyske pande, og til sidst, de lifligste spirer af de glemslens lysegrønne bøge, der igen skal bemægtige sig denne fejlslagne kyst.

- - - ( o ) - - -

OUTRUN

2011-11-30T12:51:00.001+01:00

kørte til kyst
på vredens dæk,
intet på jorden
kunne holde
noget tilbage

hajglæden stor for
det er den når
tempoet er højt,
bliver ved
at være det

kørte faktisk
så hurtigt huden
blev flået af
vinden ud ad
vinduerne, straks
opløst, under en
hysterisk sol

nåede et
mål stoppede
klart op ved
vandets væg blev
målet opklaret

så vreden sive ud
blive til en lille
stormfugl højt i
flugt fra grå pande
over en bølges
skumhvide tinde

skød den grinende
under vinden kastede
den i vandets grådige
mund slugte den, brølede alt
rødt, alt rødt igen
af grin

isningen efter
alt fordunklet,
tilbagerullet
til start,

det mistede liv
hvæser i faldet, hvisker
det ikke var andet
end et forsøg
der nægter
at være et forsøg,
en pletblødning blot,
i universets hjerne

Sort Luftanker, opfald 5.

2011-11-26T12:07:00.001+01:00

- - -

"...there's a scream in the night

and you wonder 'who could that have been?'.."

dirrende grønne nåle delvis

blå himmel, små skyer et

plettet spejl i pytter driver

synet bagud mod hvidt

intet som helst at

gøre nu suser

det igen

"..this whole friggin place

will be down to the ground.."

temperaturen er høj

temperaturen er lav det

betyder vitterlig intet

her bag glasset sidder det

enogtyvende århundredes mand med

smerten i kroppens længste celler

som eneste vidne

"..they're moving the shadows

where no one can see.."

kulden har bredt sig

fra centrum af årene til

knirkende spidser kalk

mod plastik den tynde hud er

hvad der skiller os nu

er der ikke langt

igen

"..kill them now or later.."

- - -

slotsnat

2011-11-21T17:08:00.001+01:00

- - -

mosen er tørret ud, nu

tømt, væden koncentreret i en

skikkelse, der spiller fløjte på

bredden, dufter af græs som

sidst, for firs årsiden,

smiler, af alt det mennesker

spiser gift for at leve

med, sidder nu kun inde

med præcis hvad er tilfældet,

er glæden selv, under alle

vejrlig, våger, som en anden

sol, over mark, strand og skov

- - -

i kongeværelset

hvor jeg fandt dig

var gulvene tynde

fine plader af sten

der varsomt betrådtes

før udsigten og tøjet

blev glemt

- - -

nu en anden end han

der gik ind ad døren

med krop på, men fint

nok, ingen alarm, for der

var to andre klart udtrykte

figurer, vitale, fysiske variationer af

af entiteten der ser dette;

de mundhuggedes om den plads

i sengen noget alligevel vidste

rettelig tilhørte han, hvis synspunkt

endnu står og ser dette,

lydløst grinende af hele det

tåbelige optrin, mens der alligevel

fornemmes noget mere, noget af

konsekvens, måske en, hvis farlighed

sejler forbi den tredjes syn,

under uforståelige sejl, røde sejl

- - -

Hamre

2011-11-17T16:54:00.001+01:00

- - -

så går jeg fra dig om natten

så går jeg ud ad døren

så går jeg ind ad en anden

så ser jeg den anden dør, der også er min

så ser jeg det andet hus, der også er mit

så ser jeg de hamre jeg samler op foran huset, er mine

så forstår jeg, jeg er ved at bygge om

så forstår jeg, jeg er ved at bygge til

så ser jeg den anden kvindes ting, spredt over gulvet i stuen

så sanser jeg hendes nærvær, under en ufarlig rislen

så hører jeg hende stønne åh, ovenfra

så hører jeg hende blidt mumle, klage sig lidt

så lægger jeg de hamre, uden en lyd

så folder jeg hendes parfumerede tøj, i nydelige stakke

så forstår hun jeg ikke går igen

så lader hun dynen rulle af sig, men ikke helt

så trækker hun mig til sig, hendes varme hud stadig let fugtig af bad

så kysser jeg hendes fyldige, bløde læber: grådigt fløjl

så lærer vi uden ord

så lærer vi om hinanden

så lukker vi øjnene

så falder regnen som englefingre på tagets trommeskind

så smager hun mig af den tidlige sommers vind

så danser tavse lyn under horisontens evige blå

så leger vi der ikke er andet, til vi tror det igen

- - -

på bakken

2011-11-02T18:14:00.000+01:00

Jeg sidder her
på toppen af
en bakke der
ikke har forandret
sig meget siden
dengang. Men
det har jeg,
til gengæld.

Selvom jeg kan
fornemme huset
herfra, ansporer det
ingenting, bare en
mur af tredje måske
fjerdehånds savn, en
falsk bevidsthed et
gærde, der for længst
er blæst omkuld, afviklet, af tidens
blinde gang.

Fem lys brænder
igennem dalen
hvor tågen ligger.

Hestene sveder klamt
under dens grå hånd.

Jeg er hjemme.

Nu husker noget
glæden ved
farten ned ad
bakke pas på!
vejen er næsten
skjult, må bremse,
alt går i hvidt,
med et hvin
ligger drengen på
gaden hans lille
hoved flækket
af grin.

Du var aldrig med os
ude, du gik altid alene. Hvad mon du
læste under udsigten.
Du fik i hvert fald suget dine lunger fulde af død, fra eksotiske steder, som Virginia og Tyrkiet; du gav gerne en lunken sodavand,
når vi kom tilbage. Passede fint, om vinteren.

Jeg har rejst tusinder
af kilometer væk
herfra, men ved
stadig ikke noget
der er bedre at
vide, end før.

Nogle mennesker
går i de sparsomme,
danske højder for at
glemme hvor de er.

Jeg går herop for
at huske, når
kalenderen har
drejet sig længst
væk.

Det hele er brunt
gyldent, gult. Nu
venter noget bag
disse halvnøgne
buske på gråden
over deres første
døde ven. Den
kommer ikke.

Jorden
under beskuerens
fødder er den samme,
lige godt.

Jeg rejser min ikke
klogere krop,
tager handsker på
de gennemsigtige
tastaturfingre, går
hjem til det andet
hus, der ikke er
langt derfra.

Lysene er
næsten tændt og
tankerne går ud
til de organismer der
for millioner af år
tilbage lod livet, så
der kunne blive kamp
mod mørket, lige nu.

Jeg er taknemmelig,
på min egen måde.

Thorkild Hansen

2011-10-27T14:31:00.003+02:00

- - -

Thorkild Hansen
Tho-Tho-Tho
Thorkild Hansen

så dig i TV
sort hvid
sur i skralden du
fandt dig ikke
i pis eller
det gjorde du måske
alligevel du
trak dig i hvert fald
tilbage fra
scenen fra
alle de uselvstændige
medløberes anklager
deres aggressivt manifesterede
misundelse tolkede du som
aggressivt manifesteret misundelse en
udmærket tolkning

Thorkild Hansen
Tho-Tho-Tho
Thorkild Hansen

den danske ener har
det aldrig nemt nej
der er sådan noget
som kærlighed der
også behøves
sådan noget som
synlighed i det mindste
at blive bekræftet i
at man eksisterer

Thorkild Hansen
Tho-Tho-Tho
Thorkild Hansen

døde du mere bitter
end du lod konen vide
var du bare endnu mere
den gentleman du så
ud til at være den
opretstående figur den
karakter der ikke
er plads til aldrig
er plads til
i danskernes sociale
udligningspsykose

Thorkild Hansen
Tho-Tho-Tho
Thorkild Hansen

der er stadig ikke et sted
til din type under
den mentale og
følelsesmæssige damptromle
dette lands beboere
udgør for hinanden for
altid fladheden
som uerkendt ideal for
altid dyb tragik når
skæbnen sin enorme
størrelse til trods
forbliver formørket

Thorkild Hansen
Tho-Tho-Tho
Thorkild Hansen

men du gav
eventyret i historien gjorde
et kompetent og behjertet
forsøg på at servere
virkeligheden bag
det glemte Danmark for
første gang på
dansk en prosa af
klart koldt kildevand i
levende billeder de
store bevægelser de
store påstande der
er alfa omega for
åndens vækkelse for
den reale refleksion
over positionen
i verden en vital
hovedhjørnesten hvis
litteratur skal være
andet end blot
narcissistisk brakvand i
den døde sorte mose der er
kedsomhedens eget
tempel der er
kedsomhedens eget
hjemland der er
landet her
der bare er
og er
og er

Thorkild Hansen
Tho-Tho-Tho
Thorkild Hansen

- - -

Serviceminded

2011-10-26T17:19:00.000+02:00

- - -

I det følgende vil jeg

give jer hvad I vil

have:

Hermed en kæmpestor, fed, velbarbaret

og solbrun pornopik der aldrig

giver op. Du behøver ikke

længere skamme dig over at

drømme om den, for nu

er den din. Du kan

beholde den. Tage den med

hjem. Lægge den frem på

skænken eller hænge den som

et trofæ, så ingen der

i fremtiden besøger dig,

kan tage fejl af din

intention om at de skal

se den og beundre dens

venesprængte overflade, dens æggende, iboende

potentiale, etc.

Ok? Godt. Men der skal

også være lidt til kvinderne:

Det er synd for dig.

Folk forstår dig ikke. Du

har fortjent bedre. Du er

meget mere værd, end dine

medmennesker er i stand til

at opfatte, med deres begrænsede

evner. Du er meget, meget

smuk og tiltrækkende. En sand

gudinde. Du har fuldt ud

ret til at realisere dig

selv, for du er fyldt

med uudnyttet genialitet og skaberevne,

som det ville være en

stor skam at lade gå

til spilde. Du skal ikke

længere lade alle de misundelige,

smålige og små mennesker stå

i vejen for din udfoldelse.

Merci, fordi du er til.

- - -

Håndværk

2011-10-25T09:53:00.001+02:00

- - - ( o ) - - -

almindeligheden breder sig uden gift
i de pudsede stuer og
vor helt falder på plads
under en blød skæbnes diktat
mens de øverste lag af
træet behandles som havde det
stadig rødder i skoven det
indtil for ganske nylig var
en svajende, ubemærket del af

Moderne Logik

2011-10-10T08:45:00.000+02:00

- - -

fredag er lig med lyst

fredag er lig

fredag er lystige lig

fredag er ligets lyst

lystige er fredagens lig

lyst er lig med fredag

lig er fredags lyst

lystige lig

er fredag

er liglystne

er lig

med fredag

altså er fredag

et lystigt lig

- - -

r e v i t a l

2011-10-05T15:00:00.000+02:00

- - - -

hun går med bare tæer

græsset vugger spidserne

duggen prikker hendes hud

det er endnu morgen

lyset trækker farven ud

somme tider kan man se

noget er sket men

knoglerne bliver

under jorden i dag

vi holdt så meget af jer

landets pragt var vores pragt

I så det ikke, vi så det ikke

uden hinanden uden os

er der intet i disse landskaber

i disse byer hvis tårne

står dunkle hen ringer hult

over en enighed der ikke

længere betyder noget for nogen

skulle have sagt det højt

mens tid var

tiden er en tynd fernis

læger ingen sår

slet ikke de usynlige der

bæres ud af salonernes

stumme spøgelser

hvileløst planter de tårer

i dygtighedens lukkede bog

skulle ikke have taget hendes hår

hendes klæder

de få

der var hendes

skulle ikke have tømt hendes øjne

skulle ikke have fyldt landet med det

der ikke tåler solen

skulle ikke have gjort det

men det er gjort

det er gjort

- - - -

Sensimilla Fellatio: Had og Golf

2011-10-03T17:32:00.000+02:00

- Arbejdsdesinner og noter til den uskrevne roman ’Sensimilla Felltio: Had og Golf

Du må ikke-nikke aldrig lade nogen eller noget sige hvad du mener, med mindre det kan lade sig gøre at indeholde det du mener, i en konstruktion bestående af en mand, en kvinde, et hus og et barn, samt måske en gennemsnitlig hund, et tilfældigt sted i landet, hvor der måske, måske ikke, er mulighed for fjernvarme.

Du må ikke betinge dig af udsigten fra deres stuevindue, ej heller omtale af den bil de kører i, ligesom du ikke må udvise unødig detaljeindsigt i deres fjernsynsapparat, eller for den sags skyld andre elektroniske aggregater, hverken når disse er slukkede, eller når de er tændte.

Her er det naturligvis underforstået og sagen ganske implicit, at du ikke heller på nogen måde må nævne denne lille menneskegruppes indkomst-og uddannelsesforhold, i dét disse kedsomme omstændigheder, bør være tydelige gennem knæfaldet for, og den skinkehåndede optegnelse af, de velkendte, ny-klassiske, danske litteraturklichékoder om materialismens destruktion af menneskesjælen og en tom tankstation og tra-la-la.

Du skal sige det, med en seksuelt udhungret midaldrendes mands evne for beskrivelse af hendes evne, til envejstilfredsstillelse af mandens kønsdrift.

Mandens kønsdrift skal naturligvis, skik følge, eller Politikenanmelder fly, bog ende ulæst og ikke-distribueret til makulering og almen spot, være det eneste centrale, farlige og potentielt destruktive, for vort i forvejen gennemført kedelige set-up.

Du skal vise, hvordan hun forhindrer ham i at gå fra sig selv, gå fra hende, gå i spåner, gå i opløsning, gå i Brugsen, ved hjælp af frivillig dygtiggørelse udi dybhalsningens ældgamle og universelt parforholdsfrelsende udglatningsmekanisme.

Du må altså gøre det helt klart, at hun ikke bare må udvikle legendarisk mesterlighed for opbyggelsen, tilbedelsen og den før-ligestillede veneration af vor mands prægtigt gennemsnitlige organ, men sluge, sluge det hele, og gøre dette, med et professionelt glinsende smil, der ikke vækker vor mands mistanke om hverken kvalme eller hemmelig udspytning, i litteraturens tjeneste.

Du må vise læseren at hun, ligesom hendes medsøstre i samtidsromanbranchen, er villig til at gøre rigtig meget, for at gøre det nemmere for sig selv.

F.eks kan det være en fordel at lade hende affodre ham med meget lidt aromatiske og stærkt krydrede fødevarer, således at smagen i hvert fald ikke er det, der får hende til at knække sig.

10)

Er det volumen der er hendes problem, må det på det kraftigste frarådes at give ham æg, og andre stærkt proteinholdige varer. Naturlige afrodisiaka som løg, hvidløg, asparges, østers etc, er naturligvis helt udelukket.

Min Sommerferie

2011-10-03T17:20:00.000+02:00

minder lidt
om 2007

det år
regnen kom

regnen
med sit eget
diktat

om hi
og radiatorvarme

men også
den regn vejret
ikke magter

- - -

en enkelt aften
ude skulle mægle
mellem vinen
og dens ven

ikke altid nemt
at holde balancen
mellem liv
og død

valgte
at tage
begges parti

- - -

ellers mest
maling

fugtbalancer
man kan styre
ved fornuftens hjælp

3 ugers tørretid
til sidst
en tur til Thy

nok bedre at være
ude i det
end ude af den

kommunikationskrisen 2.0

2011-09-30T14:14:00.000+02:00

- - -

hun
hun
hun

spørger
spøger
spøg

han
han
han

sørger
søger
sø

Faldtid III

2011-09-08T11:07:00.000+02:00

- - -

vidste noget

men glemte det undervejs til nu

det er ikke frihed

det er bare kaos

forvirring

ikke det kaos

der blomstrer i farver

føder vilde og smukke ideer

ikke de blomster

ikke de ideer

ikke andet

end forvirring

flytbare brikker lettere

mere urealistiske

end sidste års pollen

i denne sommers vind

er vejen tilbage til novembers

krakelerede kop

allerede brolagt

med erstatningstanker og lugten

af is og muld

- - -

Faldtid II

2011-09-08T11:05:00.000+02:00

- - -

med blege hænder
kridtes efteråret
fast på kalenderens
våde tavle

alt hvad gøres
fra nu af lugter
af jord indtil frosten
spærrer vandet inde

høstmånens komme
er en fest i fortiden

kan høre deres
viser samt udbrud af
latter under mudderet
i bakkerne

vandet gør dem
utydelige som sange
under vand utydelige
som årstiderne

september selv
dog stadig erindret

ved lydene der
ringer glasklart ind
fra fjerne tiders
høje himle

- - -

Vertikalt Kardiogram

2011-08-19T09:12:00.000+02:00

weyland
yutani
dryp
dryp
kold hud
døde nerver
evigt efterår
syntetiske nudler
elektriske gopler
i pytterne
firsersprog
i mundene
alt ude af tid
ude af sted
ude af sync
med sig selv
klar til
weyland
yutani
dryp
dryp
kold hud
døde nerver
evigt efterår
syntetiske nudler
elektriske gopler
i pytterne
firsersprog
i mundene
alt ude af tid
ude af sted
ude af sync
med sig selv

s p e e d

2011-07-21T11:25:00.000+02:00

der trykkes noget ind

   intet i denne verden
   kan få mig til
   at lade være

bortset måske
fra døden

men ellers er der intet
i denne verden

der kan få mig til
at undlade at kommentere
det liv

der i stadigt
højere tempo løber fra
mine øjne ned

i erindringens
tvivlsomme indsø

   indeholder blandt andet
   salt vand og sure pytter
   men også kalkfrit klarsyn
   på rolige dage endda glædesbobler

der trykkes noget ind

intet i denne verden
kan få mig til
at lade være

bortset måske
fra døden

men ellers er der intet
i denne verden

der kan få mig til
at undlade at kommentere
det liv

der med stadigt
stigende hastværk
føres ud

af cellerne og ind
i andre for hvad
det er værd

MSF

2011-06-17T18:04:00.000+02:00

M an ser
a t de
s amme billeder
t ages i brug
o g misbruges
d agligt.
o rdfattigdommens tableauer i
n ærsynede rammer
t eleviseres cyklisk
i ndfører visuelt skærmens
s ygeliggørende
k rampetrækninger
e vindelig, evindelig.

S andheden til
a fhøring i
t rivielle studiers
a nimositet. skruppelløs
n ederdrægtighed normen
i nden aftensmaden.
s iver ordene om
k olde fantasiforladte fakta
e fterprægnant, inciterende.

F orskelle
j ævnes hårdhændet
e galitært. Bestemt af
r ene hjerters
n edtur begynder helvede
s nart forfra, kun
y ndeforladt
n aturstridig propaganda.

m æ n d k a n i k k e m u l t i t a s k e

2011-06-08T17:49:00.000+02:00

- - -

hun begynder at tælle hans
stavelser som var der deri
noget at hente måske en
esoterisk signifikans a la den
art man lærer at hælde
ned i forfatteres ellers mestendels
ligegyldige tekster for at opnå
bedre karakterer på danskstudier og
den slags mens hun bemærker
hans tynde fingres spejling af
hans bitte små porcelænsfødders hurtige
association til størrelsen af det
centrale organ der i hendes
hoveds biograf ikke ligner noget
der kan fremtvinge orgasme i
en organisme større end en
kat som den hun under
alt dette ivrigt kæler for
som var hun aldrig selv

- - -

s o l s t i k

2011-06-07T21:22:00.000+02:00

- - -

Vildt blæser vinden
Solen griber jorden
Vildt blæser vinden
Solen griber jorden
Vi er derude igen
Går fra sted til sted
Vildt blæser vinden
Solen griber jorden
Vi er derude igen
Går fra sted til sted

- - -

strø

2011-06-02T14:26:00.000+02:00

- - -

Strø, når den absolutte oplysning bare er ét uperfekt sted af mange, at se verden fra. Strø, når universets egenklang er en ironi over den jamrende tone, der drejer halsen om på svanerne, i en kunstig sø. Strø, når du bare taster uden retning mod nogen, eller noget. Strø, når du bare fatter, uden ønske om fortælling. Strø, når du har noget at fortælle dig selv, der ikke kan vente. Strø, når du ved du skal dø. Strø, når døden uden videre viser, hvad dén ved, om dig. Strø, når dit hjerte igen overraskende fyldes, af irgrønt had til de, der aldrig har gjort andet rigtigt, end vise dig, du ikke uden forudbetaling har ret til plads i det magiske tog, der hedder verden. Strø, når huden fristes af al den kærlighed, der er lettere end fjer. Strø, når nødvendigheden er en ulmende fakkel ved højlys dag, hvis usynlige flammer slikker din sprunkne kind. Strø, når du har skrevet dig igennem dagen, som var den blot en tænkepause for natten. Strø, når de klaprende fingres dans, bliver dig den lifligste og eneste musik. Strø, når det uafviseligt, pulserende levende, er hvad du må begære og tilstræbe, og således i din grundvold værdsætte den menneskelige eksistens, eller være dit kald utro. Strø, når tilbøjeligheden til at fremvise resultatet af det liv, dit liv, melder sig uden hverken anger eller skruppel. Strø, når du ved at det liv, dit liv, bare er en skriveøvelse.

- - -

produktiv

2011-06-02T14:16:00.001+02:00

...

jeg er meget

produktiv

især knaldes der

mange tynde tekster ud

af cerebrum

når jeg kan mærke

slutningen koldt kigger med

over de dirrende skuldre

ved jeg godt

du synes

det er

for dumt

for meget

for dårligt

men til det

må jeg bare

spørge

hvad gør du

...

V E N

2011-05-30T16:19:00.000+02:00

hvis du virkelig
var der til stede
måske vågen i
det du siger
ville jeg sikkert vælge
at svare men
det du siger
er ikke andet
end skygger kastet
af menneskeskabte skyer
over et land
der allerede ligger hen
mørklagt
7 måneder ad gangen

Filmnyt

2011-05-26T17:46:00.000+02:00

Privates of The 4 Caribbeans: USA / Drama / 2011. Her er der tale om en art tropisk apokalypse i eventyrlige og letforståelige gevandter; et væld af Hollywoods a-listers klæder sig ud i fjollede karnevalsdragter for ikke at blive genkendt af anmelderne, og tager på pornoindustriens foranledning ud i det blå for at lede efter de 4 største pikke på den sydlige halvkugle, på et skib, der kun findes i hovedet på en svært overvægtig og coladrikkende programmør ved navn Dave, der trods sine 37 år, aldrig har rørt en levende kvinde.

Den Dag Allan Simonsen Flyttede Hjem

2011-05-10T16:41:00.000+02:00

det vender sig
somme tider
imod een
a l t d e t l i v
knækker sig
drysser sig
sagte ud af hullerne
i glædens pastelvægge
som er usynlige
for de der gør
i egne nælder
får ildelugtende fingre
hvis oprydning forsøges

Langeben

2011-04-22T20:43:00.000+02:00

Man kunne vel stille spørgsmål ved billeder af beskidte, brændende storke, der skrigende lander med ådsler i næbbene, på husenes tage, i byen, på vej hjem fra noget.

Men opmærksomheden gik, som en sølle trøstpræmie fra et bankospil i provinsen, til den paniske rute der var valgt, og som betød, at alle de byer nogen nogensinde har færdes i, smeltede sammen til én stor labyrint af flydende stenarter og stinkende affald, fra tusinder guders husholdninger.

Hvorfor fortiden er det eneste bøjelige element i hovedets rustne stjernetåge, er stadig en gåde, men ikke som før, en spændende og pirrende af slagsen; den tjener nu mest som et konstant permuterende relief af bølgende smerte og langtids-parkeret håb, en illusionernes losseplads, hvorover de samme forkerte storke kredser øjenløse; i svimlende blinde cirkler gør de indhug i æteren, som forbandede sjæle, fra en anden planet.

Hænderne prøvede først med elastikker. Så sten. Derefter alt hvad der var, i nærheden. Fandt til sidst redningen, et trøstens jernkors, i form af en prægtig riffel, med hvilken fuglene plukkedes ud af den skidne himmel, som var de engle i det 21. århundrede.

Nydelsen var grænseoverskridende; for hvert brag og træf, for hvert eksploderende, styrtende fjerkræs fald, lysnedes dagen, som ved ægte soles fremkomst, og da skiltes nattens dybe vision fra realiteternes svedvåde sommerdyne, nu kun sammenklistret af sansernes egne bomuldsbriefs, der sandt for dyden både er gået af mode, og er et nummer eller to, for små.

V I V E L E V E N T

2011-04-15T14:44:00.000+02:00

du svævede din drøm / uden sko / over gulvene

snart kendt / af de fleste / var vi ikke sammen / mere

troede som de andre / vinden vendte sig / imod os

men det / var ikke sandt

vi vendte os / imod den / og tabte

dagbogsindslaget 'Dagbogsagtigt'

2011-04-06T23:51:00.000+02:00

mig:

den her dag
har været gennemført ulidelig

min hjerne gik fra mig
allerede fra morgenen
sad den i en skruestik
et fysiologisk baghold

en trykken i centrum
af virkeligheden krydret
med åbninger mod det sorte rum
hvor hele universet knak
på een gang

det er sikkert sådan
det er
at miste det hele

det er ikke slut endnu

jeg falder ud og ind
af en tilstand
af neurologisk kvalme

alle mine celler skriger
stumt ad hinanden

med deres små mundløse sfærer
dirrende, sitrende, vibrerende

jeg troede virkelig
at det var nu
jeg gik fra mig selv
i formiddags
virkede det sådan
jeg tog åbenbart
fejl

omverdenen:

***** ******* siger man skal hæve sig
over det dagbogsagtige

få læseren til at føle noget

hvis du græder
skal du få læseren
til at græde

hvis du jubler
skal du få læseren
til at juble

hvis du føler kærlighed
skal læseren
have kærligheden at føle

hvis du er et uhyrligt selvsmagende PR-geni
må du lade læseren vide det

hvis du har fortjent
mere beundring, veneration og respekt
end alle andre
må du forsøge at opnå det
hele baduljen
fra læseren

nægter læseren
er læseren en idiot
der sikkert skriver dagbog

tough job men ok

du må bare ikke skrive dagbogsagtigt

han er garanteret forfatter ham

eller intellektuel
eller sådan noget

kender ham ikke

sjovt det

jeg har hørt
en masse meninger fra ham
i forskellige elektroniske medier

elektroniske medier
er billige

det er de ord
der formidles i dem
som regel også

men jeg har ikke læst
så meget som et ord
fra hans forfatterskab

det er meget moderne

han har i hvert fald
købt sig en hel del
udgivelser

indenfor
de sidste par år
har han i offentlighedens øjne
været med til at låne
de ikke-editerede amatørudgivelser
en vis kredibilitet og seriøsitet

han nagler i hvert fald
ligesom bare totalt præcist
al den uspiste yoghurt
der nogensinde har kogt
i en glemt skraldespand

det er nok derfor
han ved så meget
om hvad
det rette er

ordkraft

2011-04-04T11:25:00.000+02:00

I ligger det vel af
de første 5 minutter
er som bekendt gratis

gratis som i teenagesex
for en bakke jordbærshots
i jomfru ane gades
sodavandsapokalypse

hvis solen den dag
står højt på aalborgs
gennemsigtige himmel

hvis urinstanken den dag
blæser mod øst og
pizzabagerne smiler

er det tid at hviske
I kender mig ikke
mumle til katten at
det er med vilje

med tasken dryssende
stadig fuld
af alt det
I ikke får se

flytter jeg ind
i en have af sten
mens I lukker
slangeøjnene
leger byen
har en sjæl

kræver det
sit ego
at deltage
eller ikke

m r p e n i s

2011-03-31T13:22:00.000+02:00

mr penis er
mr penis er din ven
mr penis er min ven
mr penis er vor dybeste relation
mr penis kan lide dig
mr penis gør dig glad
mr penis kan du regne med
mr penis er glad for at se dig
mr penis er ligeglad med appelsinhud
mr penis er ligeglad med om han er første eller sidste gæst
mr penis kan nydes på alle tider af døgnet
mr penis er til alle former for opmærksomhed
mr penis saft er sund
mr penis saft er nærende
mr penis saft smager af livet selv
mr penis vil gerne nusse
mr penis vil gerne holde i hånd
mr penis elsker din store fede røv
mr penis elsker din lille touche
mr penis elsker dine store tunge hængebryster
mr penis elsker dine fine små håndfulde
mr penis elsker din dejlige saftige damekusse efter 4 fødsler
mr penis elsker din lille lyserøde pigefisse
mr penis elsker alle kvinder lige højt
mr penis taler alle sprog med James Bondsk selvfølge
mr penis er rejsende i nydelse
mr penis er bestemt ikke racist
mr penis synes det er sjovt at blive straffet
mr penis synes det er sjovt at blive tilbedt
mr penis synes det er sjovt at blive leget med
mr penis synes det er sjovt at være med
mr penis vil gerne helt ned og hilse på din frokost
mr penis vil gerne helt op og hilse på din frokost
mr penis er altid flot og veltrænet
mr penis kan få dig til at elske
mr penis kan få dig til at smile
mr penis kan få dig til at græde af glæde
mr penis kan åbne dit tredje øje
mr penis kan sende dig ud i rummet
mr penis vil dig
mr penis vil dig det bedste
mr penis vil dig igen efter 10 min
mr penis vil dig igen efter 5 min hvis du nulrer hans kugler
mr penis vil dig igen efter 2 min hvis du suger godt
mr penis vil dig igen uden stop hvis du lader ham fortsætte
mr penis vil dig altid lige meget hvad hans Sherpa får af ideer
mr penis vil dig altid lige meget hvad
mr penis vil dig altid
mr penis vil dig
mr penis vil

kok den hammer: vi er rede til handling!

2011-03-30T19:59:00.000+02:00

.. ………………………………._¸„„„„„„_
………………………... „--~*'¯ … …….'
……………………… („-~~--„¸_ …….,/ì'ì
…………………….¸„-^"¯ : : : : ::: : :¸-¯"¯/'
………………¸„„-^"¯ : : :: : : : : : : : '¸„„,-"
**¯¯¯'^^*^*'"¯ : : : : : : : : : : : : : :¸-"
.:.:.:.:.„-^" : : : : : : : : : : : : : : : : :„-"
:.:.:.:.:.:.:.:.:.:.: : : : : : : : : : ¸„-^¯
;;;;;;;;;; .::... : : : : : : : ¸„„-^¯
:.' : : ' : : : : : : : ;¸„„-~"¯
:.:.:: :"-„""***/*'ì¸'¯
:.': : : : :"-„ : : :"
.:.:.: : : : :" : : : : ,
:.: : : : : : : : : : : : 'ì
: : : : : : :, : : : : : :/
"-„_::::_„-*__„„~"

l a n d g a n g

2011-03-29T12:31:00.000+02:00

venstre halvdel
melder klart skib
det knirkende træmonster
et rasende mylder
af stålsatte mænd
i rå overlevelse
vokser kranierne bagud
øjnene smalnes
under kampskær

kuling nu fra øst
blodet hurtigere
end nogensinde
før det første dybe brag
splintrer luften
som livets egen forløsning

landsat nu fri
af røde egegulve
findes græs
gyngende grund
gudefri under
min kommandos drabelige jernfødder
kvases forårs blomster
i nærbillede
af eksploderende stilke

ses nu skibe opslæbte på vold
ligger bag
vor linje
da afvente vi
i tavshed
musketterne knuget
bag hvide knoer
ligger
i endeløs række
alle med øjne
låste på husene
målet
mod vandets klare
front blå kommer
et sølvsignal nu
ilden
underkaster sig
igen himlen
som torden

ser snart
vi falder
som dug
for sydende sol
beordrer baghold
med økse
alt skarpt draget
i hænde
lister da om banken
rundt til solen
står ret af vor ryg
i fjendens øje

på fredens side
en sti
iblandt sten
og roser røde
vi finde

bløde hænder
uden fortryd
beskytte de børn
den evigt
forpligtede kvinde

de rynkede
gamlinges skræk
en lyst at skue
et kys
fra rædslens tinde

de blottede barmes
dirrende hud
trygler videre liv
bag blodets mareridt
at vinde

da drages snapt våben
for bekymring deres
samt sorger alle
nådigt
at bringe
til ende

Bedriftstidninger

2011-03-28T16:52:00.000+02:00

netkravl
tidligt
som sent

sporten kort
en lørdag nat

immer væk
solo
tag fat

liflige grå
perlers løb
fra rødsvulmet
nøgenhat

daled' i skjul
bag saftige
urkuglers
afrohæk

samleds' der
så nydelig'

som en ganske
mægtig klat

Hedens Sand

2011-03-25T17:50:00.000+01:00

Jeg fødtes som en meget rød og vred baby, har jeg fået fortalt af de der var så uheldige at være tilstede, mens jeg kom til verden, under en øresønderrivende, arrig vrælen. Senere, var jeg efter min morfars udsagn håbløs som vordende klaverbarn, fordi jeg hadede så meget, at jeg ikke kunne koncentrere mig, og fik krampe i hænderne. Da jeg blev teenager, var der et kort ophold, en art langtrukken, biologisk klynken, mens hormonerne tog over, og jeg kunne springe ud, som afsindigt vred ung mand, med ekstra fysisk kapacitet for vold og aggression. Denne fase erstattedes umærkeligt af min nuværende tilstand af vred, voksen mand.

Jeg fødtes som en meget sød og glad baby, har jeg fået fortalt af de der var så heldige at være tilstede, mens jeg kom til verden, under en øreforkælende, musikalsk pludren. Senere, var jeg efter min morfars udsagn lovende som vordende klaverbarn; fordi jeg var så glad, kunne jeg koncentrere mig længe og fik aldrig krampe i hænderne. Da jeg blev teenager, var der et kort ophold, en art langtrukken, biologisk jublen, mens hormonerne tog over, og jeg kunne springe ud, som afsindigt glad ung mand, med ekstra fysisk kapacitet, for glæde og godt humør. Denne fase erstattedes umærkeligt af min nuværende tilstand af glad, voksen mand.

Status

2011-03-10T17:14:00.000+01:00

lukker mig / for nu / om mine sølle stumper /
og smuler / finder / det nærdøde spirelag /
under tidens onde jærtegn / hvor erfaringen /
vokser baglæns / ud / af oplevelsens tyranni /

Peschisolido

2011-02-28T19:16:00.000+01:00

leder løst og fast
blandt vragene
på nettets bund

fisker forestillinger
om sjæle jeg selv
har sat ud

eftertiden her
er hverken kort
eller lang bare
uendelig strand

det menneskeskabte
rum ulmer dog
sælsomt varmt
i nat

funkler millioner
af pixels ensomt
men ok

over spisebordets
forladte patina glimter de
spejles svagt
i andre møblers
glatte træ

knipser lydløst
fortidens lugte
kroppe og pizzabakker
ud af sans ud
af sted

som ingenting
som var det
virkeligheden selv
der var på spil

Solo Han

2011-02-21T20:17:00.000+01:00

stormpuls / sidste fredag / kastede øksen /
flot / fra land

nutid / til solo / nu tid / til solo

fangede kildevældet / læskende blodstrøm / under nattens /
historie / flinke / glitrende æg /

nutid / til solo / nu tid / til solo

barnesko / hullet fin / fundet /
under skoven / griner uden videre / igen /

nutid / til solo / nu tid / til solo

spiste råt kød / i rede / af rødder /
beskyttet frisée / gloede langt / efter indholdet /
kom ikke / hér

nutid / til solo / nu tid / til solo

jeg gider ikke høre / mere / nu tid til solo /
jeg gider høre /

nutid / til solo / nu tid / til solo

opfinder regler / for / teksten /
er totalt / ligeglad / gør det /
alligevel

nutid til solo / nu tid / til solo

svage tryk / på hårde sætninger / hvad fanden /
gør det / når man / kun /
skriver til skuffe / lse

nutid til solo / nu tid / til solo

otte til seksten / krydsrim / fem syv fem /
er røv / og nøgler / når man /
kun / skriver til skuffe / lse

nutid til solo / nu tid / til solo

alverdens intensive / træning / spildte timers /
dygtige dygtige / grundige / foragt /
for livet / ventede ikke /

nutid til solo / nu tid / til solo

gør ikke / hverken / til eller /
fra / gør skie' / gør'et /
som vi sagde / her omkring / i 86'

nutid til solo / nu tid / til solo

10

2011-02-17T12:48:00.000+01:00

Jeg var dig i nat. Det startede ellers fint, med klare skel mellem hvad der var mig og dig, men så stjal jeg den bil, den hvide bil, hvilket jeg efter aftenens og nattens senere tildragelser, nok ikke skulle have gjort.

Du bor forbløffende stilfuldt og, din sociale position indregnet, besnærende enkelt. Ikke stort, men tilpas, så enhver kan se at det ikke er der, i lejlighedens rum, du bruger det bedste og det meste af din tid.

Hun var der også. Samme humør, energien intakt. Ingen problemer i dén trekant. Vi nettede os og gik ud, skulle efter aftale finde et sted til drinks, før maden, før mere.

Du, dvs. jeg, kendte bagindgangen. Sidst jeg var der, var der ikke 4 enorme etager, snarere blot et lille, underbelyst lokale i en kælder. De blev øjeblikkeligt efter entreen væk. Det gjorde mig ikke umiddelbart noget, for jeg kunne se igennem gulvene.

Du fandt os kåde, henslængte og mod aftale, spisende, grinende, i et hjørne ved et stort afblændet vindue. Måske vi ikke skulle have grinet så meget af dine benovede, lidt naïve spørgsmål, men det kan være svært.

Jeg havde under hele den første del af forløbet bilen sammenfoldet i min moderigtige baglomme, og en snigende frygt for at nogen skulle opdage den. Jeg spurgte flere gange I to, om den kunne ses.

Det var i hvert fald tredje gang jeg besøgte byen, men første gang jeg også besøgte dens omgivelser, dens indfaldsveje, med tankstationer, grå huse og uendelige lyskryds. Centrum var som normalt, aflangt, buet.

Jeg kommer til at bo der, en dag. I kommer på besøg. Du kommer til at bo der, en dag. Vi kommer på besøg. Det er underordnet, bare nogen finder ud af hvorfor den er så tiltrækkende, så falmet gul, så latinsk.

Måske elsker vi hende. Noget kunne tyde på det. Men det smukke er, at ingen af os ønsker at gøre en sag ud af det, ingen af os ønsker at slippe den vellystige spænding der behersker vores venskab, som det er.

Mod slut på den aldrig mørke nat i byens laveste mest løsslupne kvarter, gav jeg hende bilen fra lommen og hun kørte os ud, ikke hjem, hvilket forekom mig at være den mest retfærdige udgang når nu.

s k e l l e t

2011-02-16T17:37:00.000+01:00

faders minder findes
i krukkerne
på havets bund

slås de itu
under bølgeslag

under den dybe
langsomme puls
fra vestens storme

springer fortidens flora
én i møde
som erindring om
lynghedens små blomster
som honnings første somre

som en summen
der dirrer strengene
under vandets
glimtende spejl

som sæsoners toner
nænsomt anslået
uden ramme der
kildrer klipperne
nær skibets køl

men kaptajnen
hører ingen ting

for hans ører
er fyldte
med den jord
han går på

men kaptajnen
fænges ikke
af sødmen

for hans tunge næse
drypper rødt af
flaskeånders post
fra efterlivets kyst

s ø j l e r

2011-02-15T14:12:00.000+01:00

Jeg beskytter mig aktivt, indædt.

Beder mig selv
om styrke til at udvise
den gavmildhed der gavner
uden overlæg.

Jeg spiser ikke meget.

Må være let
når vejen kalder igen,
når kampen er uundgåelig,
må jeg være ren
af krop og sind.

For jeg tror på værdien
af at besejre
den del af mig selv
der intet magter.

n o g e t

2011-02-07T17:58:00.001+01:00

harme landkort / opkogte cortex /

det tredje krydderis / spinkle udvej /

i panden / på en hel / generation /

hvis øvrige øjne / ikke længere /

er andet / end organiske satellitter /

for optag / af mere støj /

fra en ensom klodes / ok overflade /

ingen tid / til drømme /

ingen tid / til det /

der kommer / af sig selv /

må / betyde noget /

må betyde / noget /

t r o p i s k

2011-01-25T14:12:00.001+01:00

vi boller i overpakkede biler
danser tyve år efter en drøm
lyver for det glade barn
i blomstret kjole
svinges datteren blidt
i varm brise
ja hun ler
og regnen falder
som himlens hammerslag
på supermarkedets tag
mens vi venter
på den anden side
mens vi venter
på den købende kvinde
taler jeg med
en smilende illegal
siger mig at alle
de næste messiasser
der bor nær vandet
er ved at blive skyllet væk
siger ham at det er svært
at tjene penge
når folk skal dykke
for at nå ens bar
har-har-har!
godt han ikke lagde mærke
til den skinnende køkkenkniv
jeg af en eller anden grund
stadig har i hånden
halvt glemt i ærmet
selvom gaden er stedet
og grinet er hvad der gøres
mens verden drukner
og vi synes det er fint
og vi synes det er nice
for vi er mere
end lettede over
at det endelig
er forbi

da vi flyttede væggene

2011-01-19T17:22:00.000+01:00

vi skal helt tilbage til det sted
hvor vi gjorde mest punk
det sted hvor vi gav mest efter
for vores instinkter
gav mest efter
for den uovervindelige drift
i mod hvad der foregik
i pigeværelset
et kogende trykkammer af
eksplosiv liderlighed
der ikke et øjeblik stod stille
endsige krævede
andet og mere end vores
totale overgivelse
den gennemblødte dirrende nøgenhed
for satan da alle de vilde kaskader
af mentale blomster var næsten men også
kun næsten for meget af det gode
og vi anede ikke engang hvad det gode var
men vågende midt om natten
i en stofløs kæmperus så
blæste så forskrækkede at de
første bittersøde ekspansioner af dyb
nedtur bragede igennem kranierne ind
i kønnet og op på hesten igen
som var selveste livet på spil
og det var det vel
ja det var det vel
og vi vidste det ikke
og vi vidste i det hele taget
ikke en skid
og det var derfor det var
så forbandet godt
så forbandet godt
så forbandet godt
så forbandet

Keder Dag

2011-01-17T17:17:00.001+01:00

han begynder
at forælde hende
med hans snak

en tågeform
af velsunkne skibe
før tid en skrumpen
af huden klemmer
selvet ud af hendes fine
romerske næse

der hvor gærdet
har lagt sig for vinden
letter han ben men
falder alligevel hele
vejen ind i hendes
pergamentarme

imens kigger
hele bygningen med
over skulderen på
hvad godt er skutter sig
i hele sit grundmurede
udgangspunkt

Kan

2011-01-17T16:42:00.000+01:00

kan maskintid igen kan
smeltet verden kan
billig bronze
kan bambuskopi kan
maskintid igen kan
smeltet verden kan

kan ikke mærke forskel kan
kan ikke mærke kan
kan ikke kan

du

virkelig lære kinesisk kan
du virkelig lære kinesisk kan
du virkelig lære kinesisk

- - (o) - -

er ikke
ham der kan
hjælpe dig kan
nej er ikke
ham der kan

hestestage ild kan
i alle våde væger kan kun
ærgerlig ild kan
i tide med
mudderskred kan
i alle verdener

er det det der kan
menes kan man
når man sagde
druknet
er det
forbløffende

så meget
der kan miste
betydning kan
blive ingenting

når selve verden kan
tabe alle sine veje
til vandet kan
slette så
meget kan
viske ud kan
hviske: ud

Retroblokering

2010-12-13T12:18:00.000+01:00

...

vender pausen
fra blik til indre
horisont et
baggrundsspor af
lykkeligt tabte veje

ser
tidligfirsernes
eyelinerpapegøjer i
egentlighedens øjne

livsknuste æggeblommebørn
med halvfjersernes færdigbyggede
tryghedskabeloner hængende ud
af de skrigende halse

deres pupiller
er endnu stille
store helt sorte
af frygt for lyset

livet stadig
mere
eller mindre
frivilligt lagt
i hænderne
på kræfter
der ikke var
eller er
værd
at bruge
liv på

....

godt
der også var
mønsterbrydere
som Jac
der ganske givet
var for fuld
til at lade sig
medrive
nedrive
af al den monotone
endda villede
kærlighedsmangel
maskeret som gadesmart
kynisme

Facemelter

2010-12-01T15:16:00.001+01:00

I.

det er dét sted
jeg mest har lyst
til at møde dig
lige nu og
det ligger ikke
i drømmene
ikke engang
med lukkede øjne
men helt åbne sanser
for alle cellerne
i kroppen
den vågne
den vågne
de sukker efter dig
vrider sig under tanken
lytter efter det
der ikke ér der
en glædesblues*
for to stemmer
en smilende sang
af kødet
der selv sløret
er harmonisk
lokkende
og vi vil den
og vi vil den
og vi vil den
for den står skrevet
i livets bog
der ligger opslået
måbende hvid
under lyset
fra vore ansigter
der drypper
jordens varme salt
der aldrig
bliver ældre
der aldrig
bliver kedelige
når de bruges
i nydelsens
tidløse tjans

II.

vi glemmer
ja vi glemmer
for en stund
beskyttelsens idé
den fede
lamme sky
af had
over landet
ved hjælp
af kloge
varme fingre
dirrende væv
glimrer vi
glemmer vi
gør vi
biologisk oprør**
orgasmer os ud
af Danmarks knurrende
køleskab hvor alle
ellers hænger på
rædsomme rækker
klirrende kæder
og kroge
tager vi faldet
hiver vi
stikket ud
smækker døren
men fjerner dog
først
de små perler
af lyst
fra de kolde stuer
så tidens rotter
der elsker
at æde
der elsker
at stjæle
stumper
og smykker
af de levendes sjæle
ikke får ideer
til ny plakater
ikke tager
notater
ikke planlægger
ny attentater
mens vi spiller vores
vigtigste stykke
i glædens ældgamle
teater

*
en afpilning
af rosens stadig
fine blade røde altid
som øjne der græder
i glæde, den gamle
sødmefulde trods

**
et eksempel på
modet der kræves
når man trænger
eksempler på det
mod der kræves
når.

Drøm / 36 / 2012

2010-10-29T10:32:00.000+02:00

ikke
i det følgende
ude lukket
endnu her endnu
en grøn masse
i hånden flydende

ciderbalsam øm skalp
kogende morgen bag
mørke vinduer hårtabet
en association* set
gennem damp er

kræft også
kraft også
livskraft også
dén smerte
der be kræft er

fem huder for ét gram
skind ér distancen
til æsken, den lukkede
prisen erindret

- - ( o ) - -

dans
dans
dans får
først fat
får

mening
når ophør er
konkret er
nu

var vi ellers
blevet ganske ferme
til quickstep

sikke dårligt
tragedie går i spand i ét
med tidens hvide
elektro nik

* klap fem stavelser, fucking minimalistrøvhul

"Komforten Blev Din Skæbne"

2010-10-25T12:04:00.000+02:00

Hvad vil du, i en bredere forstand, bortset fra at holde dig varm og fyldt med illusioner, mens du pisser din tid væk i en selvbestaltet, lykkelig ligegyldighed; der er noget i dig, en karakterbrist, en sammenstilling af personlige forhold der ikke går op, der modarbejder din ambition, der underminerer din evne til at fastholde teksten, tanken, projektet, definitionen, disciplinen. Du falder altid ud og fra. Altid. Det er reglen du ikke, qua din defekt, er i stand til at opfatte rækkevidden af, se mønstret bag, og derfor naturligvis heller ikke er stand til at lave om på, ændre. Du må gøre noget, og du må gøre det så snart som muligt; livet venter ikke på nogen, det accelererer bare, hele tiden hurtigere, svagere, utydeligere, tættere på sit bevidstløse udløb. Du er tragedie. Du er en samling af ord man brugte før psykologien. Du har fået en skæbne; om lidt er du endda blevet en skæbne, en menneskelig notesbog af uafsluttede og ubegyndte historier; små indslag der minder om pauseunderholdning mellem måltider og søvn: ”Komforten blev din skæbne”. Ja. Der er en titel; ikke noget af videre rækkevidde, selvom den umiddelbart gør ondt, ikke noget at være bange for, for den glemmes snart igen, og du starter din spekulations cirkulære forfra, som altid, som om, den var noget helt nyt og vigtigt, noget af bydende nødvendighed, en række spørgsmål om hvorfor du ikke gør noget, om hvad du vil i en bredere forstand, bortset fra at holde dig varm og fyldt med illusioner, mens du pisser din tid væk i en selvbestaltet, lykkelig ligegyldighed, er der noget i dig, en karakterbrist, en sammenstilling af personlige forhold der ikke går op, der modarbejder din ambition, der underminerer din evne til at fastholde teksten, tanken, projektet, definitionen, disciplinen. Du falder altid ud og fra. Altid. Det er reglen du ikke, qua din defekt, er i stand til at opfatte rækkevidden af, se mønstret bag, og derfor naturligvis heller ikke er i stand til at lave om på, ændre. Du må gøre noget, og du må gøre det så snart som muligt; livet venter ikke på nogen, det accelererer bare, hele tiden hurtigere, svagere, utydeligere, tættere på sit bevidstløse udløb. Du er tragedie. Du er en samling af ord man brugte før psykologien. Du har fået en skæbne; om lidt er du endda blevet en skæbne, en menneskelig notesbog af uafsluttede og ubegyndte historier; små indslag der minder om pauseunderholdning mellem måltider og søvn: ”Komforten blev din skæbne”. Ja. Der er en titel; ikke noget af videre rækkevidde, selvom den umiddelbart gør ondt, ikke noget at være bange for, for den glemmes snart igen, og du starter din spekulations cirkulære forfra, som altid, som om, den var noget helt nyt og vigtigt, noget af bydende nødvendighed, en række spørgsmål om hvorfor du ikke gør noget, hvad du vil i en bredere forstand, bortset fra at holde dig varm og fyldt med illusioner, mens du pisser din tid væk i en selvbestaltet, lykkelig ligegyldighed, er der noget i dig, en karakterbrist, en sammenstilling af personlige forhold der ikke går op, der modarbejder din ambition, der underminerer din evne til at fastholde teksten, tanken, projektet, definitionen, disciplinen. Du falder altid ud og fra. Altid. Det er reglen du ikke, qua din defekt, er i stand til at opfatte rækkevidden af, se mønstret bag, og derfor naturligvis heller ikke er i stand til at lave om på, ændre. Du må gøre noget, og du må gøre det så snart som muligt; livet venter ikke på nogen, det accelererer bare, hele tiden hurtigere, svagere, utydeligere, tættere på sit bevidstløse udløb. Du er tragedie.

Høst

2010-10-22T11:14:00.000+02:00

- - 0 - -

År efter år
er efteråret noget
der meget nemt kan
få tidens væv til at
opløses løbe ud i nydelige
spiraler mens du sidder i
livets badekar
skutter dig og er

4 halvt nedbrændte lys
fra bourgogneflaskens
grønne angst

2 minutter
fra en ubrydelig aftale
med midtlivet selv

10 dage
fra et mere end
massivt løvfald

5 sekunder
fra at se det hele
uden den glans der hører
hvermands begyndelse til.

Der er noget der græder i går.

Karakter

2010-09-30T14:32:00.000+02:00

for hvem

hvis ikke

dig og dig

alene gik

du uden

nogens

hånd i

hånd

hjem

fra byens

røde skær

dens gule

tårer fra

fad til

din kolde

ensomme

seng

er noget

der skaber

karakter

- - (o) - -

den eneste

forstand du

ikke var alene

i var den

hvor du vidste

tusinder andre var

ligeså ulykkeligt

uegnede som dig

men det

vidste du

ikke

dengang

ikke

engang

ikke

eksisterende

fællesskaber

kunne du

få adgang til

er noget

der

skaber

karakter

- - (o) - -

jeg savner

dig endnu

lige så

stærkt

på

nogle dage

som

dengang

du gjorde

mig til et

menneske

uden tid

til andet

end at

savne

dig helt

uden

tid

til

andet

er noget

der

skaber

karakter

Murspiller

2010-09-06T20:59:00.000+02:00

blev du

som jeg

dræbt

af kærligheden

(ud over markerne uden ben

vertikalt knækkende hjerne

alt bare græd og græd

og græd indtil hjem helt

forandret solen slugt ikke

til det bedre)

dengang

under

ungdommens

kvidrende åg

beskåret

af vindens le

mens du

underholdtes

af hele 2 kanaler

der konkurerede om

fyldigst

at transmittere

frihendens komme

for alle

tyskere

i alle

tyske lande

(væltet mur skrabet udklædte

mennesker

dine mure

nybyggede dit tøj kan ske

dyrere ikke

længere)

ved du

ganske sikkert hvad

jeg taler om

når jeg siger

at mit blik

er et underblik

ovenfor pligtens

eget smil

Friséring

2010-08-06T12:58:00.000+02:00

1)

Havde disse gamle

men velkendte klip

igen i går

mellem søvn og

bog en række

falske billeder i

særdeleshed også en

hel del hele

sætninger udtalt af

velkendte hoveder men

ordene var helt

sikkert ikke hverken

deres eller mine.

2)

Kroppene kiggede med

over vores skuldre

prikkede mellem bladene

sagde at det

eneste der skræmmer

dem mere end

spaltning er samling

på ét sted.

3)

Hvad redigerer dette

indhold andre end

det hovede med

med med med

dets elektriske strømme

der viser lydene

og hører synene.

4)

Mit hår sov
imens i en
skraldespand et sted
i byen og
det kan tænkes
at det var
der problemet lå.

Klima

2010-07-29T14:23:00.000+02:00

bjergene trænger
til mig mangler
mine øjne
står der ganske vist
før og efter
men alligevel

under gråt lys
brun hud der falmer
taber gløden
viser den hastige
sommers tegn som
skråsikker skrift
på efterårets grædemur

Femme Du Train

2010-06-09T20:45:00.000+02:00

jeg
giver
slip på
trangen må
fortælle for
altid blå er dette
at sidde i et tog
tæt ved Århus
og dig der
sidder
overfor
mig og er
den smukkeste
kvinde jeg har set
et helt kontinent af
uudforsket kærlighed en
rejse vi kun under denne
rejse tager sammen jeg
tror du har på
fornemmelsen
at jeg skriver
dig lige nu når du
let spørgende lader
vore blikke mødes
over bordet for
altid blå
er dette
er denne
ene meter
i mellem os
der om en time
er et helt liv væk
der efter næste stop
ikke er andet end et par
nye synaptiske forbindelser
til senere erindring jeg elsker
dig faktisk lige nu har vi løsnet
ord få og uden direkte udtryk for mit
begær efter dig din sødmefyldte midtjyske
accent der matcher dit bløde smil dine milde
brune øjne er perfekte idag gråvejr inkluderet lige
nu tegner du på en tom side i lommebogen en lille
symmetrisk figur hvor ville jeg dog gerne
høre din stemme tale mig i søvn i nat
lige nu rejser du dig hilser
farvel om ti minutter er
det ikke sikkert at vi
aldrig ses men sikkert
er det at jeg drømmer dig
selv om jeg er helt vågen at
dette øjeblik for altid er blåt
at jeg bliver lige her efter du ér
stået af

Vlad

2010-04-06T16:49:00.000+02:00

Wallachiernes stolte fører,
leder af sollyset i fjendens øje.

Den flammende glorie
over din krone, morgenstjernens
brændende dagstegn, dragens orden din
tro, for andre, forfængelighed blot.

Graners skæbne at se indersiden,
af tvangsmarcherede hæres kroppe.

Respekten indført uden ord,
det højeste træs stamme,
en ny rygrad for
stammens højeste.

Eftermæler maler aldrig ret,
i tidens frelste afstand.

Blodets fyrste i ophøjelse,
en slægt i viljens greb,
halvmånens sønner en flodbølge,
på modløse, vaklende ben.

Europas glemte frelser ser
over gentagelsens ocean,

sit værk fordømt til evig
forglemmelse i dyrekøbt fred,
lukker sine grønne øjne,
viger, fra utakkens golde bord.

Ostaro

2010-04-04T12:38:00.000+02:00

man kan

givetvis lære
noget af at
stå stille

hvis vi
ses igen
bliver det
i denne form

knoglerne går ikke
fra os foreløbig men
hvem ved hvor længe

huden holder

under samtidige
grå himle grønne
træer en bedaget
vækst finder frem til
luftens glemsel gentager
liv der ikke har noget valg

Generation

2010-03-31T22:35:00.000+02:00

vi der faldt bagstive
ud af halvfemserne
med lethedens lånte påfuglefjer
farvefossende ud af sovepuderne

vi der vrangvilligt valgte
at glugge os vel langt omkring
før vi selv eller noget ganske andet
valgte os et velegnet liv

vi der vaklede ind
i tågebankens filterløse skygge
for at hæve den nedarvede symbolske kapital
før solen brændte igennem himlens tag

vi der lystigt sugede i gæret fra det grønne glas
mens bænkenes velventilerede brædder
gik fra behageligt kolde
til rygisnende golde

vi der hvis adspurgt
end ikke turde indrømme at tro
på noget som helst andet
end det farlige i at tro

vi der uden at rødme gav grækerironien skylden
for vor fisseforheksede profanreligions
overvældende mangel
på reel retning og virkelig vision

vi der skiftede vores indebrændte lejligheder ud
lige så tåbeligt tit
og med samme argumenter
som andre skiftede kærester

vi der så overraskende hårdhændet
slog os ned
og til dels til tåls
med at bebo livets magre mellemrum

vi der mente at identitetens endeløse barneleg
ret beset kun kunne være
et seriøst anliggende for nogen
med så spændende potentialer som os selv

vi der panikpryglede aben
til den skrigende sprang og flygtede ind i buskadset
og kylede samvittighedslort
i vores uskyldsrene børnefjæs

vi der i melankolsk fundamentalisme
alene vandrede ved klichékystens sorg, død og måge
og noget så inderligt savnede
byens libidøse brøl, larm og lal

vi der tog de allernyeste
og mest lovende kommunikationsdimser i brug
men alligevel manglede modet
til at besvare nogens livsvigtige kald

vi der i sene nattetimers fuglekvidrende koffeinknald
tvangsfascinerede læste i alle racens mest ophøjede efterladenskaber
uden dog som absolut eksistensminimum at fatte
hvor dyb selvbesættelsens mørke mineskakt egentlig er

vi der helt uden formaldannelsens høflige afmålthed
kom til taledeliristisk at nitteskrabe
flæskemonolittens universitære overfladelod
og generere en generation ingen vil huske

Fernisering

2010-03-29T16:51:00.000+02:00

helt kolde

som moderne hud

hænder som kroge

løber fra fest

efter fest

med glatte maver

fulde af os

selv og

falsk champagne

tusind fiskeaborter

som delikatesser

i taxaen

pels bag pels

våd krog stop

elevator varme læber

smager af kalk

smager lidt

af lig

så hvide som

aldrig før

er vi lige

nu så hvide

som den sne

der ligger i

posen i

lommen

Jeg er en måne omkring dig

2010-03-29T16:43:00.001+02:00

det bløder

løber ud
i sandet

løber
ud i
tekst

som ikke

kan leve med sig
selv uden

at

det bløder

af

det fede hjerte

den svulmende klump
den marmorerede muskel

der drænes

hiver
efter væsken
trygler

stoppede kranspulsårer
stive vener

før sidste spasmer
fra tyndslidte nerver

blænder

op for

dagslys
2 timers afbrydelse
men nok

til at se hudens
syge blå skær

- - -

øjeblikket
kunne blive
enddog

meget grimt

grimt som
skrivende kød
efter ånden
er brændt ned
er blevet

seje
tjærerester
sod i

sorte lunger midt
i supermarkedet
en ø af overbelyst

frugt

og kemisk skinnende
grønt og

mange mennesker

tror
de kan nå det
endnu

gennem håb
gennem køb

bare køb
igennem bare
hån
du gør det
også

Virkelighedens Sarte Relief

2010-03-29T16:40:00.001+02:00

væk
færdig
arbejd stå op
drik skoldet tunge
knep sjæl ud mintpasta
løb spejl bus lyd gratis ryg

skriv

sid glo vent mørke tørt længe
æd samme samme
maskine luk tavs
alarm ud
ryst frys
sov

Silicium

2010-03-29T16:38:00.001+02:00

jeg er
ham

der knuser glasset
med tænderne

bider mig
i tungen

køber
billetten

og ham
der puster
med glasskår
i munden

og ham
der fylder din mund
med blod når vi
kysser

og ham
der ved
hvor banegårdene
befinder sig

i alle større
danske byer

Brainheart

2010-03-29T16:36:00.001+02:00

man kan spørge
sig selv

gruble gentagne
gange

erobre tomt
terræn

og gør det gerne
dagligt

om hvordan
vi dog
fortsat

kan holde
hinanden ud

hér
i det
skrumpende
hjertes tidsalder

man kan spørge
sig selv

synge slagne
sange

mumle vage
refræn

og gør det gerne
dagligt

om hvordan
vi dog
fortsat

kan holde
hinanden ud

hér
i den
triumferende
hjernes iskælder

Bjerg/Kaffe

2010-03-17T14:49:00.000+01:00

bjergene
ligner det
vi kom efter

pittoreske søer
en selvfølge

toget
der burde have været
skiftet ud
for længst

en påmindelse
om et turistbureaus idé
om et europa
af igår

et europa
hvor det tyvende
århundredes
mørke afveje og
isnende sidespor

er slettet
af historien

og dog er der
wi-fi, info-skærme
og panikknapper

i blandt trækabinernes
polerede messinghåndtag
og syntetisk plys

således at man
aldrig glemmer
den helt aktuelle
nutids problem

med tålmodigheden
med fortiden

men så
hiver du mig ud
af mit henførte reverie

for nu at følge
den dyrt betalte
nostalgis egen skala

med et nogenlunde
ægte smil

rækker du mig
mit livs
dyreste kaffe

nu

2010-03-06T04:59:00.000+01:00

det skal være
strømmen

der vækker

den varme
der løber
igennem hjernen
åbner hullet

blæser tusinder
af levende
billeder op i
fuld størrelse

pipper fugle
i hundrede haver nu
er det forår

for fanden

og drøm mig
hende så

og gør hendes hud
så fuld af huller
som stjernerne
kan skinne igennem
og oplyse min nat

min nat
hvor tiden
heler sig selv

vokser
sammen
omkring lyset
uden ar

i hovedet

omkranset
af mørket

i rummet

som er det
der virkelig
er der
om natten

og vis mig så
hendes krop så blød
af vildtvoksende liv
der ikke vil
kende forskel
på før
og nu

strand strand strand

2010-03-03T20:09:00.000+01:00

              tankens
strandede hval
     bølger blidt
         i imaginær
            brænding

     strandede tangoer
           med tang

    strandede dage
      uden tvang

strandede uger
   med egen sang

     luftsaltet af
   havbårent
    nærsyn

under fode
    under sko
     under sand

en lykkens vandrer
                uden mål

   naturens hvisken
            under sål

    stopper op
drømmer om
             bål

    går videre
    går i syner
    syner bedre
     end virkelige
                      syn

                   synes han

Ham

2010-03-03T13:18:00.001+01:00

jeg er ham
der er kommet
for at udviske
forskellen
mellem nat
og dag

og jeg
er ham
der er kommet
for at høre
musikken
som en lektie
der skal læres
udenad

og jeg
er ham
der er kommet
for at klemme
den sidste mening
ud af livet

Martsning

2010-03-03T13:17:00.000+01:00

vandresjælen
folder sine
frosne vinger
ud

drømmer venligt
men bestemt
lyset ind
i landet

kigger knap
tilbage mod
mørkets sløve
front

vænner sig snart
til lyden
af det herliges
sagte rislen

Retning

2010-03-01T17:32:00.000+01:00

når jeg
går ned

tager jeg
      hele byen
      med

- - (o) - -

når du
går ned

taler du
    med nogen

- - (o) - -

når vi
går ned

     gør vi det
     aldrig
     sammen

- - (o) - -

når byen
går ned

    går det
    hele op

.. .. ..

2010-02-22T13:33:00.000+01:00

kanten af papiret
trukket
langsomt over

        det åbne
       øjenæble

            ser den
    tørre pulp

dele synet
i to

             hvisker
   mærker du nu
       begge sider

Autokrator (Ver. II)

2010-02-21T18:51:00.000+01:00

Se manden
med verdens bedste
opdragelse.

Se manden
med verdens mest
vellykkede karakter.

Se manden
med verdens mest
elskede personlighed.

Se manden
som bærer selve
lyset ind

i dit liv
og ud
af andres.

- - -

Se ham
forlade dig

for den totale
deltagelses
glamourøse realitet.

Se ham
vinde
over verdens vind.

Se ham dog!

- - -

Se ham
gribe ud
i Platons luft.

Se ham
gribe ind
i Freuds frelse.

Se ham
baske vældigt
flamboyant

med påfuglehjernens
fjer.

- - -

Se ham
hvileløst vandre
under eget fiksérlys.

Se ham
tegne streger
mellem tomme punkter.

Se ham
kaste stjerner op
mod himlens mange.

Se ham
finde vejen
til slutningen.

- - -

Ved alle
verdeners vilde
centrifugale centrum:

Søg! Søg! Søg!

- - -

Se ham
være så
håbløst forelsket

forslesket
i sig selv
uden hvile i andet

end tanken
om konstant perfektion
i bevægelse.

Men sikket tempo!

- - -

Se hans
gyldne ariske glorie
falme
og falde af

ligesom
alle andres
musegrå marehalm

blive til den
samme aske

under den samme
verdens vind.

- - -

Se ham
indgå i den
perverse cyklus
af liv

ingen
kan fornægte.

Se
hvor længe
han kan holde dette

uhyggeligt almindelige
menneske ud
og væk
fra fadet.

Skriveblokeringsdagbog 31: Selvforsvar

2010-02-20T12:36:00.000+01:00

efter alle
disse år
på planeten

efter millioner
af mere
eller mindre
velskrevne tilnærmelser
og futile forsøg

efter myriader
af enslydende
sange om følelsen
af alene

efter tusinder
forfængelige guders
skabelse
og nødvendige
destruktion

efter nogle ganske få
videnskabsfolk
tændte lyset

lærte materien
at erkende sandheden
om sig selv

er der stadig ikke

nogen

der har givet
en bare tilnærmelsesvis
god forklaring

på hvorfor
vi er her

og hvad
det skal gøre godt for

men jeg er nu ret sikker på
at det ikke
er for vores fornøjelses
skyld

Rumhest

2010-02-19T16:01:00.001+01:00

og så kom du igen
min ungdoms udbrændte flamme
med dit trætte se mig hør mig
og intet andet at sælge
tøjet stadig det samme nyere
håret let falmet uden glans
dit look således meget dyrere

fugle har gået tur i
dine øjnes kroge og

tænderne
er nu kulørte som
det gule porcelæn i bodegakummen
urinafsyrede forædlede af brug
man bør altid huske at
børste bisserne når man har
haft en fremmed pik i munden

åh denne kamp mod bare én gang
sådan for alvor at ramme bunden

men du har bevares da
din uovervindelige selvrespekt
og god rødvinstro på din charmes
virkningsfulde gentagelseseffekt

Arena

2010-02-19T15:49:00.000+01:00

så danser vi omkring i cirkler
som to harniskklædte ørkeninsekter
i den magnetiske tiltræknings vold

et frenetisk livtag
gnistrer gennem luften
over vore låste blikkes fatamorgana

elektriske eksoskeletter støder
mod hinanden
afgiver sorte lyn

sigter med logrende gifthaler
efter det skrøbelige kød
under pansrets frygtindgydende skin

spørgsmålet
er ikke hvem
der kommer først under skallen

snarere hvem
der når det sker
har den fornødne modstandskraft

til at modstå fristelsen
af en ny omgang leg med livet
det os pinligt bevidst dyrebareste

som alt eller intet
som solarplexuskildrende indsats
i den eneste arena

der giver mening
for dyr
som os

Arkæoakustik

2010-02-19T15:41:00.000+01:00

den måde du greb i
døren på, som fortalte
hele min dirrende bygning
at det var dig

din pertentligheds listefis
ved køleskabets lys
ved nynnende nattelusket
ikke at vække nogen

dine fingres klapren
nervøse negles dans
tastaturets hakkende fremdrift
mod sæsonens friske fortid

din maves sagte pludren
når du var sulten
efter sulten selv
efter mere af alt

dit uudgrundelige
underlivs grinflækkende
luftemissioner
under seriøsitetens sex

din prøvende måde
med lyserøde læbers
selvsmagende sukker
at udtale mit navn på

dine hæles klapren
på tynde trappetrins
eftergivende finér
i opgangens lydighed

din måde ikke
at sige farvel på
som var din måde
at sige farvel på

Skvulp

2010-02-19T15:33:00.000+01:00

velsvungne bølger
bølger på havets
snotgrønne korpus

gennemtrængelige
tyngdekurvers pludrende
rumlende goplerytmik

men også druknedødens
koldvandskrympende klamskab
på hudens myrepattede rejsning
forfølger flydende frokost

en panikspjættende
første solskoldetheds vandfærd
i sommerplettet pladaskhed

- - (o) - -

slimbevidstheden saltes
med væskegymnastiske
sandbuksekanters pungslibemiddel

udskylles trægt
med 7 procents morarente
af vinterens skalkeskjulte cementrør

Permadiskurs

2010-01-08T09:22:00.000+01:00

vil gerne skrive
vil gerne taste

ville gerne ville

vil gerne indskrive
vil gerne udskrive
vil gerne indtaste
vil gerne udskrives
vil gerne skrive

noget

noget

som kan leve
op til denne
sofistikerede
maskine

hvis kunstige
solskin jeg blegt
spejler mig i

jeg har
i teorien
en næsten gyldig
måne

neptuns døde fisk
stiger op flyder
på overfladen
i dens tørre lys

må huske
må virkelig huske
dette

når jeg
vil overføre
elektriske impulser

fra den ene
kulbaserede livsform
til den anden

ved hjælp af
denne kulbaserede
livsform

hvis liv skyldes
forkullede fossiler

knuste
af æoners
tyngde

brændte
af ukendte
mænd

reducerede
til ren
energi

pressede gennem
tætknyttede
metalstrenge

nu tappede
nu tastede
nu muterede

til denne
fosforstrøm af
evigt genkommende
impuls

Ansøgningsvejledning for ambitøse unge mænd

2010-01-08T09:19:00.000+01:00

jeg gik i skole

ja jeg gjorde

jeg ved godt at jeg ikke har

den der troværdige lyd

af en snakkende person

som er uddannet i andres tanker

men alligevel

gik jeg i skole med vilje

og altid interesseret

i at komme ud

og væk

fra andres tanker

før de kunne nå at blive

noget

som jeg kunne kalde mine egne tanker

Et udvalg af mine monografier:

Lykke gennem ydmygelse

Vatikanstatens rige undervandsliv

Amerikansk regeringsstruktur i det 13. århundrede

Ejakulationsfalskneri blandt unge metroseksuelle mænd

Junkfood diæter & den dårlige ernæringsrevolution

De komparative helbredsgevinster ved kæderygning

Mangel på talent som socio-relationel prestigefaktor

Døden som slutningen på livet i den katolske trosretning

Penges værdi i den neolitiske periode

Mellemkønslig sværvægtsskakboksning som globalt fremtidsfænomen

En kort oversigt over den muslimske ikonografis historie

Kvinders ret til at udøve heksekunst under den spanske inkvisition

håber at høre fra Dem snart

da jeg ønsker at tjene en formue

til mig selv

og Deres firma

således at jeg kan købe en stor, rasende bil

og et nyt sæt bryster

så andre kan se på mig

og tænke at jeg er det perfekte billede på lykke

og dø

tænkende

at hvis de bare havde arbejdet

så hårdt som mig

ville de også have haft

en chance

for at blive perfekte billeder på lykke

i andre menneskers øjne

Jeg Kan Ikke Lide Dig Mere

2009-12-26T14:40:00.000+01:00

Jeg kan ikke lide dig mere. Jeg har forandret mig. Du har ikke forandret dig. Forandring fryder. Narcissistisk vrede, passivt-aggressiv virkelighedsforvrængende paranoia og infantil stagnation fryder ikke. Forandring fryder. Forandring forstået som udvikling. Udvikling forstået som en gradvis, men absolut for karakterens ekspansion imperativ åbning mod verden. Verden og dens faktiske indhold. Indhold forstået som åbenlys sandhed. Åbenlys sandhed forstået som f.eks. sikkerheden for dit livs ophør. Døden er min ven. Du tror ikke den findes. Ligesom et barn, tror du ikke der findes andet i verden end din krop, dens nervesystem, din smerte, din lystfølelse, din egen begrænsede bevidsthed. Du tror verden starter og slutter med hvad du formår at opfatte af og i den. Det kaldes solipsisme i filosofien. Det er ikke venligt ment. Det er en advarsel. Men ikke til dig. Du forstår alligevel ikke. Det er en advarsel til dine medmennesker. En advarsel til de der uheldigvis måtte krydse din vej. Du er faktisk så gennemsnitlig, gennemskuelig og gennemført ligegyldig, at jeg ikke engang gider at beskæftige mig med dig som karakter i en tekst.

Morgnografi

2009-12-26T14:29:00.000+01:00

er hvad
danskere dyrker
før dagen begynder

dage i Danmark
dage i Danmark
dage i Danmark
dage i Danmark
dage i Danmark
dage i Danmark
dage i Danmark

er det
elektriske lys voldgreb
mod en tuskverden
af blød biologi

stramme træer
stive tæer
gebrokken vammelvind
elkedel kalkbeholder
stive årer og årets udgang
i samme væske ingen bund

er den
alt for tidlige
kaffes smerte
i ømme halse

hudløse lyserøde
hul igennem
til slidte slimhinder

er den
indbildning
der opretholder trykket i
samfundets skyldfortabte allemænd

fars lille hjælper
har mange flere navne end
far har ordforråd til
at beskrive

er et forsøg
på at forlænge arbejdet
og forkorte livet

som er dets modsætning
i følge sikker indbygget Luther
på ryggens selvskælvende
piskepalads

er det
tidsrum som de fleste
husker for det værste

*jeg vil ikke derhen
jeg vil ikke derhen
jeg vil ikke derhen
jeg vil ikke derhen
jeg vil ikke derhen
jeg vil ikke derhen
jeg vil ikke derhen

er det
tidspunkt på døgnet
hvor hjernen
held i uheld
virker mindst

koffeineret lukkelovning
på noget bedre

noget bedre end
mere må have mere
om noget bedre end
om noget

er det smarteste sted
at begynde

noget
man (slet ikke)
vil

er det smarteste sted
at tvinge
nogen til noget nogen
slet ikke vil

er et
instrument indført sammen
med

statsfængsel
skole*
psykiatri

"friheden findes!"

men kun
hvis du underkaster dig
arbejdets hellige cyklus
af renselse

for dømt
for tabt
for helvede

se! hjernens vinger
folder sig til flugt
gennem skallen og du fugler den ud
fra fjerde sal

"vi lover det, burhane!"

er det
afgørende øjeblik
der skiller A fra B
i den menneskelige rangordens
skridsikre alfabet

tyve års skolegang
med det ene formål
at glemme dette

- er a pros pos glemsel
den nedstyrtede Lucifers tidsdråber
i nedarvet visdoms mytologi
verden hans eksotiske urinpøl
et evigt genkommende plaskeri
under bruserens gyldne stråler?

men hvis
så mest den verden
der er lige hér og

gentager sig
gentager dig
gentager mig

når
hver dag
tæller

Skriveblokeringsdagbog 25: Sara / Tsu Alde Rukhes

2009-12-26T14:16:00.000+01:00

det første
var øjnene

og hvilke
øjne

under det forsvindende lys
var de næsten sorte
som kul

ja netop som kul
med dette matte grå skær
der på een gang
både afviste og lokkede

nærmest tiggede
om talløse timers indsigt
og udgjorde
et tavst oprør
mod farvelærens idé
om kontrast

- - (o) - -

det næste
var kroppen

et skiftevis
blødt og hårdt
kontinent
i sig selv
med mange
autonome domæner

samt både frie
og ufrie stater
der deres åbenlyse
uoverensstemmelser
til trods

alligevel
var samlede
i en mægtig
harmonisk føderation

et under
af kontrolleret kaos

- - (o) - -

det sidste
var døren

døren til
den anden
dimension

den dimension
der udgjordes

af den del
af virkeligheden
jeg ikke kunne deltage i
sammen med dig

den dimension
dit liv sammen med andre
udgjorde

og jeg kiggede på den
dagligt

undredes over
dens densitet

dens forbløffende
atomtæthed

og tænkte ingen
hårde tanker om mangel
på gennemsigt

P E T E R B R E U M

græs

I-V II

XXVI

XXV

mennesker I (verbaltriptych)

natfrugt

I - V

. .

. . .

biler

Nibeungens Ring I

Vinteren 1982

Om en hvid prik i kaffen

s ø g n e d a g

VITAM CONSILIO II

regnskabslære

Lunøs

Når jeg er i Århus

OUTRUN

Sort Luftanker, opfald 5.

slotsnat

Hamre

på bakken

Thorkild Hansen

Serviceminded

Håndværk

Moderne Logik

r e v i t a l

Sensimilla Fellatio: Had og Golf

Min Sommerferie

kommunikationskrisen 2.0

Faldtid III

Faldtid II

Vertikalt Kardiogram

s p e e d

M*S*F

m æ n d k a n i k k e m u l t i t a s k e

s o l s t i k

strø

produktiv

V E N

Filmnyt

Den Dag Allan Simonsen Flyttede Hjem

Langeben

V I V E L E V E N T

dagbogsindslaget 'Dagbogsagtigt'

ordkraft

m r p e n i s

kok den hammer: vi er rede til handling!

l a n d g a n g

Bedriftstidninger

Hedens Sand

Status

Peschisolido

Solo Han

10

s k e l l e t

s ø j l e r

n o g e t

t r o p i s k

da vi flyttede væggene

Keder Dag

Kan

Retroblokering

Facemelter

Drøm / 36 / 2012

"Komforten Blev Din Skæbne"

Høst

Karakter

Murspiller

Friséring

Klima

Femme Du Train

Vlad

Ostaro

Generation

Fernisering

Jeg er en måne omkring dig

Virkelighedens Sarte Relief

MSF